Endelig ferie. Hvad andre grupper i samfundet end mener, er den tiltrængt. Det kræver sin tid at få krop og sjæl til at geare ned og falde til ro.

Selvfølgelig har tankerne svært ved at slippe arbejdet de første dage: Lærere, hvad er det for en gruppe? Er der overhovedet noget, de kan stå samlet om? Vi er i øjeblikket så splittede, at man faktisk ikke længere kan tale om en gruppe. Foreningen hjælper godt til med denne udvikling. En fagforening burde vel sørge for, at dens medlemmer bliver behandlet nogenlunde godt og i hvert fald ens.

Da jeg var ung lærer, var jobbet fantastisk hårdt, og det er det stadig! Lønnen var i sagens natur begynderløn, men forholdene var ens for alle: Det, vi var sikret, var en stadig stigende løn indtil en vis grænse, så alle ville få den samme livsløn. Dette princip er blevet brudt ved de sidste overenskomstforhandlinger, hvor man er gået ind med støtte til få grupper.

Foreningen har accepteret det mest destruktive tiltag nogensinde: Nogle udvalgte lærere skal have mere i lønningsposen end andre. Sjovt nok ser det ud til, at man gerne vil støtte de grupper, der i forvejen har fået mest ved overenskomsten!

Hvad opnår man ved denne forfordeling? Helt klart en stor gruppe yderst tilfredse lærere, der uden at skulle yde en ekstra indsats kommer til at stå som en slags adel inden for vores fag.

På den anden side må man regne med, at der er en lige så stor gruppe yderst utilfredse lærere, der uden kompensation kommer til at stå som fæstebønder: Bøj nakken og knokl videre.

Hvad skal vi egentlig med en forening, nu de gamle dyder ikke længere har nogen betydning, og det er alles kamp mod alle. Kan vi ikke lige så godt forhandle løn som enkeltpersoner og flytte rundt efter de steder, vi forventer at få den bedste behandling/løn?

Misundelse? Javist. Jeg tilhører det grå guld, der i princippet (desværre ikke i virkeligheden) er så eftertragtet, men bliver snydt hver eneste gang.

Vibeke Sørensen

Randers