Allerede på vej gennem skolegården hilser små afghanske piger på deres lærer med store smil og et kindkys. Zakieh Sadeghi underviser afghanske børn mellem syv og 14 år i deres modersmål farsi på Jyderup Kommuneskole.

De fleste af børnene har på grund af krigen i Afghanistan aldrig gået i skole, før de kom til Danmark. Nu skal de til gengæld lære at skrive dansk fra venstre mod højre og farsi fra højre mod venstre - på samme tid. To sprog og to skriftsystemer med uendelig lidt tilfælles.

'Det er meget svært for de mindste', siger Zakieh Sadeghi.

Klassens tre piger har alle lange bukser på og langt, udslået, sort hår. Shabnam Nourestani er 12 år, og hun begyndte først at gå i skole, da hun kom til Danmark for to et halvt år siden.

'Ellers var jeg derhjemme hele dagen. Der var krig, og skolen stoppede', siger hun.

Shabnam elsker at gå i skole, og hun gør alt, hvad hun kan for at indhente de tabte skoleår.

'Men det er lidt svært at følge med i dansktimerne'.

Børnene skiftes til at komme op til tavlen og skrive en sætning ud fra et enkelt ord. 'Mor', skriver læreren med smukke skrifttegn. 'Jeg elsker min mor', fuldfører en lille purk sætningen - fra højre mod venstre.

Imens er de andre elever helt stille. Så stille, at man tydeligt kan høre, at der tygges i en blyant på bagerste række.

Khesrow Ahangur er 14 år og går i 8. klasse. Han har boet i Kabul, og indtil familien kom til Danmark i 1998, var han altid bange.

'Vores nabo blev skudt. Der var ingen særlig grund til det, der var bare krig, og det skete hele tiden'.

Han har set en del døde mennesker og kan særligt huske den dag, han så tre mennesker blive dræbt på gaden, lige foran hvor de boede.

'Min mor gik altid helt tildækket af et slør. Vi syntes alle sammen, at det var forfærdeligt. Det var ligesom et fængsel for hende'.

Han følger med i tv hver eneste dag for at se, hvad nyt der sker i Afghanistan. Hjemme i Kabul har han stadig både venner og familie.

'Det er meget synd for de mennesker, der bor der. Når andre har det forfærdeligt, så har mine venner det også, er jeg sikker på. Jeg bliver meget glad, hvis der bliver fred i Afghanistan. Jeg kunne godt tænke mig at flytte tilbage, hvis det går i orden', siger han.

I en flygtningelejr i Pakistan lærte han at læse lidt farsi på en koranskole. Nu læser han flydende - både dansk og farsi.

Afghansk poesi

Eleverne læser højt fra en tekst, de har øvet sig på hjemme. Afghansk poesi. Lærer Zakieh Sadeghi giver tegn til den enkelte elev, når det er hans tur, ved at løfte et øjenbryn. Når de skriver selv, går hun rundt og hjælper og kærtegner den enkelte elev i nakken. Selv om børnene kun bliver undervist i farsi to eftermiddage om ugen, lærer de utrolig hurtigt, fortæller Zakieh Sadeghi.

Navid Nouristani er 11 år og går i 3. klasse. Han har ikke svært ved at lære de to sprog. Farsi er sværest, synes han, men han er ved at komme efter det.

'Det bedste ved at gå i skole er, at vi bare kan lege med hinanden ude i skolegården. Det kunne vi ikke derhjemme på grund af krigen. Det er godt, når vi er søde ved hinanden, og der ikke sker noget skidt'.

Han ser tv-avis hver dag, og hans forældre snakker meget med hinanden om, hvad der sker i Afghanistan. Men ikke med ham. Han snakker heller ikke med sine danske klassekammerater om krigen.

'Det er kun læreren, der har spurgt, om jeg er ked af, at der er krig i mit land. Det er jeg. Det er synd for de børn, der ikke har noget mad eller noget hus. Det tænker jeg meget på'.

vh