Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Har man først prøvet at stå med sin klasse i edb-lokalet eller mediateket, vil mange kunne nikke genkendende til den frustration, børn oplever, når (og hvis) de bliver sluppet løs uden et decideret mål. Det er svært at lære at søge informationer, og det er endnu sværere at søge løsninger på konkrete problemer - især når det hele foregår i et flygtigt og uhåndgribeligt univers som eksempelvis internettet. Derfor skal undervisningssituationen være velforberedt med hensyn til, hvad eleven kan og vil opnå med mediet. En nyttig side til forberedelse er www.emu.dk/internetdidaktik/
Her finder du både generelle forklaringer, uundværlig grundviden om internettet samt gode tips til, hvordan du kan anvende nettet problemorienteret.
Siden indeholder ikke de mest finurlige detaljer, men den er ikke desto mindre et informativt værktøj, der bestemt er et besøg værd. Det grundlæggende budskab synes at være, at nettet er et fremragende middel til at opnå nye kvalifikationer.