Musikklasserne på Østervangskolen i Roskilde består af elever fra forskellige skoler.
Foto: Maria Becher Trier
Lovændring på vej: Vejen til talentklasser i musik skal være lettere
Kommuner skal fremover kunne beslutte at oprette talentklasser i musik uden at spørge Undervisningsministeriet. Det er indholdet i et lovforslag, som netop nu er i høring. Lovforslaget kommer på baggrund af en række forsøg med talentklasser i musik.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Østervangskolen i Roskilde er en af syv skoler, som har søgt om dispensation fra folkeskoleloven, så de kan oprette talentklasser i musik. Erfaringerne fra forsøgene har nu ført til, at forligskredsen bag folkeskoleforliget har fremlagt et forslag om en ændring af folkeskoleloven, som vil betyde, at kommuner fremover kan oprette talentklasser i musik uden at søge om dispensation.
Roskilde: Eliteklasse i musik gavner hele skolen
Formand for Skole- og Børneudvalget i Roskilde Kommune, socialdemokraten Jette Henning, hilser lovforslaget velkommen.
"Det er positivt, at vores gode erfaringer har bidraget til, at der bliver åbnet en mere generel mulighed for at oprette musikklasser", siger hun til folkeskolen.dk.
Plads til mere musik i skolen
På Østervangskolen er der talentklasser i de ældste klasser. Eleverne kommer fra forskellige skoler i kommunen og skal gennem en optagelsesprøve for at komme ind i klassen. Skolen får tilført midler til talentklassen og til udbygning af musiklokaler. Dispensationen fra folkeskoleloven betyder, at lektioner, der ellers skulle bruges til valgfag og en del af den understøttende undervisning i talentklassen, bliver brugt på musiske fag.
Jette Henning mener, at noget af talentklassernes succes hænger sammen med en satsning i kommunen ved navn "Alle tiders Musikby".
"Der er brugt tid på det indledende arbejde. Det betyder, at vi ikke har problemer med at rekruttere elever - der har været stor opbakning, og i år har vi måtte afvise elever", siger rådmanden.
Skolereform: Optagelseskrav til eliteidrætsklasser kommer ind i loven
Evaluering viser stor tilfredshed og god faglighed i talentklasse I dag findes der en talentklasse på hvert klassetrin fra 7. til 9. årgang på Østervangskolen. En evaluering viser, at alle elever og forældre er glade for talentklasserne. Når det gælder de faglige resultater er vurderingen, "at den samlede klasse har udviklet sig i deres sociale trivsel, faglige arbejdslyst og musikalske performance. Derudover vurderes det, at den enkelte elev har haft en individuel musikfaglig progression".
"I forhold til det skolefaglige niveau vurderes klassen over middel. Der er i både dansk og matematik et par enkelte elever, som får særlig støtte, men det samlede niveau vurderes til over middel", står der i evalueringen.
Kommunalt fokus på musik gør det lettere
Jette Henning mener, at det også har stor betydning, at samarbejdet mellem musikklassen og Roskilde Musiske Skole fungerer så godt, som det gør.
"Der er også godt samarbejde med for eksempel Gimle, Åben Dans og Rockmuseet. Det fokus, som vi i Roskilde har på musik og det kreative område, spejler sig i mange områder, og det tror jeg, gør arbejdet med musikklasserne lettere", siger hun.
Fristen for at indsende høringssvar til den nye lovændrig er den 13. august.