Ringkøbing Skole forsvarer skirejse

Skoleleder Peter Kold Jensen på Ringkøbing Skole erkender, at skolen ikke har været skarp i udmeldningerne om skolens skirejse til Østrig. Skolen er blevet indklaget til Undervisningsministeriet for en rejse, som betegnes som 'åbenbart i modstrid med Folkeskoleloven'.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ringkøbing Skole gennemførte i januar en længe planlagt skitur til Østrig som afslutning på et nyt valgfag Fysiologi og Ski. Faget består af et undervisningsforløb med træning, og så kan eleverne tilvælge at deltage i en skirejse.

Eleverne står i kø til nyt valgfag

På folkeskolen.dk har der i kommentarer været rejst tvivl om, hvorvidt fremgangsmåden  er lovlig eller ej i forhold folkeskoleloven. Blandt andet har tidligere hovedstyrelsesmedlem i DLF, skoledebattør Niels Christian Sauer rejst tvivl om, hvorvidt der må opkræves penge af forældre og elever til en sådan skitur. Det afhænger blandt andet af, om alle elever får lov at deltage, uanset om de betaler.

Niels Christian Sauer har nu  klaget til Undervisningsministeriet: 

"Et valgfagsforløb i idræt kulminerer her med en fælles skirejse til Østrig i skoleregi, og det fremgår utvetydigt, at eleverne selv skal betale for deltagelse, samt at de i modsat fald ikke vil kunne deltage i skolerejsen", skriver Niels Christian Sauer i sin klage og tilføjer:.

"Det er i åbenlys modstrid med folkeskolelovens § 50 stk. 9: "Den enkelte elevs ret til deltagelse i arrangementer efter §16 c kan ikke betinges af erlæggelse af et beløb eller en anden ydelse".

Folkeskolen.dk har talt med Peter Kold Jensen, der er ny skoleleder på Ringkøbing Skole. Han blev ansat, efter at turen var planlagt, men var skoleleder i januar, da den blev gennemført. Han forklarer:¨

"Det er vigtigt for mig som skoleleder, at når vi udbyder en skolerejse så er der ingen som må føle sig mindreværdige. Det skal og har været frivilligt for eleverne at deltage i skolerejsen, og det er vigtigt at alle elever som rejsen retter sig imod har ret til at deltage, uanset om eleven eller dennes forældre har medvirket til at dække de udgifter, der ikke dækkes af skolens midler".

Om selve forløbet  med den skirejse, skolen foretog i januar som en skolerejse, siger Peter Kold:

"I forhold til kommunikationen omkring rejsen, så er jeg i tvivl om hvor skarpe vi har været, ift. udmeldinger  omkring forældrenes bidrag. Hvis vi fremadrettet tilbyder en skolerejse, vil vi være ekstra opmærksomme på denne del, så det står endnu tydeligere, at der selvfølgelig ikke udelukkes nogen fra rejsen såfremt de ikke betaler".

Endvidere er/har elevernes deltagelse i skolerejsen ikke været en nødvendig forudsætning for at kunne følge valgholdets undervisning, og de elever, der ikke deltager vil derfor ikke miste noget i undervisningsmæssig henseende.

37 elever fra Ringkøbings 8. og 9.klasser deltog i turen, det var alle på holdet på nær en elev, der blev hjemme og fik undervisning.

Turen havde ikke karakter af en lejrskole, understreger Peter Kold Jensen. Han  forklarer folkeskolen.dk, at han som ny skoleleder vil overveje, om der skal arrangeres skiture fremover. Skituren var netop ikke en del af valgfaget, men skulle tilvælges.