1.100 lærere, pædagoger og ledere var fredag samlet til kick off-dag med oplæg og erfaringsudveksling.Foto: Martin Vitved Schäfer
Skarp lærerkritik af skolestarts-event
Roskilde Lærerforening var så kritiske over kommunens skolestartsarrangement, at kredsen i stedet holdt sit eget. Ifølge lærerkredsen var det kommunale et rent 'jubelarrangement'. Borgmesteren afviser: "Det var ment som en anerkendelse".
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Roskildes borgmester Joy Mogensen (S) havde fredag inviteret 1.100 lærere, pædagoger og skoleledere til kick-off forud for det nye skoleår, der starter i dag. De var samlet for at lade sig inspirere af hinanden, og dagen igennem leverede forskere og skoleinteressenter input til debatten om folkeskolens fremtid.
Annonce:
Spørger man Roskilde Lærerforening, var det dog langt fra det eneste formål med arrangementet. Dagen får en hård medfart i et brev, foreningen har udsendt til sine medlemmer. Ifølge den lokale lærerforening var arrangementet nemlig alene udtryk for en kommunal fejring af folkeskolereformen, der nu har kørt i tre år:
"Mange af vores tillidsrepræsentanter og medlemmer var rigtig irriteret over, at de skulle til et jubelarrangement og stå med armene over hovedet for at fejre folkeskolereformen, når der ikke er noget at fejre", siger Tina Hasselager, der er næstformand for Roskilde Lærerforening.
Hun fortæller, at lærerforeningen valgte at afholde åbent hus i forlængelse af den kommunale kick-off, hvor lærerne kunne erfaringsudveksle om folkeskolereformen. Ifølge Tina Hasselager var der ikke mulighed for netop det til kommunens arrangement:
"Der var ikke én eneste af dem, der kom til vores åbent hus-arrangement, der kunne pege på, at der på kick off-dagen blev præsenteret nogle konkrete resultater, der var blevet søsat på grund af reformen", fortæller Tina Hasselager om det åbne hus, hvor 60 lærere deltog.
Annonce:
Borgmester Joy Mogensen (S) er ærgerlig over, at den lokale lærerforening indkaldte til sit eget arrangement. Hun så hellere, at foreningen støttede op om de kommunale initiativer:
"Jeg er ked af, at lærerforeningen ikke ville støtte op om arrangementet. Det var ment som en anerkendelse af det arbejde, der er blevet lagt på skolerne og en understøttelse af det fremtidige arbejde. De måtte meget gerne have været til stede til vores arrangement, hvis de havde bedt om det", siger Joy Mogensen (S) og opfordrer desuden Roskilde Lærerforening til at gå i dialog med kommunen:
"I stedet for at lave et modarrangement, så spil ind og gør os klogere. Hvis de gerne vil gøre os klogere, så er vi nødt til at snakke sammen om det".
Roskilde Lærerforening havde gerne deltaget i planlægningen af kommunens stort anlagt kick off-dag, hvilket foreningen ifølge Tina Hasselager ved tidligere lejligheder har været. Derfor er hun uforstående overfor, at kommunens skoleforvaltning ikke har været i kontakt med foreningen om at indgå i planlægningen af arrangementet:
Annonce:
"Jeg tror det skyldes, at vi reagerede ret stærkt på, at kommunen ville afholde det her arrangement. Det gjorde vi på baggrund af en kritik, som tillidsrepræsentanterne har rejst. Det har så skabt en del uro og polemik i forvaltningen", siger hun.
Den kritik forstår Joy Mogensen godt, og overfor folkeskolen.dk beklager hun, at den lokale lærerforening ikke har været inddraget i planlægningen af skolestartsarrangementet. Samtidig opfordrer hun til fremtidig dialog mellem lærere og politikere om udviklingen af folkeskolen:
"Døren står stadigvæk åben. Snakken om folkeskolereformen stopper jo ikke nu, så min opfordring vil være, at vi skal snakke sammen. Så er jeg sikker på, at vi kan gøre hinanden meget klogere", udtaler Joy Mogensen (S).