"Børns liv og læring" er en antologi og en studiebog målrettet til pædagog- og læreruddannelsen. Bogens ambition er at bidrage til at grundfæste en vedvarende lyst til at undersøge de udviklings- og læreprocesser, der finder sted hos de studerende selv og hos de børn, de får et professionelt ansvar for. Formålet er at skabe forbedringer i arbejdet og samværet med vore børn.

Bogen indeholder syv kapitler, og dertil kommer supplerende videomaterialer om bogens forskellige emner.

Jan Kampmann har skrevet kapitlet ”Barndom i forandring - set i lyset af samfundsmæssige og uddannelsespolitiske tendenser”, som handler om de forandringer, der sker i børns sociale, økonomiske og institutionelle vilkår. Den stramme og styrede hverdag, vekslende mellem familie- og institutionsliv, præger børnenes hverdagsliv. Hensynet til arbejdslivet betyder mere for, hvordan børnenes liv organiseres, end hensynet til et godt børneliv. Hvert fjerde barn i Danmark vokser op i flere forskellige familieformer, og mange børn vokser op i fattigdom og tilbringer en større del af deres barndom i flere forskellige former for offentlig institutionel sammenhæng.

Den humanistiske og socialvidenskabelige forskning marginaliseres og bliver ikke betragtet som rigtig forskning. Der lægges i dag mest vægt på læringsdimensionen, hvor lærer og pædagog implicit skal agere i forhold til manualer, ud fra hvad der virker mest effektivt. Den ”synlige læring”, som den newzealandske uddannelsesforsker John Hattie står for, og Skinners behavioristiske anvisning til læring og undervisning er i højsædet.

Klaus Nielsen og Lene Tanggaard står bag kapitlet ”Centrale læringsteorier i det moderne samfund”, som ser på de forskellige psykologiske og pædagogiske opfattelser i et historisk lys, og hvordan de påvirker opdragelse og uddannelse i samfundets institutioner.

Stig Brostrøm, forfatter til kapitlet ”Pædagoger og lærere i klasseværelset”,  er taknemmelig for den ny skolereform. Han beskriver skolen før skolereformen som et trist og ikke meningsfuldt sted helt uden trivsel. Han mener, at den nye skolereform vil ændre lærere og pædagogers arbejde, så de forener sig i en fælles praksis. Skolen skal åbne sig mod det omgivende samfund, hvor trivsel og læring går op i en højere enhed. Før skolereformen blev der brugt for meget tid til at løse problemer børnene imellem, hvilket han åbenbart mener går fra den kostbare undervisningstid.

Stig Brostrøm skriver, at relationsarbejdet ikke hører til den daglige undervisning. Det lærer børnene ikke noget af. En pædagog i klassen løser problemet, så kan læreren også bedre koncentrere sig om undervisningen. Er dette at forene sig i en fælles praksis? Pædagogernes opgave er at tage sig af den legende læring, understøttende undervisning og samarbejdet. Det er medicinen for vores nye skole. Synlig læring, test og kontrol i undervisningen, så får samfundet så ”dygtige børn, som de kan blive”.

Søren Smidt og Suzanne Kroghs indlæg, ”Pædagogiske rutiner”, handler om, hvordan de daglige rutiner kan blive undersøgt og brugt til at udvikle institutionens pædagogiske praksis. I dette kapitel bliver der fokuseret på garderoben, som ofte er det sted, hvor mange negative oplevelser udvikler sig, udløser vrede og stress.

Hvis personalet planlægger at fokusere og ændre på institutionens hverdagsrutiner, vil institutionen opnå succesoplevelser, der vil påvirke den pædagogiske praksis. Ved at skabe opmærksomhed, motivere børnene med opgaver og ved at hjælpe børnene til også at hjælpe andre, opnår børnene også succesoplevelser. De voksne må lære ikke at skynde på børnene, men give nærvær og fordybelse.

Karen B. Braads ”Didaktik - redskaber til det pædagogiske håndværk” handler om didaktik, hvordan bruger vi den og dens oprindelse. I dag knytter vi ordet didaktik til skolen, men historisk set er det knyttet til familien, hvor børn hjalp til i hjemmet og landbruget. Men gennem tiderne har samfundet overtaget ansvaret for oplæringen.

Et historisk indblik i samfundsudviklingen skaber forståelse for den overordnede ramme for lærernes og pædagogernes arbejde. Det er politikerne, der stiller forslag og vedtager love om formål for dagtilbud og skole. For eksempel at skolen skal understøtte børnenes alsidige udvikling, selvværd, selvstændighed og demokratiske dannelse.

”Literacy ved skolestart” af Sara Hannibal forklarer begrebet literacy ud fra den australske sprogforsker Pauline Gibbons' teorier. Hun mener, at literacy indeholder en kulturel viden, der involverer en blanding af det at lytte, tale, skrive og tænke kritisk.

Det har altid været en fast del af pædagogernes arbejde at læse, synge, lege, tegne og spille spil med børnene. I børnehaveklassen lærer børnene at rime og koble bogstav til lyd og arbejder med det gennem lydmæssig opmærksomhed. De opbygger et ordforråd, får en sprogforståelse og kommunikative kompetencer og strategier.

Michael Wahls og Peter Wengs ”Hvordan børn lærer matematik” handler om børnenes legende tilgang til matematik, der åbner op for forskellige begreber, gennem spil, geometriske former, hastighed og størrelser, mål, former og antal, for eksempel ved borddækning. Barnet undrer sig over noget. Ved at undersøge og udfordre de ting, de møder, forsøger de at organisere deres verden og forstå den gennem et meningsfuldt sprog.

Hvis du leder efter en bog med forskellige teoretiske positioner krydret med eksempler på det praktiske arbejde i skole og dagtilbud, lever den bestemt op til det. Alle kapitler rundes af med studiespørgsmål, som kan diskuteres og relateres til de studerendes egen praksis.