Fakta:

Socialt retfærdig pædagogik - I teori og praksis

Forfatter: Laila Lagermann

180 kroner

120 sider

Hans Reitzels Forlag

Det danske skolesystem fokuserer meget på lighed. Elever skal behandles lige og have lige muligheder. Men samtidig er det tydeligt, at ikke alle elever oplever at blive mødt i denne lighed. Elever oplever det at gå i skole meget forskelligt, og mens nogle elever trives ved den måde, deres skolegang forløber på, oplever andre, at de har det svært ved undervisningen og måske også ved skolens fællesskab.

Det har Laila Lagermann skrevet en bog om: Socialt retfærdig pædagogik i teori og praksis. Udover en indledning består bogen af to dele. Den første del udstikker det teoretiske grundlag for en socialt retfærdig pædagogik, mens anden del ud fra konkrete cases gennemgår fem principper for denne pædagogik. 

Folkeskolen er “for alle børn uanset deres sociale, økonomiske, religiøse, racemæssige eller etniske baggrund”, skriver Lagermann indledningsvis. Men hvordan sikrer man den ønskede lighed, når alle mennesker er forskellige?

Netop måden at forholde sig til forskelligheden mellem eleverne er det, der er selve omdrejningspunktet i bogen. Lagermann taler derfor om en diversitetssensitiv pædagogik, der handler om en “pædagogisk praksis, som arbejder med at skabe rum for anerkendelse, tilhør og udvikling for alle børn og unge i skolen”.

De fleste lærere vil nok mene, at de behandler alle elever ens og sikrer lighed mellem eleverne. Men det sætter denne bog spørgsmålstegn ved gennem et blik på, hvilke normer der manifesterer sig i måder, vi har været vant til at tænke lighed på. Lighedstanken går nemlig ud fra, at vi alle grundlæggende er ens. Det er en forestilling, der går tilbage til oplysningstiden, hvor vi også fik ideen om universelle menneskerettigheder, som bygger på, at alle mennesker er født lige og frie. Men med udviklingen af de moderne samfund har det vist sig, at ideen om lighed samtidig har givet en model for det normale - et ideal om, hvordan man skal være.

Dette ideal giver sig udslag som forestillingen om ‘den gode elev’; en ønskværdig skabelon for elever, der favoriserer visse måder at være på frem for andre. Lighed kommer derved til at signalere ulighed.

Ved i stedet at tale om social retfærdighed får man øje på, at den måde, vi bedriver skole på, måske ikke giver alle lige muligheder for at deltage i undervisningen og det sociale fællesskab. Det drejer sig om som lærer at have blik for, hvordan elevernes forskellighed kan mødes, så der ikke ligger en fast norm for, hvad der er ‘almindeligt’ at forvente af eleverne. Som en lærer i bogen siger, skal man “se igennem elevernes forskelligheder, men ikke se bort fra dem”.

Bogens teoretiske fundament beskrives ud fra overskrifterne ‘Poststrukturalisme og normkritik’, ‘Kritisk raceteori’ og ‘Social praksisteori’. En væsentlig pointe i denne del er, hvordan vores sproglige kategorier er med til at skabe børns identiteter. Når vi har en norm for, hvordan den ‘almindelige’ eller ‘gode' elev ser ud, så bliver denne elev til det, de andre elever anskues ud fra.

De forskellige elever vurderes ud fra den forskel, de udgør i forhold til normen for en elev. Den brune elev kan således anskues ud fra den forskel, eleven udgør i forhold til normalen ‘hvid’. Eleven, der kommer med en social udfordret baggrund, vurderes i forhold til forskellen til en middelklassebaggrund - især hvis der er synlige, sproglige eller adfærdsmæssige tegn på forskellen. Der etableres således på et diskursivt - altså overordnet sprogligt og konceptuelt - niveau en førstehed og en andethed. Andetgørelsen er et udtryk for, at visse elever positioneres i en underlegen position, fordi de besidder en mangel i forhold til det ‘normale’. Dette kan give udfordringer i forhold til, hvilke deltagelsesmuligheder de tilbydes i skolen. Andetgørelsen kan fungere i forhold til en række forskellige kategorier som køn, etnicitet, hudfarve, social klasse og religiøsitet. 

Denne noget teoretiske diskussion kan gøres helt konkret, når man tænker på, hvilke forestillinger om ‘det normale’, man selv ubevidst anvender i sit sprogbrug og sin måde at betragte verden på. Inklusion kan meget let blive forstået på den måde, at elever skal tilpasse sig en bestemt måde at være elev på for at blive accepteret og anerkendt i klassen. Men idealet i en socialt retfærdig pædagogik er i stedet at tage forskelligheden som udgangspunkt og arbejde med, at tilrettelægge skolen, så denne forskellighed anerkendes. 

Når alle elever skal inkluderes, men ikke tilpasses en historisk givet normativ model, bliver det vigtigt, at alle elever kan spejle sig i undervisningsmaterialet og på, hvordan man taler om det. Her må man prøve at indtænke alle mulige måder, som elevernes identitetsdannelse fungerer på. Alle elever har behov for at spejle sig i noget, de ligner og har kendskab til i forvejen. Men omvendt er det også vigtigt, at alle elever introduceres til og kan se ind i andre(s) identiteter, eksempelvis andre måder at forstå køn på. Undervisningsrummet skal derfor tilbyde spejle, vinduer og skydedøre af glas, som er metaforer for, at elever kan se sig selv, de andre og tilbydes at træde ind i nye og ukendte verdener og dermed få udvidet sit erfaringsrum.

Det er vigtigt, mener Lagermann, at alle lærere på en skole har tilstrækkelig indsigt i socialt retfærdig pædagogik, da det jo drejer sig om skolens kultur. Hvordan er det man taler om, til og med eleverne og forældrene, og hvad er det for forestillinger, man gør sig om ‘det normale’; det der sætter normer i skolen. At gøre disse bevidste og til temaer, som man fælles forholder sig til, er vigtigt for at udvikle en diversitetssensitivitet. Det drejer sig om et “helskoleetos”; en normativ bevidst måde at være skole på. Det er baggrunden for, at hun anbefaler mere (efter)uddannelse for skolens personale.

Teorierne diskuteres ud fra konkrete cases, hvor noget er lykkedes og mislykkedes. Her trækker Lagermann på sine erfaringer med konkrete skoleprojekter. Eksemplerne er med til at give kød på de teoretiske tilgange, der anvendes i bogen.

Bogen henvender sig til læreruddannelsen og er tilpasset den nye læreruddannelse. Jeg vurderer, at bogen er meget velegnet som pensum for lærer- og pædagogstuderende i fagene Livsoplysning og de pædagogiske fag. Det er vigtigt, at den normbevidste og -kritiske pædagogik finder sin fast plads i læreruddannelsen - og på skolerne.