Ellen Trane Nørby og Anne Sophie Callesen eftersøgte svar på, hvorfor regeringen har fjernet de 65 millioner kroner til den særlige nationale talentenhed, der skulle understøtte undervisningsindsatsen for de dygtigste elever i folkeskolen.

Politisk strid om, hvordan folkeskolen bedst hjælper de dygtigste

Uenigheden om metoden var det centrale, da V og R onsdag i et samråd gik undervisningsministeren på klingen efter regeringens beslutning om at droppe den nationale talentenhed for særligt dygtige elever. "Jeg har fået nok af knopskudte puljer", sagde ministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Engangsbeløb til de frie fagskoler på finansloven 

"Jeg gentager mig selv, men svaret bliver jo ikke anderledes, når spørgsmålet bliver ved med at være det samme", lød det flere gange fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) onsdag i et samråd i Folketingets børne- og undervisningsudvalg.

Samrådet var indkaldt af Venstres Ellen Trane Nørby og de Radikales Anne Sophie Callesen, der med fælles front mod ministeren blandt andet eftersøgte et klart svar på, hvorfor regeringen har fjernet de 65 millioner kroner til den særlige nationale talentenhed, der skulle understøtte undervisningsindsatsen for de dygtigste elever i folkeskolen. En del af pengene - 20 millioner kroner - tildeles i stedet TAMU-uddannelsen og de frie fagskoler, mens resten bliver en del af det generelle løft af folkeskolen.

Pernille Rosenkrantz-Theil opgiver talentpulje til kloge elever 

Trods svarene fra undervisningsministeren stod det efter samrådet klart, at De Radikales og Venstres frygt for, at ministeren dropper den nationale talentenhed for folkeskolens dygtigste elever som et led i et princip om at omfordele midler fra de stærke til de svage elever ikke blev ryddet af vejen hos de to ordførere.

"Det som ikke alle kan lære, skal ingen lære"

"Det er mere og mere tydeligt, at vi har en socialdemokratisk minister og en regering, der ønsker en enhedsskole, hvor det som ikke alle kan lære, skal ingen lære", lød det fra Ellen Trane Nørby med en henvisning til et gammelt citat, der engang blev tillagt socialdemokraten Ritt Bjerregaard fra hendes tid som undervisningsminister i 70'erne.

Pernille Rosenkrantz-Theil slog flere gange fast, at annulleringen af talentenheden "ikke handler om, at det ikke er vigtigt at udfordre de dygtigste elever".

"Men spørgsmålet er, hvordan vi gør det bedst", lød det fra ministeren, der herefter henviste til konklusioner fra en rapport fra Oxford Research.

"Rapporten viser, at den største barriere er forberedelse for lærerne og ud-af-huset-aktiviteter. Derfor er det mest seriøse svar, hvis vi vil hjælpe dem, der skal have ekstra hjerneguf, at så skal lærerne have mere tid og luft. Det er altså i hverdagen, det gælder, og det skal vores satsning på folkeskolen i finansloven og den økonomiske aftale med kommunerne netop afhjælpe", sagde hun.

Puljer forhindrer det lange, seje træk

Hun henviste desuden til sine erfaringer som socialordfører, hvor socialpolitikken gennem årene er blevet ført gennem knopskydning af nye puljer.

"Det er den største selvstændige katastrofe på socialområdet, for det forhindrer det lange seje træk. Jeg er modstander af knopskudte puljer, jeg kan ikke have det. Så drysser man bare lidt stjernestøv ud, og så håber man det går godt. Men når vi netop kan se, at ordentlig forberedelse er så vigtig, så er det jo en god idé at investere i folkeskolen, og vi har altså lavet en aftale med kommunerne om en økonomi, der er den bedste siden finanskrisen. Jeg tror ikke på det med at ansætte mennesker i puljer alle mulige steder. Jeg tror på god undervisning i folkeskolen", sagde hun.

Undervejs udbrød Ellen Trane Nørby, at hun var ked af, at det virkede som om, at ministeren ikke havde forberedt sig.

"Det handler ikke om puljer"

"Den nationale talentindsats er jo ikke bare en lille pulje. Ministeren taler bare, men vil ikke forholde sig til fakta. Det handler jo ikke om at sætte pengene over for hinanden. I Venstre har vi jo også støttet det generelle løft af folkeskolen. Det her er et spørgsmål om, at ministeren vil fjerne talentdelen. Men vi skal jo både have det generelle løft og talentindsatsen. Lærerne siger jo, at der er behov for undervisningsmaterialer, så de kan finde hjælp til, hvordan de kan udfordre alle elever. Hvor kan de hente den hjælp nu"?, spurgte V-ordføreren.

Også de Radikales Anne Sophie Callesen understregede, at det ikke handlede om puljer.

"Det fremstår stadig, som om det er nogle principper, der gør sig gældende her. Det medfører så, at der fortsat er forskellige vilkår for talentfulde børn rundt omkring i landet. Vi vil fortsat forfølge det her", understregede ordføreren fra regeringens støtteparti.