Fagplaner

Forligskredsen vedtager ændringer af fagfornyelsen

Partierne i folkeskoleforligskredsen har nikket ja til langt størstedelen af ekspertgruppens anbefalinger. Men på nogle enkelte områder har partierne valgt at foretage justeringer. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu er rammen for det videre arbejde med de kommende fagplaner vedtaget politisk. 

En ekspertgruppe afleverede kort inden jul deres anbefalinger til skabelonen for de kommende fagplaner, og nu har folkeskoleforligskredsen endeligt besluttet det videre forløb.

Partierne har sagt ja til langt hovedparten af anbefalingerne, men forligskredsen mener, at fagplanerne bør være en smule kortere, end ekspertgruppen havde lagt op til. 

De enkelte fagplaner må højst fylde 7-10 sider - dog op til 12 sider i dansk, er partierne blevet enige om. 

Sådan foreslå ekspertgruppen, at en fagplan skulle opbygges

Almen del: 1-2 sider

Fagets formål: ½-1 side

Fagets karakter: 1-1½ side

Fagets indhold: 4-8 sider

Undervisning og evaluering: 1-2 sider

Ekspertgruppen havde også anbefalet, at de tværgående emner innovation og entreprenørskab skulle udgå for at skabe mere plads i fagene. Men det er forligskredsen ikke enig i, og derfor vil de overleve fagfornyelsen. 

Regeringen og de øvrige partier i forligskredsen har også besluttet, at folkeskolens formål skal fremgå af alle fags fagplaner.

Og så mener forligskredsen, at der er behov for at kigge på navnet til teknologiforståelse, og at det bliver op til fagudvalget for faget at komme med et bud. Ekspertgruppen har allerede foreslået, at faget bør hedde 'Digital Teknologiforståelse'. Forligskredsen ønsker et kortere navn og peger på, at det kunne være 'Teknologi'. 

Som ønsket af ekspertgruppen er der blevet nedsat en såkaldt rådgivningsgruppe, der er en delvis videreførelse af medlemmerne fra ekspertgruppen. 

Det fremgår også, at der fra næste skoleår vil blive inviteret folkeskoler til at deltage i et udviklingsprogram, der skal afprøve udkast til fagplanerne. Ministeriet skriver, at de forventer at kunne melde mere information om udviklingsprogrammet i løbet af marts.

I aftalen står der også, at forligskredsen bakker op om folkeskolens parters dialog med fonde om at lave et større udviklingsprogram.

De endelige fagplaner træder i kraft fra skoleåret 2027/2028.

Rådgivningsgruppen

Lise Tingleff Nielsen, områdechef for grundskole, Danmarks Evalueringsinstitut (formand)

Thomas Illum Hansen, forskningschef, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Helle Bjerg, skoleleder, Skolen på Grundtvigsvej, Frederiksberg Kommune

Peter Staun Kastholm, direktør, Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser

Anne Hammer, lærer ved Sejs Skole, Silkeborg.

Betina Hollen Tofting, lærer ved Hedegårdsskolen, Brønderslev.

Thomas Kaas, ph.d., Professionshøjskolen Absalon, læreruddannelsen Roskilde