»Anslaget er et skud og et skrig. I næste scene er vi på politistationen, og bagefter ser vi en dame ved navn Ida gå en tur. Hun har uniform på. Hun bliver ringet op på mobilen og får at vide, at der er sket et mord«.

15-årige Jonas Petersen er i fuld gang med at fortælle om synopsen til sin film i dansktimen i 8.a på Rudkøbing Skole. Var det ikke, fordi Jonas selv kalder filmen for et hørespil, og han under fremlæggelsen tripper vel meget frem og tilbage og klør sig markant i øjet, ville man dårligt se, at Jonas er blind.

Da det bliver Jonas' tur til fremlæggelse, går han for eksempel selv fra pladsen på første række, forbi de to sidekammerater og op til katederet og tilbage igen. Helt uden den hvide stok.

Jonas er blindfødt med en defekt synsnerve, men har helt siden børnehaveklassen gået i en almindelig klasse. Først på Longelse Skole og siden 7. klasse på Rudkøbing Skole - begge på Langeland. De hyppige fysiske bevægelser hedder blindismer og er noget, rigtig mange blinde har. Selvom det umiddelbart ligner bevægelser fra en fysisk handicappet, prøver Jonas ikke at lære at styre dem.

»Jeg er den, jeg er, så jeg er ligeglad«, siger han.

Jonas føler sig rigtig godt tilpas sammen med de 16 andre klassekammerater i 8. klasse. Faktisk så meget, at han selv mener, han passer bedre sammen med de seende kammerater end med de blinde venner, han også har. Et udsagn, som Jonas' forældre og lærere er meget glade for. For målet med at få en blind dreng integreret i en almindelig klasse er netop at få ham videre ud i et helt almindeligt liv.

Lærerne blev godt klædt på

For Rudkøbing Skole var det første gang, man skulle have en blind elev, og de ­lærere, der skulle være primære støtte­lærere for Jonas, blev alle sendt på kursus, før han begyndte i klassen. Samtidig er den nødvendige tid til rådighed, mener både Jonas og lærerne.

8.a har 28 undervisningstimer på en uge, heraf er 17 med støttelærer. Klasselærer Arne Gregersen har en ugentlig time oveni på tomandshånd med Jonas.

»Her taler vi om fester og kærester, spiller skak. Lige nu er vi i gang med at bygge en model af Langeland, så Jonas via punktskrift og nipsenåle kan føle byernes placering«, siger Arne Gregersen, der har haft Jonas siden 7. klasse og underviser klassen i dansk, historie og kristendom. Samtidig er han støttelærer for Jonas i idræt, engelsk, matematik og fysik.

Det er en gave for alle at have en blind elev i klassen, mener Arne Gregersen.

»Der burde være både en blind, en døv og en lam i enhver klasse, for man er pisket til at gøre sin undervisning forståelig og ­relevant, så alle kan følge med«, mener han.

»Det er dejligt og spændende, og det giver mig rum til at være menneske. Jonas er ikke bare en blind dreng. Han er intelligent, fagligt dygtig og humoristisk. Men han har en anden vinkel på tingene, fordi han er blind, og det at have ham i klassen giver en masse i forhold til empati, forestillingsevne og forståelse for forskellige menneskers vilkår«.

Målet er at blive overflødig

For støttelærerne handler det om ikke bare at blive et ekko af faglæreren, hvor man sidder og læser højt for Jonas. Som for eksempel når biologilæreren sender klassen ud for at finde oplysninger om danske åer, som ikke på forhånd er lagt ind i Jonas' punktskriftscomputer. Så der skal støttelæreren være Jonas' øjne, men huske ikke at tage helt over.

»Målet er at blive overflødig, så Jonas kan klare sig selv«, siger Abelone Telling, engelsklærer og støttelærer for Jonas i otte timer om ugen.

Rent praktisk har Jonas både sin lille punktskriftscomputer, Pronto, og en bærbar computer med talesyntese med hver dag. Hver gang klassen får en ny bog, sender lærerne bogen til Synscenter Refsnæs i Kalundborg, der så lægger teksten ind på Prontoen. Via punktskrift kan Jonas både læse og skrive på maskinerne.

Jonas har også et punktur, en mobiltelefon med talesyntese og selvfølgelig sin stok. Som han bruger, når han skal til og fra skole. I sommerhalvåret tager han bussen, om vinteren kører han med taxi. Ruterne til og fra skole har han lært sig sammen med sin synskonsulent Per Elgaard Mortensen.

For Jonas er de bedste fag fysik og biologi, fordi det har hans interesse.

»Det sværeste fag at være med i som blind er idræt«, siger han.

Hvor er pigernes bryster

Fra sommeren 2010 samler Langeland al undervisning på Danmarks største skole med omkring 1.000 elever, men Jonas tager på Faaborgegnens Efterskole efter 9. klasse.

»Den nye skole lyder til at blive et kæmpe kompleks, hvor jeg ville få svært ved at finde rundt, og jeg vil gerne på efterskole. Primært for at få en kæreste«.

Er det med kærester svært, når man er blind?

»Ja, jeg ved jo ikke, hvor pigerne er, og jeg ved næsten ikke, hvor deres bryster er, så jeg må gå efter det indre«, lyder det med et stort grin.

Jobønsket langt ude i fremtiden er at få lov til at forske og arbejde med genetik og dna.

1.900 blinde og synshandicappede børn

Man karakteriseres som synshandicappet, når man skal ind på seks meter eller tættere for at kunne se det, en normaltseende kan se på 18 meters afstand.

Synshandicappede registreres i Statens Synsregister. Sidste optælling viste 1.896 børn i alderen 0-18 år.

Der er 44 blinde børn i folkeskoleregi i Danmark. Blind vil her sige, at børnene benytter punktskrift som deres skriftlige medie.

Kommunerne er forpligtet til at yde rådgivning og vejledning, og de køber ekspertisen hos andre kommuner eller i regionerne - eller har selv ansat synskonsulent. Der er i dag 20 synskonsulenter på skoleområdet i Danmark.

Synscenter Refsnæs i Kalundborg, hvor blinde børn - efter blindeloven - frem til 1966 blev tvangsanbragt, er den eneste landsdækkende institution for blinde og synshandicappede, der blandt andet producerer skolematerialer til blinde elever og udbyder kurser for elever og lærere. Læs mere på refsnaes.dk