”Det har været meget uheldigt, at initiativretten er blevet taget væk fra Eva på folkeskoleområdet", siger næstformand i DLF og formand for repræsentantskabet i Danmarks Evalueringsinstitut Dorte Lange.

Lovforslag: Eva skal selv kunne sætte projekter i gang

Siden 2007 har Danmarks Evalueringsinstitut ikke haft mulighed for at iværksætte evalueringer i folkeskolen på eget initiativ. Det vil Christine Antorini nu lave om på med et lovforslag, hvor initiativretten på folkeskoleområdet føres tilbage til instituttet selv.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lovforslaget glæder næstformand i DLF Dorte Lange, der også er formand for repræsentantskabet i Danmarks Evalueringsinstitut (Eva). Hun ser frem til at kunne give gode ideer til, hvad Eva fremover skal gå i dybden med.

"Det er årets første gode nyhed", siger Dorte Lange. "Det har været meget uheldigt, at initiativretten er blevet taget væk fra Eva på folkeskoleområdet. Repræsentantskabet er sammensat af mange uddannelser, og vi på folkeskoleområdet har været de eneste, der ikke kunne komme med ideer til, hvad Eva skulle gå i dybden med", siger Dorte Lange og fortæller, at repræsentantskabet har henstillet til at få ændret ordningen flere gange.

Eva skal normaliseres

De henvendelserne har undervisningsministeren lyttet til. I begrundelsen for lovforslaget står, at netop repræsentantskabets bekymringer ligger til grund for forslaget om en lovændring.

"Herved normaliseres folkeskoleområdet i relation til Danmarks Evalueringsinstitut, således at Danmarks Evalueringsinstitut også på grundskoleområdet har mulighed for at iværksætte evalueringer på eget initiativ", står der i begrundelsen som også præciserer, at lovændringer skal ses i forbindelse med den store folkeskolereform.

Eva med håndjern på

Skolerådet havde stor magt

Siden 2007 har det været formandskabet for Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling (i daglig tale Skolerådet og fra 1. januar 2014 Rådet for Børns Læring), der har besluttet, hvad Eva skulle beskæftige sig med på folkeskoleområdet.

"Formandsskabet for Skolerådet fik meget stor indflydelse på valget af undersøgelser og vidensindsamling på folkeskoleområdet", synes Dorte Lange. "Formandsskabet fik stor magt i forhold til, hvad man ville vide mere om på skoleområdet med henblik på at ændre skolen".

Dorte Lange sætter meget stor pris på Evalueringsinstituttet som eksperter på området.

"Vi foretrækker Eva som dem, der ved mest om skoleområdet. Det er der god grund til, fordi de har den jævnlige kontakt med praksis. De kan ikke sammenlignes med fx Rambøll, som løber ind og laver en hurtig undersøgelse og så er væk igen". 

Læs mere

Udkast til lov om ændring af eva-loven