»Katten sprang ind ad vinduet. Skriv 'sprang'«, siger dansklærer Anne Rønne med klar og tydelig stemme. Omkring hende sidder 13 2.-klasse-elever med blyanterne klar. Selvom Anne Rønne for kort tid siden har fortalt dem, at de ikke må sige noget under prøven, kan mange af eleverne alligevel ikke lade være med så lydløst som muligt at forme ordet i munden, og der breder sig en sagte »sspprr«-lyd i klassen. Lyden bliver efterhånden afløst af en skriblen af spidsede blyanter, som udfylder den tomme linje, så sætningen i prøven bliver fuldendt.

2.a på Voldby Skole ved Grenaa er i gang med staveprøven ST2. Ifølge en helt ny handleplan for læsning i Norddjurs Kommune skal ST2 gennemføres i alle kommunens 2.-klasser i maj.

Det er første gang, klassen skal prøve sådan en test, så inden de går i gang, tager Anne Rønne en kort snak om, hvorfor de skal gennemføre testen, og hvad resultaterne kan bruges til.

»Så du kan se, hvor gode vi er til at stave«, lyder et bud fra en af eleverne.

»Ja, og hvad kan jeg lære af det?« spørger Anne Rønne. Et par strakte fingre ryger straks i vejret, og én svarer:

»Så kan du se, hvad vi skal øve, så vi ikke behøver øve det hele«.

Og det er lige netop det svar, Anne Rønne søgte efter. Det er nemlig det, hun mener, en test kan. Den kan synliggøre, hvor den enkelte elev har vanskeligheder, og hvad der skal arbejdes videre med.

»Lærere har altid været bevidste om elevernes faglige udvikling, men test giver en lidt mere præcis tilgang. Skriftligheden betyder, at det bliver meget tydeligt, om det er æ/e-forvekslingen, stumt d eller noget helt tredje, jeg skal fokusere på hos det enkelte barn«, siger Anne Rønne.

Den betragtning er læsevejleder og lærer på Voldby Skole Mette Svendsen enig i.

»Standardiserede test er et redskab for mig som lærer«, siger hun, og det gælder, hvad enten det er kommunens læsekonsulent eller hende selv, der har udvalgt testene. Test er et kvantitativt evalueringsredskab, som hun bruger sammen med de mere bløde eller kvalitative evalueringsformer som for eksempel portfolio. Hun har altid brugt test og prøver i sin undervisning, men hendes vurdering er, at ud af hele evalueringsværktøjskassen bruger hun test og prøver i mindre omfang end de bløde evalueringsformer.

Det er afgørende, at lærerne ved, hvordan testens resultater skal bruges, og at de kan se meningen med at bruge test, hvis den skal være et brugbart redskab, mener Mette Svendsen og Anne Rønne.

Testresultater skal bruges til at tydeliggøre den enkelte elevs udvikling og resultaterne af den pågældende lærers eller skoles undervisning. Ikke til at sammenligne skoler, lærere eller elever, mener de to lærere. Hvis de præmisser bliver gjort tydelige over for eleverne, så er testresultater ikke med til at udstille elevernes svagheder eller skabe negativ konkurrence. Det handler om at gå meget konkret til værks og fortælle eleverne, at testresultaterne skal bruges til at sammenligne egne resultater og ikke sammenligne med hinanden og til at sætte nye faglige mål for klassen og for den enkelte, mener Mette Svendsen.

I 2. klasse arbejder Anne Rønne for eksempel med hjemmelavede før- og eftertest, hvor eleverne før og efter et undervisningsforløb svarer på de samme spørgsmål om for eksempel de nordiske guder eller H.C. Andersen. Her bruges testresultaterne til at tydeliggøre over for eleverne, hvad de har lært. Anne Rønne oplever, at eleverne glæder sig på hinandens vegne over de resultater, de hver især opnår med forskelligt udgangspunkt.

»Så kan de også selv se, at jeg har ret, når jeg siger til dem, at de har lært meget«, siger hun.

Synligheden og konkretiseringen er det, der gør test til et anvendeligt redskab.

»Testresultaterne bekræfter ofte lærernes viden om, hvor der skal sættes ind«, mener Mette Svendsen.

»Den viden har altid været i hovederne på lærerne, men det bliver mere professionelt, når det kommer på skrift. Og det bliver nemmere at forholde sig til samtaler med både børn og forældre«, siger Anne Rønne.

De to Grenaa-lærere er ikke begejstrede for udsigten til de nationale test, fordi det er uklart, hvad testresultaterne skal bruges til. Deres indtryk er, at det i højere grad handler om kontrol, overvågning og sammenligning og i mindre grad er et redskab til lærerne.

Hvis test bliver et sammenligningsredskab, er de enige med eksperterne om, at man risikerer, at undervisningen bliver teaching to the test.

»Sådan som jeg bruger test og prøver nu, har jeg ikke resultaterne af en prøve for øje, når jeg underviser. Jeg vil bare gerne have, at eleverne lærer at stave. Mit mål er, at de bliver dygtige til dansk, og ikke at de klarer sig godt i en prøve«, siger Mette Svendsen, som er klasse- og dansklærer i 6. klasse.

Anne Rønne er enig.

»Vi kan sagtens undervise i test, men så opfylder vi ikke folkeskoleloven. Og hvis resultater af nationale prøver bliver lagt på nettet til offentlig sammenligning, så tror jeg godt, jeg ville kunne blive påvirket af det, selvom jeg ville blive sur på mig selv over det. Så bliver spørgsmålet, om jeg arbejder for at gøre børnene dygtige eller for at kunne sige, at mine elever klarer sig godt«, siger hun.

Test er et udmærket redskab, så længe lærerne bevarer deres metodefrihed, mener de to lærere. Deres forbehold over for nationale test er ikke et udtryk for, at de er testforskrækkede, og de bryder sig ikke om det billede, der bliver tegnet af lærere som testmodstandere. Engang var det måske ubehageligt, når eleverne skulle testes, men tiderne har ændret sig, mener de to lærere.

»For ti år siden fik man næsten svedige hænder over at skulle teste, men nu tager vi det mere stille og roligt. Man følte måske, at man gjorde børnene ondt ved at teste dem. Men børnene har ikke noget imod at blive testet. De er ikke skrækslagne for prøver, som elever måske tidligere har været. De tager det bare som en del af undervisningen«, siger Anne Rønne.

»Sjovt« og »let« er også de adjektiver, som 2.-klasse-eleverne beskriver dagens prøveoplevelse med. »Det var godt, at Anne bare sagde ordene, og så skulle vi selv finde ud af, hvordan de skulle staves«, siger én. En anden kunne bedst lide opgaven, hvor de skulle dele ord i stavelser. »Det var sjovt, fordi man bare skal sætte prikker under vokalerne og så bruge hovedet til at regne ud, hvor ordene skulle deles«, siger han.

Efter staveprøven i 2. klasse gennemfører Mette Svendsen i sin funktion som læsevejleder en anden af de test, som skolen ifølge kommunens læsehandleplan skal gennemføre. Det er en screening for ordblindhed, DVO, som alle elever skal igennem. Det er fint, at alle elever skal igennem screeningen og ikke kun de elever, som lærerne har mistanke om kunne være ordblinde, for på den måde bliver ingen elever adskilt fra de andre, mener de to lærere.

Mette Svendsen præsenterer screeningen for eleverne som en prøve, hvor de skal skrive volapyk-ord. Et af symptomerne på ordblindhed er nemlig, at eleverne ikke kan høre bogstavernes lyde og dermed ikke kan læse eller skrive ord. Med volapyk-ord har eleverne ikke mulighed for at gætte sig til, hvilket kendt ord de skal skrive.

Mette Svendsen siger lyde som køf, bel, gne, misp og fånsk, og eleverne skriver, hvad de mener, hun siger.

»Spryt?« gentager en af drengene og ser skeptisk på Mette Svendsen. Og efter et par sekunders betænkningstid sætter han blyanten på papiret og skriver. Så kigger han op for at markere, at han er klar til det næste ord.

Norddjurs Kommunes handleplan for læsning kan findes på www.norddjurs.dk |