»Hvordan indvirker kravet om nye evalueringsformer på lærernes oplevelse af deres didaktiske råderum og på skolens almendannende opgave?« Spørgsmålet er stillet i en empirisk undersøgelse af Anja Madsen Kvols og Conny Hvidberg, kandidater i generel pædagogik fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU.

De har især interesseret sig for elevplaner, nationale test og Fælles Mål og for, hvordan de indvirker på den undervisning, der foregår »inde bag de lukkede døre i klassen«.

»Vores undersøgelse viser, at lærerne oplever, at deres råderum er forandret. Den nye evalueringskultur har betydet, at indholdet i undervisningen styres af kravet om, at alle elever skal opfylde de Fælles Mål, og om hvad de nationale test kommer til at handle om«, fortæller Anja Madsen Kvols og Conny Hvidberg, der begge har en baggrund som lærere i folkeskolen.

»Som vores undersøgelse skred frem, blev det klart for os, at det ikke kun er nationale test og elevplaner, der presser lærerne, men derimod de Fælles Mål, der i 2003 blev ændret fra at være vejledende til at være bindende. Det har konsekvenser for, hvordan undervisningen bliver tilrettelagt og gennemført. For eksempel siger en lærer, at 'jeg vil jo gerne drage eleverne med ind i undervisningen, men jeg kan det kun, hvis det passer ind i Fælles Mål'. Der sker en ydre styring, som sætter lærerne i et krydspres, og som gør det mere vigtigt at arbejde stringent hen mod målene end at tage udgangspunkt i den enkelte elev og klasse«.

Også de nationale test vil komme til at presse lærerne: Dels risikerer man at indrette indholdet i undervisningen efter testen, dels vil eleverne blive gode til at sætte kryds de rigtige steder. Men de får også konsekvens for lærernes egne løbende evalueringer, som lægges så tæt op ad formen i multiple-choice-modellen som muligt.

»Det er ret entydigt, at lærerne ikke tror, de nationale test giver dem noget i forhold til undervisningen, og at de kun har negative sideeffekter. Lærernes egne didaktiske og pædagogiske overvejelser glider i baggrunden, og de lader sig styre, fordi de synes, det er synd for eleverne, hvis de ikke får et godt testresultat«.

Det, at alle elever skal komme i samme mål - frem for at komme i deres eget mål - bliver meget tydeligt gennem disse evalueringsformer, siger de to kandidater.

Evaluering som sådan opfatter lærerne i undersøgelsen som positivt:

»Lærerne giver udtryk for, at de gerne vil evaluere, men det er svært, og der er dilemmaer forbundet med det. Men evalueringer hører med til det at være lærer i dag«.

Potentiale i elevplaner

Lærerne ser i højere grad nogle potentialer i elevplanerne, viser undersøgelsen:

I elevplanerne er der indlagt en skelnen mellem kan- og skal-opgaver, hvor den faglige udvikling er en skal-opgave, mens den sociale og alsidige udvikling er en opgave, læreren kan arbejde med. Nogle skoler er gode til at fokusere på kan-opgaverne, andre lægger udelukkende vægten på det, man skal:

»Der er noget, lærerne skal. Det er en ydre styring, der finder sted. Men der er også noget, de kan, men som de ikke gør, eller som de gør på en anden måde, fordi der også er en indre styring på færde. De har for eksempel ikke tid til den musisk-kreative dimension, som derfor bliver nedprioriteret til fordel for mere rutinepræget undervisning. De synes heller ikke, at de har tid til at inddrage børnene. Kun hvis det lige passer ind, bliver børnene taget med på råd«.

Hensigten var vel, at det faglige niveau skulle hæves?

»Ja, men vi kan ikke se, om det er hævet, det vil kræve en følgeforskning. Men vi kan konstatere, at lærerne ikke oplever det, og at de føler sig tvunget til at arbejde med nogle faglige områder i undervisningen, som de måske ikke ville have valgt at arbejde med på den måde, som de gør nu«.

Lærerne giver i undersøgelsen udtryk for en tredje problematik, som frustrerer dem i forhold til test og elevplaner:

»De oplever, at de får en viden om deres elevers standpunkter og læring, som de ikke har mulighed for at gøre noget ved, fordi der mangler resurser til specialundervisning. Det hele skal ligge inden for 'den almindelige pulje', og det kræver, at de er gode til at undervisningsdifferentiere. Det har vi ikke undersøgt, om de er. Nogle af dem er nervøse for, at forældrene kan 'rette pistolen mod dem'. Det er også en del af det krydspres, vi ser lærerne stå i«, siger Anja Madsen Kvols og Conny Hvidberg.

Verdensklasse?

»Accountability-tænkningen« har vundet indpas i den danske folkeskole, og dannelsesaspektet er på vej til at forsvinde, mener de to kandidater, som har kastet et blik på USA, hvor denne regnskabstænkning kommer fra.

»Det ser ud til, at man bag ryggen på os har indført en lignende tænkning. Man kalder det 'ny evalueringskultur', men lærerne opfatter ikke evalueringsformerne som pædagogiske redskaber, men mere som en slags styringsredskaber«.

»Først udarbejdede man nogle bindende Fælles Mål, så indførte man forskellige evalueringsformer, og til sidst justerede man lidt i formålsparagraffen - uden at diskutere, hvad vi vil med folkeskolen. Småjusteringer kaldte man det ... Men er det sådan en skole, vi ønsker?«

De to forskere mener dog, at der er et stort, uudnyttet potentiale, som lærerne skal blive bevidste om:

»Vi kan se, at danske lærere ikke bare lader sig styre, men de har brug for en didaktisk opkvalificering, så de bliver bedre til at evaluere, bedre til at vælge de rigtige redskaber - og til at bruge dem til noget«.

Conny Hvidberg og Anja Madsen Kvols' undersøgelse er en del af forskningsprojektet »Evalueringskultur i den danske folkeskole« ved Lotte Rahbek Schou, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Undersøgelsen er foretaget som en empirisk kvalitativ undersøgelse gennem fokusgruppeinterview, case­studier, deltager­observationer og interview med lærere i tre små og store jyske kommuner.