I norsk skole har vurdering for læring en tydelig positiv position. Vurdering for læring er nedfældet i forskriften til den norske skolelov. Politisk har vurdering for læring været et satsningsområde i skolen (Utdanningsdirektoratet, 2021). Målet synes at være at lære elever, at alt og alle skal vurderes til enhver tid. Allerede i børnehaveklassen skal elever vurdere hverdagen med smileyer (Nordahl et al., 2021), og det videnskabelige blik handler om at gøre vurderingerne mere omfattende og mere systematiske for at styrke læringen (Æsøy, 2017).

Vurdering for læring forudsætter en progressiv læringsproces. Eleverne skal udfylde videns- og dygtighedshuller ud fra på forhånd fastlagte kriterier. Den uformede elev skal formes af løbende og systematiske tilbagemeldinger udefra, fra sig selv og fra andre elever. Min tese er, at vurdering for læring medfører etiske og sociale problemer for individet, skolen og samfundet.

Bagsiden af vurdering for læring

OM FORFATTEREN

Knut Ove Æsøy er lektor i pædagogisk filosofi ved læreruddannelsen i Oslo. En længere udgave af denne artikel har tidligere været bragt i det norske tidsskrift Bedre Skole.

Konstant at blive vurderet har både en modellerende, en følelsesmæssig, en holdningsskabende, en social og en læringsforbedrende effekt. Den tilsigtede effekt er at forbedre læringen. Men den, der bliver vurderet, er lige så optaget af at tilpasse sig det, han/hun tror, den anden ønsker at høre og se (Sivenbring, 2016). Konsekvensen er, at børn bliver strateger i læringsarbejdet. Glæden over at have fundet sandheden eller at kunne noget smuldrer i et stadig større fokus på at tilpasse sig læreren og processen med at lære at lære.

Modellering vil sige, at det, barnet lærer af at blive vurderet, er at vurdere sig selv og andre. For nylig havde jeg besøg af en skoleelev, som udnyttede samtalen ved middagsbordet til at give stjerner og vurderinger af de andre ved bordet. Elever kan opleve lærerens tilbagemeldinger som teknikker, der gør læreren i stand til at bestemme over eller ligefrem manipulere dem. Det gør det muligt for børn at tage lignende teknikker i brug til at styre eller gøre sig til dommer over andre. Hovedpointen er, at mennesker lærer mere af det, andre gør, end af det, de andre siger og beder om.

Følelsesmæssigt udvikler børn et behov for at få ydre bekræftelse. De ser ud til at miste interessen for at lære, uanset om de får en overvægt af positive eller negative vurderinger (Dweck, 1999). Tilværelsens sociale funktion bliver at opnå andre menneskers opmærksomhed og tilbagemelding. På den måde virker vurderingsarbejdet i symbiose med sociale platforme som Facebook, Instagram, Snapchat, TikTok og så videre.

Vurdering for læring kan dog også give børn en følelse af aldrig at være gode nok. Du vil altid vide, at du kan blive klogere, sødere, smukkere og dygtigere set i lyset af ideelle målestokke eller vurderingskriterier. Følelsen af at blive vurderet kan ende i skolevægring. Dette er ikke undersøgt, men Borchman og Madsen (2022) antyder det i fortællinger om elever, som frygter præsentationer foran klassen. De andre elever er ikke længere klassekammerater, men "læringspartnere" og "bedømmere".

I et samfundsperspektiv er vurdering for læring med til at reducere den menneskelige eksistens til det, som kan måles og kontrolleres. Dette kan skabe en udmattende hybrisindstilling til livet. Vurdering gør os fremmede og ufri i forhold til sådan, som tingene er, og vi udvikler krav til os selv og andre om altid at forbedre. Vi har udviklet en aggressiv relation til os selv og omverdenen (Rosa, 2021). Målet bliver at kontrollere, optimere og perfektionere os – og dermed mindskes vores resonans med omverdenen. Systematisk vurdering og tætning af videnshuller udvikler et vurderingsregime, som er en uholdbar tilstand for alle i et sådant samfund.

Et alternativ til vurderingsregimet

Alternativet er et klasserum med læringsflow og sameksistens. Læringsflow (Csikszentmihalyis, 1975), eller læringsglemsel. (Tanggaard, 2018), vil sige at lære i en tilstand, hvor den lærende ikke tænker over, hvordan han/hun lærer, eller på anden måde vurderer eller overvåger egen læring. Læringen bliver en autotelisk (som bærer målet i sig selv, redaktionen), vurderingsfri oplevelse. Både børn og voksne kan føle glæden ved at være i læringssituationer og aktiviteter, hvor de føler sig fri for vurdering. Dette er noget, vi kan se i kunstneriske udfoldelser og i idræt, og det er fortsat til stede i skolen dér, hvor vurderingsregimet ikke styrer.

Læring, som er fri for vurdering, er legende i sin kerne. I leg er vi os selv, og vi bliver i lille grad vurderet eller vurderer andre. Hvis der opstår vurderinger af mennesker i legen, vil glæden ved at lege smuldre.

Ønsket om at undgå vurdering eller dom har mange udtryk. Nogle siger, at de vil være sig selv uanset, mens andre siger, at de er ligeglade med, hvad andre måtte mene. Meget tyder på, at mennesket er gladere for at vurdere andre end selv at blive vurderet. Moralen bliver at gøre mod andre, hvad du ikke ønsker, at andre skal gøre mod dig.

Læringsflow kan forklares ud fra kognitiv forskning som at lægge vægt på elevernes naturlige modning og vækstproces. Læreren skal tilrettelægge undervisningen sådan, at eleven får aktiveret hele sig. Mennesket er en syntese af tænkning, etik, følelser og motorik. Mennesket bliver bedre til at læse af at synge, dygtigere til geometri af at gøre rent og udvikler sin moral ved at regne med brøker. Det handler om at tænde gnister i hele barnets kognitive kapacitet. Det vil føre læringen nærmere til en legende aktivitet og legende aktivitet tættere på læringen.

Afsluttende kommentarer

Vi lever i dag i et vurderingssamfund, hvor alt skal forbedres. Skolens vurderingsregime er en del af denne tænkning. Skal vi lykkes med at reducere brugen af vurdering i samfundet, er det afgørende, at toppen indstiller brugen af vurdering for læring som en systematisk metode, der skal gennemsyre al undervisning og alle fag. Elever har brug for at føle sig set og taget alvorligt, ikke som formbare lerklumper, men som mennesker, og læreren bør være mere gartner end dommer og tandlæge.

Læringsoplevelser bør indeholde et frirum, hvor vurderingsregimet ikke trænger ind, og hvor mennesker kan sænke skuldrene og være i læring. Det betyder ikke, at voksne skal holde op med at bryde ind og styre eller retlede, når der er behov, men det skal kun være, når det er presserende, ikke som systematisk metode. De voksne skal være både fraværende, organiserende, overvågende, forventende, inspirerende og interagerende. Men alt til sin tid, og hvornår der er behov for hvad, er det kun muligt at vide, når man står i situationen og har et reelt handlingsrum. For selv små tilbagemeldinger kan forandre et menneskes liv.

Målet er at løfte blikket og få et helhedssyn på mennesker og læring. Vi bør derfor holde op med systematisk at bruge vurdering for læring i skolen, så længe vi ikke kender de etiske og samfundsmæssige konsekvenser af denne praksis.

Oversat fra nynorsk af Karen Ravn