Test og inklusion i samme skolesystem er i bund og grund et paradoks.

På den ene side står ønsket om bedømmel­ser og evalueringer. På den anden side står ønsket om, at der skal være plads til alle og til, at uddannelsessystemet skal afhjælpe so­cial ulighed. De to hensyn kæmper om tiden og vægten i skolesystemer over det meste af verden. Og skal man kridte banen helt tydeligt op, står de to internationale organisationer OECD og Unesco for hver sin dagsorden.

Professor MSO Christian Ydesen fra Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet blev nysgerrig på, hvordan de to hensyn lever side om side i skolen i forskellige nationale og kulturelle kontekster. Derfor er han sam­men med et hold seniorforskere i gang med et relativt ambitiøst forskningsprojekt, der ser på forholdene i Danmark, England, Argentina, Kina og Israel.

"Ideen var at se, hvordan man balancerer mellem test og inklusion. Hvordan virker det ude i praksis? Derfor har vi talt med skolelæ­rere, ledere og embedsfolk på lokalt og natio­nalt niveau. Og vi kan sige, at de her proble­matikker faktisk er til stede i skoler i alle de lande, vi har undersøgt. Noget forskning har peget på, at der ikke er en modsætning mellem test og inklusion, at bedømmelser er en nød­vendig del af praksis og derfor ikke behøver at have en betydning for graden af inklusion. Det, må jeg nok konkludere, er en temmelig teoretisk ide", siger Christian Ydesen.

Fra idealer til økonomi

De to strømninger - inklusion og test - bunder i forskellige hensyn. At bedømme eleverne i skolen er ikke nyt. Eleverne blev hørt i den lille katekismus og gik til en årsprøve helt tilbage til folkeskolens barndom. Men dengang var der tale om lærerens eller nationalstatens behov for at se progression.

I dag bedømmer man, ifølge Christian Ydesen, af andre grunde:

"Med Pisa, Talis og Pirls kom der et globaliseret, internationalt hensyn til. Det rammesatte uddannelse på en anden måde, end man har gjort historisk. Som historiker tror jeg ikke på, at noget opstår ud af ingenting, og jeg mener, at forstadierne ligger i en koldkrigstankegang. USA's behov for at sammenligne sig med østblokken".

Samtidig er testkulturen tæt forbundet med ideerne om new public management, accountability og neoliberalisme. Inklusionstankegangen er derimod tæt forbundet med skabelsen af nationalstaterne. Efter anden verdenskrig blev det i endnu højere grad skolens opgave at skabe de "rigtige" borgere - en demokratisk oplyst samfundsborger. "Det giver en forestilling om, hvad normalitet er. Og dermed er der også nogle, der ikke passer ind. Samtidig får psykologien vind i sejlene med iq-test, og det bliver normalt at afsondre dem, der er anderledes - angiveligt for deres eget bedste", forklarer Christian Ydesen.

Unesco bliver oprettet umiddelbart efter krigen som FN's organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab. Og gennem 50'erne og 60'erne udviklede organisationen systemer, som kunne hjælpe landene til at lære af hinandens skolesystemer og samtidig sætte mål for uddannelse.

"Unesco handlede om at udvide og styrke obligatorisk uddannelse for at give udvikling, moderne borgerkompetencer og styrke international forståelse. Men i 60'erne kom en anden spiller ind på uddannelsesscenen. OECD, som hidtil havde været en ren økonomisk organisation, fik efter opsendelsen af Sputnik uddannelse på dagsordenen. Her støttede man 'det, der virker', og man begyndte at udvikle værktøjer til at sammenligne uddannelsessystemer ud fra tanken om, at uddannelse skal give menneskelig kapital, som kan styrke nationalstaternes økonomi".

De to organisationer lå begge i Paris og kæmpede om de samme medarbejdere. USA, som i den periode havde meldt sig ud af Unesco, fik statistikafdelingen undermineret, fordi man ikke ønskede, at de skulle stå for uddannelsesstatistik. I stedet blev det OECD, der kom til at stå for dette arbejde, som senere udviklede sig til Pisa.

"Organisationerne har på mange måder haft et had-kærligheds-forhold. Med de nye bære­dygtighedsmål har de nærmet sig hinanden. OECD's learning compas 2030 spiller sam­men med Unescos development goal nummer fire om uddannelse. Men under overfladen er der stadig kampe om, hvilke forestillinger om uddannelse der er vigtigst. De har grundlæg­gende forskellige tilgange. Unesco er ideali­stisk, derfor er bæredygtighedsmålene også idealer. OECD er sat i verden for at tilbyde medlemsstaterne noget, de gerne vil have, og hele tiden ud fra en økonomisk logik", forklarer Christian Ydesen.

Globale kompetencer er utopi

Inklusionsdagsordenen fik ny vægt med Salamancaerklæringen i 1994, som kalder på inklusion af alle børn i det almindelige skolesystem, og herhjemme med inklusions­dagsordenen i starten af nullerne. Erklæringen blev underskrevet af 92 lande, men der er stor forskel på, hvordan inklusionen er kommet til at se ud i de forskellige lande.

"I Danmark har vi en meget stærk ligheds­fortælling og en homogen forestilling om det danske folk. Det betyder også, at vi gerne vil have, at alle skal passe ind i normaliteten. Det er meget anderledes i England, hvor det multikulturelle har været almindeligt gennem mange år. Det afspejler sig i læreplanen, hvor der er plads til kulturel identitet, men på den anden side også krav om retningslinjer for såkaldte British values".

Disse forskelle gør, at Christian Ydesen har svært ved at se, at OECD's og Unescos globale sammenligninger for alvor kan give mening, særligt hvis man regner med, at vejen til målene skal være den samme for alle.

"Uddannelse er så tæt forbundet med nationalstaten, at OECD's projekt med at sammenligne de samme globale kompetencer er utopisk. Der er globaliseringsoptimistiske ideer indgraveret i Pisa-programmet, men også i Unescos programmer. I skolesystemer i for eksempel det katolske Argentina og det centralistiske Kina er det svært at komme igennem med særligt Unescos nye definition af inklusion ude på skolerne. Det handler jo ikke længere kun om specialområdet, men om at vi alle har brug for inklusion for at kunne rummes og spejle os i hinanden. Vi er alle handicappede i forskellige kontekster. Det er et svært paradigmeskifte at få til at slå igennem på tværs af kulturer".

Plads til inklusionen

Men hvad kan Christian Ydesens forskning sige, i forhold til om det kan lade sig gøre at have de to dagsordener kørende i skolen samtidig.

"Jeg tænker egentlig, at de godt kan fungere sideløbende, men det kræver, at inklusion får en anden status, end det typisk har. Det er ikke nok at lave pejlemærker og tænke gode tanker. Test og bedømmelser producerer kvantitative resultater, og de er så dejlige for beslutningstagere og for embedsfolk at sætte i regneark. Inklusion er derimod ikke nem at føre statistik på, for hver klasse er forskellig. Hvis de skal koeksistere, skal der være rum til lokale, individuelle hensyn, og der skal være faglig ekspertise, som får plads til at arbejde".

Det er der, de to dagsordener støder sammen, for hvis der skal være plads og rum til inklusionen, så må man afvise både nationalt og lokalt at styre ud fra måltal på test. Standardisering og sammenlignelighedsønsker spiller ikke sammen med plads til mangfoldighed. Christian Ydesen mener dog ikke, at Danmark for alvor er ude på et skråplan sammenlignet med andre lande.

"Lige nu tror jeg, at Danmark står forholdsvis fornuftigt. Der bliver stadig arbejdet med inklusion, og der er en vilje til at se på det nationale bedømmelsessystem og finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedre. Jeg kan dog stadig undre mig over, at man hverken i ministeriet eller i forskningen har tænkt de to dagsordener sammen. Det er en fejl, mener jeg".