Lektor Sofia Rontini arbejdede som lærer på Fanø Skole på Fanø indtil hun for tolv år siden blev underviser i Engelsk på læreruddannelsen på UC Syd i Esbjerg. I dag modtager hun en pris på 500.000 for engageret og inspirerende undervisning.

Underviser på læreruddannelse får årets undervisningspris

Underviser på UC Syd's læreruddannelse i Esbjerg er i dag blevet tildelt en pris på 500.000 kroner. Hun bruger anledningen til at slå et slag for mere praksisnær undervisning på landets læreruddannelser.

”Du fanger mig på en dag, hvor jeg er virkelig oppe at køre”.

Sådan siger lektor i engelsk på UC Syds læreruddannelse i Esbjerg Sofia Rontini, da folkeskolen.dk taler med hende i telefonen.

I dag modtager hun nemlig som én ud af syv undervisere på landets videregående uddannelser årets undervisningspris.

Samarbejdet imellem folkeskolelærere, mine studerende og mig giver noget helt magisk, synes jeg. Så det gør jeg så tit, det overhovedet kan lade sig gøre”, siger hun

Sofia Rontini

Prisen bliver uddelt af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Ud over æren udløser prisen en præmie på 500.000 kroner til hver modtager, hvoraf de 300.000 skal gå til at udvikle undervisningsmiljøet på uddannelsesinstitutionerne.

Undervisnings-prisen

Undervisningsprisen er en hyldest til undervisere på de videregående uddannelser med en præmie på 500.000 kr. til hver af prismodtagerne. Af dem skal 300.000 kr. gå til at understøtte undervisningsmiljøet på undervisernes uddannelsesinstitution, mens de resterende 200.000 kr. er en personlig hæderspris.

Det er ledelserne med hjælp fra studerende på de videregående uddannelsesinstitutioner, der indstiller kandidater til det relevante rektorkollegium. Indstillingerne vurderes af de fem rektorkollegier, som indstiller de udvalgte kandidater til uddannelses- og forskningsministeren.

Prisen er rettet mod inspirerende og engagerede undervisere, og ifølge ministeriets hjemmeside bliver Sofia Rontini fremhævet for "sin entusiasme og uendelige idéer til nye måder at lære på. Hendes engelskundervisning er et legende rum, hvor faglighed kan blomstre”.

Ifølge Sofia Rontini selv, er hun meget optaget af at lave et trygt læringsrum, men en stor del af succesen skyldes også et vedholdende fokus på at få undervisningen helt tæt på praksis, vurderer hun.

”Jeg gør, hvad jeg kan, for at gøre undervisningen så praksisnær som mulig. Dét vi laver i undervisningen kan overføres til praksis, så de studerende bagefter har en hel vifte af tilgange, de kan vælge imellem, når de står ude i et klasseværelse med mange elever”, siger hun.

Én dag i næste måned skal de lærerstuderende på Sofia Rontinis engelskhold for eksempel overtage alle seks klasser på lilleskolen Gæsten Børnecenter i Vejen, fortæller hun.

De studerende tilrettelægger i forvejen et undervisningsforløb i samarbejde med lærerne på skolen og har læst teorier om didaktik. Med skolens lærere og Sofia Rontini på sidelinjen gennemfører de studerende undervisningen og oplever elevernes reaktioner.

Bagefter evaluerer lærerne, de studerende og Sofia Rontini sammen de studerendes forsøg.

”Samarbejdet imellem folkeskolelærere, mine studerende og mig giver noget helt magisk, synes jeg. Så det gør jeg så tit, det overhovedet kan lade sig gøre”, siger hun og tilføjer,

”Jeg er heldigvis på en uddannelsesinstitution, hvor skolerne faktisk byder os velkomne. Så når jeg ringer til mine samarbejdspartnere ude i folkeskolerne og siger, at jeg gerne vil prøve noget af, så siger de bare, ’kom’. Og så gør vi det”.

Opfordrer til mere praksistilknytning på alle læreruddannelser

Læreruddannelsen i Esbjerg er generelt meget langt fremme med den praksisnære undervisning, mener Sofia Rontini.

Hun håber, at tilgangen kan få endnu mere vind i sejlene på læreruddannelser over hele landet, når politikerne inden længe forventes at lande en politisk aftale om en ny læreruddannelse.

”Jeg håber, at der kommer et endnu større fokus på praksis på læreruddannelserne. Ikke kun i praktikken men også mere praksissamarbejde. Det er noget af det, som jeg virkelig vil slå et slag for”, siger hun og fortæller, at praksistilknytning scorer topkarakterer, hver eneste gang UC Syd beder de studerende om at evaluere et undervisningsmodul.

Og det er ikke kun de studerende, der får noget ud af den praksisnære undervisning, fortæller Sofia Rontini. Det gør hun også selv:

”Selvom jeg har mange års erfaring fra folkeskolen, så er min viden og min erfaring jo også ved at være lidt småforældet efter tolv år på UC Syd. Så når vi kommer ud og samarbejder med lærerne, er de jo heller ikke blege for at sige, 'arrh, det er vist ikke helt sådan, det er mere'. Så det udvikler jo ikke kun mine studerende, det udvikler jo også mig og er med til at gøre mig dygtigere, at jeg har fingeren på pulsen. Det værdsætter jeg enormt meget”.

Og selv lærerne, som hun samarbejder med, fortæller, at de får inspiration til nye aktiviteter, øvelser og tilgange af at samarbejde med de studerende, fortæller Sofia Rontini og konkluderer:

”Så jeg synes, at det er win-win hele vejen rundt”.

Ud af den samlede præmie på 500.000 kroner skal 300.000 ifølge Uddannelses- og forskningsministeriets regler gå til udvikling af undervisningsmiljøet på UC Syd. Men hvordan pengene mere konkret skal bruges, ved Sofia Rontini endnu ikke.

Prisen er i dag blevet overrakt til Sofia Rontini og de seks andre undervisere af Kronprinsesse Mary og Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) på Nationalmusset i København.

Hvis du vil have et kig ind i Sofia Rontinis undervisningslokale, kan du få det her: