Foto: JohnnyGreig/istock.com
DLF og erhvervsliv: Alle elever fra 6. klasse skal i erhvervspraktik
Dansk Metal, Dansk Industri og Danmarks Lærerforening går nu sammen i fælles opfordring til politikerne: Giv samtlige elever i 6.-9. klasse krav på at komme i erhvervspraktik.
Erhvervspraktik skal være obligatorisk og ikke et tilbud, elever kan sige nej til.
Det mener Dansk Industri, Dansk Metal og Danmarks Lærerforening, der sammen opfordrer politikerne til at styrke fokus på erhvervspraktikken i folkeskolen.
Erhvervspraktikken skal nemlig fremover være et krav til alle elever, som man skal have en god begrundelse for at sige nej til, mener organisationerne. I dag er erhvervspraktik kun et tilbud, og det er altså ikke godt nok, mener blandt andre Claus Jensen, formand for Dansk Metal.
”Folkeskolen
skal ikke bare være et sted, hvor du lærer at læse og regne. Her skal eleverne
også få erfaring med praktiske fag. Erhvervspraktikken kan hjælpe eleverne med
at få øjnene op for flere forskellige uddannelsesveje efter 9. klasse, og
derfor er det tid til, at alle elever får ret til at komme i erhvervspraktik,”
siger Claus Jensen i en pressemeddelelse.
Styrket samarbejde og mere refleksion
Udover at gøre erhvervspraktik til et krav for alle elever, ønsker Dansk Metal, Dansk Industri og Danmarks Lærerforening også generelt at højne elevernes udbytte af praktikken.
De vil styrke samarbejdet mellem virksomheder, institutioner og organisationer, som stiller
praktikpladser til rådighed. Det skal blandt andet få flere unge til at vælge alternativer til gymnasiet, mener Lars Sandahl Sørensen, direktør i Dansk Industri.
”Det er
svært at vide, hvad en industriteknikker laver, hvis man ikke har besøgt en
produktionshal eller prøvet kræfter med maskinerne. Derfor skal vi skabe en
folkeskole med et tættere samarbejde med lokale virksomheder, så de unge på den
ene side får en fed og lærerig oplevelse, der vækker deres nysgerrighed, mens
virksomhederne kan møde nye potentielle lærlinge. For vi har brug for at gøre
op med vanetænkningen om, at gymnasiet er den eneste vej til et godt liv og
samtidig vise alle mulighederne indenfor erhvervsuddannelserne”, siger adm.
direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen.
Efter endt
praktikforløb er det også vigtigt, at der i fremtiden sker en bedre kobling
mellem erhvervspraktikken, undervisningen og vejledningen, end tilfældet er i
dag, mener parterne. Det vil hjælpe eleverne med at reflektere over praktikken og give perspektiv, mener formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen.
”Alle elever
skal have mulighed for at komme i erhvervspraktik, der skal give dem et bredere
perspektiv på tilværelsen. Uanset hvilken kommune eller skole, man kommer fra, skal
praktikken have kvalitet, være meningsfuld for eleverne og have sammenhæng med
den undervisning, der foregår på skolen”.