Lærere, ledere og forvaltninger har fundet nye måder at dele på, efter at folkeskoleloven i 1993 indførte den udelte enhedsskole.

Det sker allerede i et omfang, så man godt kan glemme alt om »fællesskabets skole« og »udelt enhedsskole«, mener professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Jens Rasmussen.

Tilmed sker det, uden at der er taget politisk beslutning om det.

Det er nærmest en græsrodsbevægelse, som er fremkaldt af mange læreres afmagt over for den store forskel, der er på elever, som går i samme klasse.

»Der har altid været forskel på elevernes intelligens, kognitive forudsætninger, indlæringsevne, præstationsformåen og så videre, men nu hvor de skal gå i sammenholdte klasser, er det blevet tydeligere, end da man havde lov til at dele dem i a- og b-klasser«, siger Jens Rasmussen.

»Skolerne løser så forskellighedsproblemerne ved at dele op igen, men nu på nye måder. Før blev eleverne delt på grundlag af faglige præstationer, nu sker det med nye begrundelser, som for eksempel at eleverne har forskellige læringsstile«.

Undervisningsdifferentiering var ellers tænkt som den pædagogiske metode, der skulle afløse tidligere tiders elevdifferentiering.

»Men den har vist sig vanskelig at gennemføre i praksis«.

Skolen bliver delt på kryds og tværs

Den udelte enhedsskole er en kulmination på flere årtiers uddannelsespolitisk kamp, men nu bliver den skridt for skridt afviklet, tilsyneladende bag om ryggen på Christiansborg-politikerne.

Jens Rasmussen har udarbejdet en liste over de punkter, hvor der sker en deling.

Skolen selv bliver eksempelvis delt op i afdelinger mange steder. En af idéerne med enhedsskolen var ellers at komme af med overgangene, men nu er de altså inde igen i form af begyndertrin, mellemtrin og sluttrin.

»Og det er skolerne selv, der deler sig op i trin. Det kommer indefra. Det er lærere og ledelse og forældre, der deler den op i trin, formodentlig for at gøre skolen mere overskuelig, i håb om at det så bliver nemmere at håndtere forskellighederne«, siger Jens Rasmussen.

»Det betyder så også, at vi får lærere, der overvejende underviser i de her trin«.

Også klassen bliver delt op på mange forskellige måder forskellige steder.

»Det kendteste eksempel er den voldsomme henvisningsprocent til specialundervisning. Vi ved, at der henvises børn ikke alene af faglige grunde, men også af andre grunde«.

Den fleksible skole er et andet eksempel.

»Den fleksible skole opløser mere eller mindre den traditionelle klasse, forstået på den måde at eleverne i vidt omfang selv bestemmer, hvad de vil beskæftige sig med en del af dagen«.

Læringsstile er også elevdeling

Den omsiggribende tendens til at bruge Rita Dunns teorier om læringsstile og Howard Gardners om de mange intelligenser er endnu et eksempel på deling af elever.

»Man deler eleverne op, men nu ikke ud fra deres faglige resultater, derimod ud fra deres medfødte egenskaber. Man har en forestilling om, at børn simpelthen ontologisk set er forskellige. Sådan er de bare, og hvis man kan diagnosticere det, så kan man også dele dem op efter det«.

»Så deler man ikke op efter deres faglige resultater, det må man jo ikke ifølge loven. Man deler op for det enkelte barns egen skyld. Delingen bliver altså pakket ind i reformpædagogisk retorik«.

Den rullende skolestart, som stadig flere kommuner indfører som forsøgsordning, er endnu et tegn på nye måder at dele op på.

»Så får man ikke hele flokken ind på én gang, med alt hvad det indebærer af voldsomhed. Så får man børnene én ad gangen og kan bedre integrere dem«.

Allerede 1997-læreruddannelsen var et skridt på vejen mod opløsningen af enhedsskolen, idet den studerende nu ikke længere blev uddannet til at undervise i alle fag.

Og den nuværende regering prøver at få en ny læreruddannelse igennem, så læreren fremover kun kan undervise i bestemte fag på bestemte trin. Det ville passe bedre til den trindelte skole, der bliver mere og mere almindelig, argumenterer undervisningsministeren.

»Det er heller ikke ualmindeligt at høre lærere sige, at det er en lettelse at blive i for eksempel overbygningen«, siger Jens Rasmussen.

»Når de har kørt en klasse frem til 9., så synes de, at det ikke er til at holde ud at skulle tænke på at starte i en 1. klasse igen. Fordi forberedelsesarbejdet er så kæmpe meget større i forhold til at starte med en 7. eller 8. klasse, at det føles næsten uoverkommeligt. Så mange lærere er ikke uinteresserede i at få delt skolen op i trin«.

Fællesskabets skole er på vej ud

Den udelte enhedsskole er altså på vej ud af historien, men ikke nok med det: Den fælles folkeskole er det også, mener Jens Rasmussen.

»For eksempel rangordnes skolerne nu på grundlag af karaktergennemsnit ved afgangsprøver, som nu offentliggøres. Det deler selvfølgelig skoler op: Hvem tilhører toppen, hvem mellem, hvem bunden?«

Den øgede søgning til privatskoler i storbyerne er også med til at nedbryde den fælles folkeskole. Over 20 procent af eleverne går nu i privatskole i København. Som noget nyt er der nu skoler med udelukkende tosprogede elever. Og den første privatskole for særligt begavede børn er lige åbnet.

»Det er alt sammen i sin vorden, men det er begyndelsen på opløsningen af den fælles skole i Danmark«.

Det er en opløsning, der sker på trods af forældrenes ønske, i hvert fald som det så ud for ti år siden. De ville den udelte enhedsskole, allerede før den blev lov.

»Under den forrige lov blev det efterhånden forældrene, der i virkeligheden afgjorde, om børnene skulle deles eller ikke deles. Året før 1993-loven blev vedtaget, var det to tredjedele af alle børn, der gik i udelte klasser. Så der var konsensus blandt forældrene til den udelte skole«.

Derfor bliver elever delt igen

Lærerne har svært ved at tumle al den forskellighed, der er samlet i klassen, viser det sig. De leder derfor efter nye måder at organisere undervisningen på.

»Det er fuldt forståeligt. Der er bare ingen dokumentation for, at elevernes faglighed bliver styrket gennem undervisning efter teorier som læringsstile og mange intelligenser«.

Lærerne må hellere kræve mere præcis fagdidaktisk forskning, som konkret kan pege på, hvilke undervisningsformer der er hensigtsmæssige i forhold til elever med forskellige behov, mener Jens Rasmussen.

For det andet: Det er muligt rent juridisk. Efter decentraliseringen af skoleområdet i 1993 kan skoler og forvaltninger nemlig groft sagt gøre, hvad de vil, bare de leverer varen.

»Som eleven nu skal tage ansvar for sig selv, skal skolen det også. Decentraliseringsreformerne går kort og godt ud på at skabe mål og rammer for skolen, og så tildele den en høj grad af frihed, når det gælder tilrettelæggelsen af undervisningen«.

»Derfor kan man heller ikke blive overrasket over, at skolerne gør noget forskelligt. Decentraliseringsreformerne lægger jo netop op til, at den enkelte skole gerne må finde sin egen måde at håndtere enhedsskolen på«.

»Skolen skal søge at komme frem til de bedst mulige resultater inden for den forventningsramme, der er lagt i form af trinmål, afgangsprøver, Pisa og så videre«, siger Jens Rasmussen.

Så speget kan det være: Hårde ideologiske kampe resulterer i en lov om udelt enhedsskole. Samtidig ender andre politiske processer i decentraliseringsreformer, som åbner op for forskellige grader af delt skole i 1.700 forskellige varianter svarende til antallet af folkeskoler i Danmark.

Den nye tendens til at dele op kalder på en grundig skolepolitisk debat, mener Jens Rasmussen.

»Miljøet i klasselokalet er blevet for komplekst. Derfor er det forståeligt, at skolerne deler op igen. Men vi må holde fast i, at den udelte enhedsskole alt andet lige må siges at være en skole for det moderne videnssamfund, hvor det at lære at lære og livslang læring er nøgleord«, siger han.

»Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at signalere til nogle elever, at de ikke egner sig til at lære. Så tager man lysten og motivationen fra dem«.

»Vi må diskutere, om de gamle idealer om skolen for alle og fællesskabets skole holder. Og i givet fald hvad skal der til, hvis vi ønsker, det skal blive ved med at være sådan? For det, der sker nu, er, at de gamle idealer opløser sig«.

jvolsen@dlf.org

Jens Rasmussen blev professor i sociologisk pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet i 2002. Han er i gang med et forskningsprojekt om opløsningen af den udelte enhedsskole, som ligger i forlængelse af hans nye bog »Undervisning i det refleksivt moderne. Politik, profession, pædagogik«.