Kristendomskundskab

Ligesom man ikke kan blive fritaget for historieundervisningen, skal man heller ikke kunne fritages for kristendomsundervisning, mener Søren Pape Poulsen

Konservative: Alle elever skal lære om kristendom i folkeskolen

Muligheden for at blive fritaget for kristendomsundervisningen skal afskaffes, mener De Konservative. Enhedslisten kalder forslaget for "højreorienteret woke-politik"

I dag er det vigtigere end nogensinde før, at vi kender vores rødder og ved, hvad det danske samfund og vores fællesskab bygger på.

Det mener formanden for Det Konservative Folkeparti Søren Pape, der derfor vil have fjernet den eksisterende mulighed for fritagelse for kristendomsundervisningen i folkeskolen. Derudover så han også gerne, at alle elever skal med til juleafslutning i kirken, hvis skolerne holder sådan en.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Misforstået hensyn

"Ligesom man ikke kan blive fritaget for historieundervisningen, skal man heller ikke kunne fritages for kristendomsundervisning. Det er et misforstået hensyn, og jeg tror, det er en reminiscens fra før 1975, hvor faget var forkyndende," siger Søren Pape.

Det synspunkt deler de øvrige blå partier. Heriblandt Liberal Alliance, hvor kirkeordfører Katrine Daugaard er overrasket over, at muligheden for fritagelse overhovedet eksisterer.

"Danmark er jo et kristent land. Så længe kristendomsundervisningen er formidlende og ikke forkyndende, kan jeg ikke se nogen grund til, at børn skal kunne fritages fra pensum. Det er jo alment dannende," siger hun.

Også Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige byder forslaget velkommen.

Men på den anden fløj kalder Enhedslistens kirkeordfører, Søren Søndergaard, forslaget for "højreorienteret woke-politik".

"Vi er som konsekvens af fagets navn imod. Der skal selvfølgelig undervises i alle religioner, også kristendom, og det er beklageligt, at man kan undtages fra det, men det følger jo af, at man har gjort det så indsnævret. Det er begrænset, hvor meget man kommer omkring andre religioner, men alene navnet er afgørende for os. Kald det religionsundervisning, som det hed engang, hvor kristendommen selvfølgelig indtager en kæmpeplads," siger han.