Mindst to timer i fransk

Under to timer i fransk om ugen er irrelevant

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er fint at rykke fransk ned i 6. klasse, men hvis det skal nytte noget, skal eleverne mindst have to timer om ugen.

'Sprogundervisning på under to timer om ugen er ikke relevant, fordi alt for mange timer vil blive aflyst på grund af emneuger, ekskursioner og skæve helligdage. Og så glemmer eleverne fra gang til gang, hvad de har lært', siger Ove Kjærsgaard, formand for fransk fagudvalg i Sproglærerforeningen.

Han synes, det er en god idé at rykke fransk ned i 6. klasse. Hans eneste betænkelighed går på, hvor mange timer regeringen vil give faget.

'Jeg kan godt frygte, at den forestiller sig, at vi skal strække det nuværende timetal for 7. til 9. klasse, så det også skal dække 6. klasse. Det får vi ikke noget ud af. Vi skal have tilført flere timer, hvis vi skal begynde på fransk et år tidligere', siger Ove Kjærsgaard.

Den store fordel ved at begynde på fransk i 6. klasse er, at eleverne får et år mere at lære sproget i.

'Før 1993-loven fandtes fransk kun i 10. klasse. Dengang kunne vi stort set kun nå at læse og oversætte tekster. I dag kan vi tilbyde eleverne en grundigere indlevelse i sproget med mere tid til at samtale på fransk og til at arbejde med fransk ungdomskultur, musik og teater. Hvis vi kan begynde på fransk i 6. klasse, vil vi få endnu bedre mulighed for at arbejde med emner, som siger eleverne noget'.

Ove Kjærsgaard vil ikke afvise, at det kunne være en fordel at styrke fransk med flere timer i 7. til 9. klasse frem for at rykke undervisningen ned i 6. klasse. Men det vil være et brud med dansk kultur.

'I andre europæiske lande har børnene længere skoledage, men det ligger dybt i den danske kultur, at børnene skal have tid til at dyrke deres fritidsinteresser om eftermiddagen. Derfor ville vi skulle tage timerne til fransk fra andre fag, men de mangler jo også tid', siger Ove Kjærsgaard.

stan

Europæisk sprogpris

Lærere i spidsen for nyskabende sprogprojekter kan søge om at få tildelt EU's sprogpris, The European Label. Netop i år sætter den fokus på sproginitiativer i grundskolen.

Kriterierne er, at projektet er originalt, kreativt og giver undervisningen et kvalitetsmæssigt løft. Det er også væsentligt, at resultaterne og erfaringerne fra det enkelte projekt kan bruges af andre skoler.

Ansøgninger kan indsendes elektronisk via et skema på adressen www.ciriusonline .dk/sprogpris. Der er ansøgningsfrist 14. juni.