Lisbeth Møller Madsen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er med stor sorg, at vi har mistet skolens engelskfaglige fyrtårn, Lisbeth Møller Madsen.

For fem år siden var vi så heldige, at Lisbeth blev vores kollega på Sct. Hans Skole i Odense.

Lisbeth kom til skolen, netop som skolens internationale profilspor skulle sættes i søen, og med hendes ukuelige vilje, smittende positive indstilling og store viden inden for internationalt arbejde i udskolingen blev skolens nye dimension fra start en stor succes. Lisbeth formåede med sin store kærlighed til engelskfaget at favne alle 38 elever. Hun var nytænkende, kreativ og ikke bange for at prøve nyt inden for alle engelskfagets rammer. Skolens yngste engelskelever nød godt af projekt »English House«, hvor Lisbeth som både igangsætter og senere tovholder skabte et kreativt rum for en aktiv sproglæring.

Som kollega og samarbejdspartner var Lisbeth et varmt menneske med en altid positiv tilgang til opgaver og udfordringer. Lisbeth medbragte æbler fra haven, hjemmebagt kage og småkager … jo, fællesskabet lå hende meget på sinde, og hun havde øje for at spotte, når en kollega havde brug for et opmuntrende ord.

Æret være hendes minde