Hører kærlighed til i et klasselokale? Eller er kærlighed noget andet, noget hjemmehørende i privatlivet, som intet har at gøre i en professionel relation som den mellem læreren og eleven?

I en ny antologi med titlen ”Pædagogik med kærlighed”, som er redigeret af Stig Broström, Finn Thorbjørn Hansen og Karsten Mellon, argumenterer to bidragydere for det første: Læreren bør nære kærlighed til sine elever.

I kapitlet ”Kærlighed til børn i professionelle miljøer” udfolder Katrine Weiland Willaa, lektor på læreruddannelsen Absalon, og Jill Mehlbye, seniorforsker emerita ved Vive, hvorfor lærerens kærlighed til eleverne er afgørende for at skabe et inkluderende og støttende klassemiljø, hvor eleverne føler sig trygge og motiverede for at lære. ”Det kærlige læringsmiljø” kalder forfatterne det.

Måske er det for meget forlangt, at en lærer skal holde af sine elever på samme måde, som vedkommende holder af sine egne børn. Det er heller ikke meningen, slår Katrine Weiland Willaa fast. 

Der er ikke tale om samme type kærlighed som den mellem forælder og barn og naturligvis heller ikke om romantisk kærlighed.

”Men det er stadigvæk en kærlighed bygget på omsorg, respekt og empati. På erkendelsen af at børn har individuelle behov, er forskellige og derfor skal mødes forskelligt”, siger hun.

Kærlighed er mere end omsorg

Netop omsorg indgår i det begreb – ”professionel omsorg” – som ellers ofte bruges til at beskrive relationen mellem lærer og elev, mens nogle måske vil slå sig lidt på begrebet kærlighed, når det bruges om en lærer-elev-relation.

Anmeldelse

Kærlighed skal der til

”Vi mener, at der er forskel mellem omsorg og kærlighed, selvom begreberne overlapper hinanden. Omsorg handler om at drage omsorg, bekymre sig og være opmærksom på et andet menneske – i dette tilfælde barnet. Kærlighed er en dybere følelse af hengivenhed og indebærer, at man investerer sig selv følelsesmæssigt i et andet menneske. Det gør man ikke nødvendigvis i en relation, som udelukkende handler om at drage omsorg”, siger Katrine Weiland Willaa.

I en kærlig relation skabes ifølge Katrine Weiland Willaa et følelsesmæssigt bånd og et ønske om, at den anden – her barnet – har det godt.

”Vi bruger altså begrebet kærlighed, da vi mener, at man som lærer eller anden professionel omkring barnet skal investere sig selv følelsesmæssigt i relationen”, siger hun.

Betragt skolen som børnenes arbejdsplads

Hvordan skabes det så, det kærlige læringsmiljø? En måde er ifølge Katrine Weiland Willaa at begynde at betragte skolen som børnenes arbejdsplads, på samme måde som voksne mennesker har en arbejdsplads.

”På en voksen arbejdsplads vil ingen finde sig i at blive skældt ud, råbt ad eller udstillet af sin chef foran sine kollegaer. Det lader vi sommetider overgå børn i skolen. Jeg anerkender fuldt ud, at mange lærere føler sig presset, og at det ikke altid er muligt at handle perfekt. Men der er ingen tvivl om, at det er med til at skabe et ukærligt læringsmiljø at udstille børn foran andre, for det skaber utryghed og usikkerhed blandt børnene”, siger hun.

Og så skaber man i høj grad selv et kærligt læringsrum ved selv at være et godt forbillede, lyder det fra Katrine Weiland Willaa.

”Hvis man forventer, at børnene taler pænt til hinanden, er man også nødt til selv at tale pænt til dem”.

Grundlæggende handler det kærlige læringsmiljø om, at barnet aldrig må være i tvivl om, hvorvidt barnet er afholdt af læreren. Er eleven i tvivl, kommer barnet på hårdt følelsesmæssigt arbejde.

”For så skal eleven kæmpe for at få den ’kærlighed’. Et barn vil gå meget langt for at få den og forsøge at nærmest manipulere kærligheden fra læreren frem, for eksempel ved at smile ekstra meget. Alle kan jo godt lide børn, der smiler og er glade. Men det betyder ikke, at eleven nødvendigvis er glad, selvom det ser sådan ud”, siger Katrine Weiland Willaa.

”Man skal huske på, at læreren ikke på samme måde er afhængig af, at eleven viser sin kærlighed. Det må aldrig blive barnets ansvar at skabe den kærlige relation”, tilføjer hun.

Grænser og rammer er også kærlighed

Katrine Weiland Willaa understreger, at et kærligt læringsmiljø ikke betyder, at læreren skal være blød og eftergivende og lade eleverne slippe afsted med ting, der ikke er i orden.

”Kærlighed er også at kunne sætte grænser og tydelige rammer. Det er absolut udtryk for kærlighed at være tydelig, så man undgår forvirring og utryghed blandt eleverne. Der er ikke nogen modsætning mellem grænser og rammer og et kærligt læringsmiljø”, siger hun.

Ifølge Katrine Weiland Willaa går det ud over elevernes selvværd og mestringsevne, hvis ikke læreren formår at skabe et kærligt læringsmiljø.

”Får man ikke kærligheden ind i rummet, bliver børnene utrygge og kan begynde at behandle hinanden dårligt, fordi de ikke selv føler sig trygge. Vi ved, at mange børn er i mistrivsel. Som jeg ser det, kan kærligheden skabe forudsætningen for trivsel. Man kan også spørge sig selv, om man selv ville gå på arbejde et sted, der opleves ukærligt. Nej, voksne ville skifte arbejde. Det kan børnene ikke uden videre”, siger hun.

Katrine Weiland Willaa og Jill Mehlbye ved godt, at der er argumenter, som taler imod en kærlighedsrelation mellem lærer og elever i skolen. 

En lærer skal for eksempel være opmærksom på ikke at komme til at give udtryk for mere kærlighed til nogle elever end for andre.

”Grundlæggende synes jeg dog ikke, at det kan være usundt at vise et barn kærlighed. Det er aldrig givet dårligt ud at skabe en tæt relation til et barn. For det er netop i den kærlige relation, at barnet særligt oplever at blive holdt af, hvilket er rigtig godt for barnets følelse af at være noget værd – af at have værdi. Og det er rigtig godt for barnets selvværd”, siger hun.