Når lille Emil starter på Klågerupskolan i Svedala i Sydsverige, bliver han og hans forældre præsenteret for et sort ringbind med planer for hans skolegang fra første dag. Planerne er dog ikke udfyldt. Det skal han og hans forældre selv være med til gennem hans skolegang.

»De første år skal der tales om sprog, leg og bevægelse og senere om svensk, matematik og engelsk. Vi startede med at bryde de fælles mål op for fem år siden, for vi vidste jo, at der ville komme et centralt krav, men vi ville hellere starte selv og forme det, som vi synes. Og vi bliver bedre hele tiden«, fortæller Annika Bruhn, som er rektor for de første fem klassetrin på Klågerupskolan.

Hun mener, at planerne er en fordel for forældre og elever, fordi det bliver tydeligt, hvad de skal arbejde med. Og det er også en fordel for lærerne, at der går en lige udviklingslinje fra børnehaven, som også arbejder med elevplaner, og op gennem skolen.

Indtil nu har det dog være sådan, at Emils ringbind blev tykkere og tykkere fra 1. til 5. klasse, men derefter stod det og samlede støv på en hylde. For i den svenske skole skifter eleverne alle lærere ud, når de starter på overbygningen i 6. klasse, og her har man ikke gjort meget brug af ringbindene. Godt nok har Emil fået en skriftlig bedømmelse med hjem i form af et skema med pile, der gik op og ned, og kommentarer på bagsiden. Men en egentlig udviklingslinje har der ikke været tale om.

»Det var først, da kravet om individuelle udviklingsplaner blev indført i 2006, at vi for alvor begyndte at tænke på, hvad der stod i de mapper. Indtil da har vi bare udarbejdet vores egne skriftlige planer uafhængigt af de tidligere og uden nogen sammenhæng med udviklingssamtalerne. Det var mere en rapportering end en udviklingsplan«, fortæller Michael Rystad, som er lærer i de ældste klasser og har været en af hovedkræfterne i skolens arbejde med at udvikle nye planer.

Mange er fortsat som før

I vejledningen til de nye individuelle udviklingsplaner fremgår det, at kommunerne kan lave en fælles form. Og i Svedala Kommun, hvor Klågerupskolan ligger, nedsatte man derfor en gruppe på tværs af skolerne, som skulle arbejde sig frem til, hvordan elevplanerne skulle se ud, og hvordan kravene skulle implementeres. Michael Rystad har siddet i gruppen sammen med skolens to rektorer Annika Bruhn og Ann Louise Bergenfeldt, og Klågerup­skolan fungerer i øjeblikket som testskole for den form, man har fundet.

»Selv om kravet kom i 2006, er der mange skoler, som fortsætter med mere eller mindre det samme, som de hele tiden har gjort. Ideen er jo, at planen skal få os til at tænke anderledes, så hele undervisningen bliver målstyret, og planerne giver mål at stræbe efter«, siger Michael Rystad.

Gruppen startede i efteråret med at høre en forelæsning af lærer Steve Wretman, som forsker i, hvordan lærere kan bruge analytiske bedømmelsesmetoder i undervisningen og påvirke elevernes læring ved at skabe tydelige, kvalitative mål.

»Den forelæsning virkede som en katalysator. Vi håbede selvfølgelig, at vi ville få et færdigt svar på, hvordan planerne skulle udarbejdes. Men i stedet fik vi ændret hele vores kundskabssyn«, fortæller rektor for 6.-9. klasse Ann Louise Bergenfeldt.

Der blev diskuteret ivrigt i den lille gruppe, mens lærerplanen blev læst igennem igen, og målene blev analyseret og omdannet til fælles kvalitetsord for kommunen på baggrund af Skolverkets råd og anvisninger.

»I starten arbejdede vi med en faginddelt plan. Men vi opdagede, at der er så mange af målene, som er fælles, at det gav mere mening at have en plan med generelle kompetencer. Eleverne skal tage hånd om deres egen læring og blive bevidste om det arbejde, de udfører«, siger Michael Rystad.

Fælles sprog

Et krav i vejledningen om udviklingsplanerne er, at der skal udvikles et fælles sprog. Det har arbejdsgruppen arbejdet meget på. Gruppen har analyseret sig frem til en række kvalitetsord inden for områderne »Kundskaber«, »Normer og værdier« og »Ansvar og udvikling«.

Alle ordene er sat op i et skema med fire niveauer, som forældrene får tilsendt inden den halvårlige udviklingssamtale, fordi man vil forsøge at udvikle et fælles sprog med forældrene inden samtalen.

Selve udviklingsplanen er et A3-ark med seks felter, hvoraf kun et er udfyldt, når den bliver sendt ud til forældrene inden samtalen.

Faglærerne skriver deres bedømmelse af elevernes niveau ud fra kvalitetsordene i et fælles skema, som den lærer, der har forældrekontakten (mentoren), sammenfatter til en kort tekst til forældrene. Teksten bliver skrevet ind i udviklingsplanen i feltet »Samtalegrundlag«. I feltet »Langsigtet målsætning« forventes forældre og elev at skrive deres forventninger.

Under selve samtalen udfylder mentor, forældre og elev så i fællesskab felterne »Kortsigtet målsætning«, »Plan for at nå kortsigtet målsætning« og »Vurdering af foregående individuelle udviklingsplans kortsigtede målsætning«. Og efterfølgende kan elev og lærer udfylde feltet »Opfølgning«.

»Alle skal vide, hvad man taler om til samtalen, og have samme virkelighedsbillede. Det er ingen informationssamtale, men et møde mellem ligeværdige parter«, siger Ann Louise Bergenfeldt.

Det første forsøg med udviklingsplanerne er efter hendes mening forløbet godt. Forældrene har overvejende været positive, om end de ikke har fået mange reaktioner. Det eneste, forældrene ikke bryder sig om, er, at de ikke som tidligere får mulighed for at tale med det enkelte fags lærere, men alene møder mentoren til samtalen. For at imødekomme dette arrangerede skolen en dag, hvor elever og forældre kunne hilse på lærerne i et fællesrum.

»Det er ikke planen i sig selv. Men den har sat gang i en proces, som vi aldrig ville have fået uden. Der findes en sult efter en pædagogisk debat i den svenske skole. Og den har vi taget hul på nu«, siger Ann Louise Bergenfeldt.

»Det lød jo super godt, inden vi fik dem. Og det er sikkert fint, når man starter i 6. klasse. Men der manglede information. Det virkede lidt som karakterer, men så alligevel ikke«, fortæller Emilie Jörlöv.

»Planen er god. Men vi vil gerne have alle lærernes bedømmelser ved siden af, som man kan diskutere på mødet med mentoren, og også møde de enkelte lærere«, siger Emilie Carlsson-Sundberg.

»Det var som en tekst, man ­havde fundet i en fortune cookie. Kun positive kommentarer. Og mine forældre forstod ingenting, så de ­vidste heller ikke, hvad de skulle støtte mig i«, fortæller Tommy Postek.