Portfolio er et godt grundlag for elevplaner

Arbejdet med portfolio er en god platform, når lærer og elev skal formulere elevplanen, og arbejdsformen skaber mere sammenhæng i evalueringen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Handleplaner, test, logbog, elevsamtaler, evalueringsskemaer og nu elevplaner. Der er næsten uoverskueligt mange evalueringsbolde i luften omkring folkeskolen, men måske kan der skabes overblik og ­synergi, hvis de bruges i sammenhæng.

Det er tankegangen hos de lærere, der for eksempel bruger arbejdet med portfolio som grundlag for elevplaner.

En af dem er Anni Hensel, Kragelundskolen i Århus. Hun har de sidste seks år arbejdet med portfolio og i forbindelse hermed udarbejdet elevplaner.

»Da vi startede med portfolio, fandt vi hurtigt ud af, at når eleverne skulle sætte individuelle mål, så var vi nødt til at lave det, som vi dengang kaldte udviklingsplaner. Her sætter eleven sig sammen med læreren nogle mål for, hvad han eller hun særligt skal arbejde med i den kommende periode. Planen udarbejdes i forbindelse med en lærer-elev-samtale og bliver fremlagt i en skole-hjem-samtale om efteråret. Om foråret indgår den så i en præsentationsportfolio, hvor eleven viser, hvordan han eller hun har arbejdet for at opfylde målene, og hvor der sættes nye mål for resten af skoleåret«, siger Anni Hensel.

Anni Hensel mener, at handlingsplaner på basis af portfolio kan udgøre kernen i de elevplaner, alle nu skal til at udarbejde.

»Arbejdet med portfolio gør, at jeg har fundamentet for at arbejde med elevplaner i orden. Vores handlingsplan er dokumentationen for den lovpligtige elevplan og vil blive en del af den. Vi vil så herovenpå udarbejde en status for hele eleven«, siger Anni Hensel.

God dokumentation

Cand.pæd. Lone Abildgaard, der er sektionsleder i Århus Kommunes Børn og Unge-forvaltning, har skrevet flere bøger om portefølje.

»Portfolio repræsenterer bredden i elevens arbejde og engagerer eleven i at opstille mål og vurdere målopfyldelsen. Med portfoliometoden får lærerne mulighed for dels at dokumentere elevens læring og udbytte af undervisningen, dels at kvalificere samarbejde og dialog med forældrene. Dermed er portfolio oplagt at bruge, når der skal udarbejdes elevplaner«, siger sektionslederen.

Læreren eller lærerteamet har med elevens præsentationsportfolio ved hånden en bred dokumentation for, hvor langt den enkelte elev er nået i forhold til de opstillede mål. Suppleret med dokumentation i form af testresultater, der kan vise, hvad eleverne kan inden for et afgrænset område på et givet tidspunkt, kan læreren/lærerteamet opsummere elevens udbytte af undervisningen i få hovedpunkter i elevplanen.

»Med en sådan elevplan er der skabt et grundlag for, at skole-hjem-samtalen kan tage afsæt i en konkret beskrivelse af elevens aktuelle faglige niveau og sociale kompetencer. Herudfra kan forældre, lærere og elev aftale, hvordan de hver især følger op på elevens resultater. Det kan handle om, hvad arbejdet i den næste periode skal pege frem mod, hvad eleven skal gøre, og hvordan forældre og lærere kan støtte«, siger Lone Abildgaard.

Går i spænd sammen

Når læreren noterer i elevplanen, hvordan udbyttet af undervisningen skal følges op, indgår elevplanen i en evalueringscyklus, fordi de formulerede mål og tiltag lægger op til den næste evaluering.

»Egentlig er elevplanen vel tænkt som en plan for elevens faglige udvikling, men hvis man bruger portfolio, er der et godt grundlag for, at planen også er med eleven. På den måde kan elevplaner gå i spænd med eksisterende former for evaluerings- og dokumentationspraksis i skolen«, siger Lone Abildgaard.

Hun henviser til, at både nationale og internationale erfaringer med portfolio som grundlag for skole-hjem-samtalen viser, at elevernes eget udvalg af arbejder og refleksioner over egen fremgang giver forældrene et godt indblik i, hvordan deres barn tænker og lærer.

Anni Hensels bog hedder »Årsplanstræet og portfolio - nyttige redskaber til den løbende evaluering og elevplaner«. Bogen udkommer på Dafolo Forlag i maj.