Man skal være myndig for at kunne fungere i et demokratisk samfund. Den unge, der går ud af skolen, skal for eksempel mestre at vælge ved et folketingsvalg. Bogen rejser blandt andet spørgsmålene: Hvad vil det sige at blive myndiggjort? Hvordan får de professionelle relationer til barnet betydning for denne proces? Bogen beskæftiger sig derfor blandt andet med dannelse, anerkendelse og inklusion.

Først er der et godt historisk vue over dannelsesteori fra Sokrates til danske Finn Thorbjørn Hansen. Hansen mener, der er sket en instrumentalisering i det danske uddannelsessystem. Det må man jo medgive ham, når man følger debatten om Pisa-undersøgelser, øget evaluering og ranglistesystemer for skoler. Et ranglistesystem, som for øvrigt netop er blevet kritiseret for at modvirke inklusion.

En pointe er, at hvis barnet anerkendes, lærer man bedre at træffe valg. Børnene skal derfor opleve at være inkluderet i skolens fællesskab. Espen Jerlang skriver om inklusion, at det godt kan være, at børn trods forskelligheder fysisk er sammen, men inkluderet er de langtfra endnu, da inklusion også kræver, at vi lærer at se det enkelte barns styrke.

Bogen får svært teoretisk stof formidlet på en tilgængelig måde. Med den baggrund vil jeg anbefale bogen til lærere og fagpersoner, der ønsker en metarefleksion over praksis og en refleksion over, hvordan vi myndiggør børn til borgere i et demokratisk samfund.