Illustration: Pernille Mühlbach
Gratis efteruddannelse er kun et par klik væk
Internettet bugner med gratis kurser, og onlineefteruddannelse er populært blandt ansatte i uddannelsessektoren.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
De fleste større uddannelsesinstitutioner udbyder efterhånden kurser på internettet, og disse MOOC, Massive Open Online Courses, er ofte gratis.
Ifølge Rune Heiberg Hansen, områdechef i Danmarks Akkrediteringsinstitution, der sikrer kvaliteten af videregående uddannelser i Danmark, arbejder hovedparten af de personer, der tager gratis onlinekurser, i uddannelsessektoren.
»Man kan få undervisning af de bedste i verden på det felt, man interesserer sig for. Det er noget sjovere at blive undervist af en professor på Oxford end at læse en bog. Samtidig møder man medstuderende fra hele verden, som der typisk er en eller anden form for onlineinteraktion med«, siger han.
Diplom mod betaling
En anden stor fordel ved efteruddannelse på internettet er, at det foregår, når det passer en selv, påpeger Rune Heiberg Hansen. Samtidig er uddannelsesstederne i højere grad mod betaling begyndt at tilbyde diplomer eller anden officiel anerkendelse for at have taget et MOOC.
»Nogle papirer får man, bare man siger, at man har fulgt med i undervisningen, mens andre er verificeret på forskellig vis. Så der er mulighed for at få papir på sine nye kompetencer. Det er meget afhængigt af branche og den enkelte arbejdsgiver, hvor anerkendt det er, men mon ikke de fleste trods alt løfter øjenbrynet over et verificeret eksamenspapir fra Harvard«, siger Rune Heiberg Hansen.
Selv om kurserne er gratis at følge, udbyder uddannelsesinstitutionerne dem selvfølgelig ikke »for deres blå øjnes skyld«, forklarer områdechefen:
»Nogle steder betaler man med data om sig selv, som kan bruges til at målrette produkter mod en. For andre handler det om at profilere sig selv på en god måde for at tiltrække nye studerende. For andre igen er det et eksperimentarium, hvor de afprøver ting, inden de bliver implementeret i uddannelser for egne studerende«, siger Rune Heiberg Hansen.
Kvaliteten svinger
Ud over hvad uddannelsesinstitutionen får ud af det, råder Rune Heiberg Hansen til, at man som kursist er opmærksom på kvaliteten i kurserne, som kan være meget svingende.
»Onlineuddannelse er et lidt mere mudret marked end de klassiske uddannelser, der som regel er underlagt en kvalitetskontrol. Man skal se sig for og tænke sig om. Mit bedste råd er at tale med kolleger, medstuderende eller andre i sit netværk, der har erfaringer med kurset«, siger han.
De fleste gratis onlinekurser er på engelsk, men det er muligt at tage lærerrettede betalingskurser på dansk.
University College Absalon, der har et samarbejde med alle landets læreruddannelser, tilbyder for eksempel et kursus, hvor man udarbejder en faglig profil i samarbejde med en underviser, og så bliver der skræddersyet et onlinekursus til en, hvor en del af undervisningen dog foregår på uddannelsesstedet. På Aarhus Universitet er det muligt mod betaling at følge et kursus på kandidatuddannelsen i digital læring online.