Skoleforskning
”Jeg er helt utrolig stolt og beæret over den enorme tillid", siger den danske forsker.
Fotograf: Torben Åndahl
Dansk forsker valgt til at stå i spidsen for anerkendte internationale skole-undersøgelser
Christian Christrup Kjeldsen er blevet udnævnt til formand for IEA, der står bag store internationale skoleundersøgelser som Timms og Pirls.
I næste måned offentliggøres resultaterne af den internationale undersøgelse af skoleelevers teknologiforståelse, Icils, og i december undersøgelsen Timss af 4.-klassers matematik- og naturfagskundskaber.
Organisationen bag undersøgelserne er den internationale sammenslutning af forskermiljøer, IEA (International Association for the Evaluation of Educational Achievement).
Tirsdag valgte IEA den danske forsker Christian Christrup Kjeldsen, DPU, Aarhus Universitet, som ny formand.
”Jeg er helt utrolig stolt og beæret over den enorme
tillid, jeg er blevet givet med valget som formand for IEA. Jeg har været med i
IEA i snart 10 år som medlem af generalforsamlingen og bestyrelsen", siger den danske forsker.
Som formand kommer Christian Christrup Kjeldsen til at spille en
central rolle i at styrke IEA's mission om at fremme forståelsen af, hvordan
uddannelsespraksis, processer og politikker kan forbedre kvaliteten af
undervisning og læring på tværs af landegrænser, fortæller han.
IEA er en non-profit og uafhængig organisation, der
samarbejder med over 60 lande og mere end 100 uddannelsessystemer.
Organisationen har siden 1958 undersøgt elevernes færdigheder inden for emner
som matematik, naturvidenskab, læsning, medborgerskab, teknologiforståelse og
informationskompetence.
Christian Christrup Kjeldsen ser frem til at lede
organisationens arbejde og bidrage til at fremme undervisning og læring for
alle børn på globalt plan.
"At jeg en
dag skulle få lov til at sætte retning for den internationale skoleforskning
havde jeg ikke forestillet mig tilbage i 1998, da jeg sprang ud i mit første
lærerjob som nyuddannet. Jeg tror heller ikke, at de lærere, der havde mig til
specialundervisning i indskolingen, havde forestillet sig det. Men måske er det
værd at huske, at det ikke altid går sådan, som det ligger i kortene", siger Christian Christrup Kjeldsen.
Blå bog
Christian Christrup Kjeldsen er tilknyttet Aarhus
Universitet, Faculty of Arts, ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse
(DPU), hvor han også er i gang med et program til forfremmelse til professor.
Han har en ph.d. fra det internationale forskningsskole "Education and
Capabilities" fra Bielefeld og Dortmund i Tyskland, hvor han forsvarede
sin afhandling "Capabilities and Special Needs: An Educational
Foundation".
Han begyndte sin karriere som folkeskolelærer, hvor han
underviste i fysik, musik og specialundervisning. Denne praktiske erfaring i
folkeskolen har givet ham en dyb forståelse af undervisningens udfordringer og
muligheder, hvilket også har inspireret hans senere arbejde inden for
uddannelsesforskning.
Med en solid baggrund i pædagogisk sociologi og
socialpædagogik, har han besat flere ledende stillinger, herunder som
Viceinstitutleder for forskning ved DPU og er fortsat leder af Nationalt Center
for Skoleforskning (NCS). Han har fungeret som formand for flere udvalg og er
overordent ansvarlig for den danske deltagelse i internationale studier som
TIMSS, PIRLS, ICCS og ICILS i regi af IEA.
Hans forskningsfokus ligger i ulighed og retfærdighed i
uddannelsesudfald på tværs af forskellige skoletrin og fag, og han arbejder
både med nationale og internationale projekter inden for store kvantitative og
mixed-methods undersøgelser.