Forældre til børn med langvarigt skolefravær vil gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe deres barn til at få det bedre. Men ofte ramler de ind i modsatrettede bud på, hvad det vil sige at have med et barn med skolevægring at gøre.

”Forældrene er ofte handlingslammede. De synes, det er svært at hjælpe barnet, de er kede af det, og det frustrerer dem at blive mødt af skolen, som synes, at problemet ligger i hjemmet. Forældrene føler sig mistænkeliggjort: ’I skal sørge for, at barnet ikke spiller computer hele natten.’ ’I skal sikre, at barnet får noget ordentligt at spise’. ’Er I ved at blive skilt?’ Vi ser ofte konflikter mellem skole og forældre, fordi det bliver en kamp om, hvad fraværet skyldes”, siger Frederikke Skaaning Knage.

Hun er tidligere PPR-psykolog og forsker nu i skolefravær på DPU. I sit ph.d.-projekt fokuserer hun især på børnene og de unges grunde til ikke at ville i skole. Hun har derfor interviewet børn og unge med langvarigt skolefravær, og også forældre, lærere og pædagoger.

Fravær har sjældent en præcis årsag

Frederikke Skaaning Knage drager en parallel til voksne med stressrelaterede reaktioner.

”Vi siger ikke til voksne med stress, at vi lukker deres mailboks i en uge. Vi siger snarere: ’Vi skal lægge dit arbejde om, men først skal du sygemeldes’. Men når det handler om børn, har man den pudsige logik, at når barnet ikke vil i skole, vil det være godt for barnet at komme derhen. Også selv om forældrene ikke kan få barnet afsted”.

Samtidig mener både lærere og forældre, at de er nødt til at finde årsagen til barnets fravær for at kunne handle. Derfor kommer de til at vente længe, for der er sjældent en præcis årsag. Imens får barnet det værre.

”Barnet beskriver et ubehag, men er ikke specifik om, hvad det skyldes. Som en pige sagde til mig i et interview, så tror de voksne, at det handler om én ting, for eksempel dårlige oplevelser med tysk. Derfor fritager de pigen fra tysk. Men det er ikke sådan, det fungerer. Det er et sammensurium af årsager, som gør, at det ikke er værdigt for barnet at komme i skole”, siger Frederikke Skaaning Knage.

PPR kan tage teten til at hjælpe forældrene

I stedet for at mistænkeliggøre forældrene kan man gøre dem til eksperter, anbefaler forskeren.

”Situationen ser ofte forskellig ud i skole og hjem, og det skal man godtage som PPR-medarbejder, så forældrene ikke føler, at de hele tiden skal overbevise lærerne og PPR om, at det ser anderledes ud for barnet derhjemme”.

Frederikke Skaaning Knage laver det tankespind, at PPR-medarbejderen indleder mødet med at sige til forældrene: ”Hold op, hvor må det være svært for jer. Hvad kan vi gøre for at hjælpe jer?”

”Gad vide, hvad det vil gøre ved stemningen, hvis man siger, at situationen ikke er fed for nogen, så lad os hjælpe hinanden. Jeg var ikke selv særlig godt til det, da jeg var PPR-psykolog. Jeg gad godt, at jeg havde handlet anderledes”, erkender hun.

Nødvendigt at træde et skridt tilbage

Forældrenes følelser og bekymringer er reelle, understreger Frederikke Skanning Knage.

”Hvis man ikke lytter til forældrene, svarer det til, at man tysser på dem. I stedet skal man sætte sig med dem og finde ud af, hvad der er svært, og også hvad der fungerer. Hvis den eneste løsning er, at barnet skal i skole nu, stopper det der, for forældrene har prøvet og prøvet, men det kan ikke lade sige gøre”.

Fokus bør ligge på, hvad der skal til for at hjælpe barnet i trivsel, for det kommer man længere med.

”Man er nødt til at træde et skridt tilbage. Hvis man begynder med at spørge, hvad fraværet skyldes, bliver det hurtigt til: Hvem peger pilen på? I nogle sager er der en åbenlys grund, for eksempel mobning, men i de fleste tilfælde fortoner årsagen sig i en gråzone, så man skal vende mødet til en fælles brainstorm, hvor der er en åbenhed om at få bud på løsninger på bordet”, siger Frederikke Skaaning Knage.

Alle har et ansvar for at skubbe til udviklingen

Det er skoleledelsens ansvar at få lærerne til at spille med på en ny tilgang til problemstillingen, mener forskeren.

”Lærere står ofte også i en presset situation, og de er samtidig bundet af både folkeskoleloven og skolens resurser. Men de skal kunne håndtere den måde at samarbejde på, som PPR inviterer til”.

Også skoleledelsen skal være med på ideen om at tænke i anderledes løsningsmodeller og om at invitere forældrene ind i samtalen på nye måder.

”Alle har et ansvar for at skubbe til udviklingen, ikke kun PPR, men PPR kan invitere til, at man prøver at finde løsninger fremfor årsag”, siger Frederikke Skanning Knage.

Det gælder om at tænke bredt

Børn med skolefravær finder ofte tryghed i lidt overraskende personer, viser Frederikke Skanning Knages forskningsprojekt.

”En pige blev vildt gode venner med en rengøringsassistent, så måske skal man tænke resurser bredt: Er der en ide i at involvere pædagogen i sfo’en? Eller en fra parallelklassen? Eller måske skolelederen selv? Det kan også være, at man kan samarbejde med fritids- eller ungdomsklubben eller en idrætsforening”.

At få barnet til at trives kan ske andre steder end i skolen, understreger hun.

”Hvis det lykkes at få barnet til at melde sig til programmering i ungdomsskolen, skal man se det som et skridt på vejen fremfor at konkludere, at det ikke har noget med skolen at gøre. Målet er at få barnet tilbage i skole, men man er nødt til at tænke pragmatisk, for det nytter ikke at presse barnet”, siger Frederikke Skanning Knage.