To skoleforskere fra Aarhus Universitet, lektor i socialpsykologi Malou Juelskjær og professor med særligt område, Dorthe Staunæs, klagede den 15. og 16. april til universitetsledelsen over deres kollega, lektor i pædagogisk filosofi Thomas Aastrup Rømer.

De mener, at Rømer i sine skriverier på folkeskolen.dk og på sin blog samt sin Facebook-profil beklikker deres faglighed på »et højst usagligt grundlag«.

Rømer blev herefter indkaldt til et møde 29. april med dekanen på det humanistiske fakultet, Johnny Laursen. Med til mødet var en jurist fra universitetet og en konsulent fra Dansk Magisterforening.

Nu er dekanens afgørelse så kommet: Han afviser klagen.

»Efter at vi har talt sammen, har jeg nu haft lejlighed til at vurdere hændelsesforløbet, og på den baggrund finder jeg ikke, at der er grundlag for at foretage mig yderligere.

Ved møderne med de involverede parter har jeg gjort det klart, at der skal være meget vide rammer for den faglige og saglige kritik af andres videnskabelige arbejder, jævnfør reglerne om ansvarlig forskningspraksis paragraf 6«, skriver dekanen til Thomas Rømer.

Samtidig sender han en mail til Juelskjær og Staunæs:

»Jeg vil sammen med institut- og afdelingsleder - med inddragelse af tillidsrepræsentanten - drøfte de arbejdsmiljømæssige overvejelser, som kom op på vores møde. Som jeg har nævnt for jer, pågår der desuden i Akademisk Råd og andre samarbejdsorganer på medarbejderinitiativ diskussioner af de udfordringer, som de nye digitale medier stiller for forskeres og underviseres arbejdsmiljø. Det vil vi sammen med de faglige repræsentanter have fokus på i den kommende tid«.

Det hele startede med all inclusive

Det hele begyndte med, at Rømer på folkeskolen.dk og i sin blog skrev en kritisk analyse af en forskningsartikel af Staunæs og Juelskjær, »Klasseledelse - all inclusive: Læringscentreret ledelse af sanser, affekter og rytmer«.

Rømer opfatter artiklen som et eksempel på en aktuel tendens i skoleforskningen, som han er optaget af: »nemlig spørgsmålet om, hvordan dansk Foucault-inspireret tænkning, den såkaldte neo-strukturalisme, som jo normalt opfatter sig selv som en kritisk bevægelse, er havnet i en situation, der ikke blot accepterer, men ligefrem radikaliserer accepten af den i forvejen radikale tænkning, som ligger i skolereformen«, skriver han indledningsvist i sin analyse af Staunæs' og Juelskjærs artikel.

Danske pædagogiske tekster 1: Dorthe Staunæs' opgør med den pædagogiske tradition

»Klasseledelse handler dermed om, at hele børnelivet og faktisk også familielivet, herunder fritiden og søvnen, underlægges et læringsmaksimeringskrav. Det hedder ligefrem: 'Intet er for småt til læringscentreret klasseledelse. Det er klasseledelse all inclusive'. Fuldstændigt totalitært efter min mening, men der er ikke den mindste reservation i Staunæs' og Juelskjærs tekst undtagen et lille bitte besværgende skvulp til allersidst, hvor de spørger: 'Hvad er så faren?' uden at give antydningen af et svar«, skriver Rømer videre i sin analyse.

Staunæs og Juelskjær afviser i et debatindlæg på folkeskolen.dk Rømers kritik således:

»(…) vi forsøger at diagnosticere, hvad det er, der sker. Den diagnose er ikke ensbetydende med, at vi tilslutter os, hvad der foregår. Vi beskriver og analyserer, hvad det er, der foregår. Slutteligt laver vi en diskussion af, hvad man må være opmærksom på, hvis man laver de nye klasseledelser, og skitserer mulige nye problematikker for den form for ledelse«.

Missionen for Staunæs og Juelskjær er primært at hjælpe lærerne, skriver de:

»Det er i såvel lærernes som børnenes interesse, at vi alle kan skelne mellem: a) hvornår vi kæmper om en lov, og hvordan den skal se ud (sådan noget gør man i et demokratisk samfund som borger, fagforening, professionelle med mere, når kampen om lovgivningen står på), b) når loven er vedtaget, bliver man (hvis man respekterer det repræsentative demokrati) nødt til at besinde sig på, at vilkårene er blevet anderledes, indtil den politiske mulighed for at ændre loven igen er til stede«.

Skidt for universitetets omdømme

Malou Juelskjær og Dorthe Staunæs klagede til institutlederen og dekanen.

»Thomas Aastrup Rømers indlæg ligger blandt andet på folkeskolen.dk's hjemmeside. Folkeskolen er netop et af de praksisfelter, min forskning omhandler, og jeg frygter, at den usaglige, fordrejede referering af min forskning kan have negative konsekvenser for min mulighed for fortsat at have konstruktive forsknings-, samarbejds- og udviklingsrelationer med feltet, når min faglighed beklikkes (og fordrejes) på denne vis«, skrev Malou Juels­kjær således i sin klage til den konstituerede leder af Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Claus Holm.

Og adresseret til dekan ved Arts på Aarhus Universitet Johnny Laursen og til Claus Holm skrev Dorthe Staunæs, at Rømer:

»(…) har på en række virtuelle platforme, herunder Facebook og folkeskolen.dk, på uvederhæftig vis angrebet og tilsvinet senest mig og to af de forskere, jeg ofte skriver sammen med, Helle Bjerg/UCC og Malou Juelskjær. Angrebene karikerer og forvrænger vores forskning og dens kundskabsambitioner«.

»Det skader os som enkeltindivider, hvis disse angreb fortsætter uantastet. Ligeledes skader det Aarhus Universitets ry og muligheder for at få opgaver, rådsposter, indflydelse og midler til institutionen og på anden vis gøre os gældende nationalt. Det vil gøre det yderligere, hvis det får lov at fortsætte«.

Konkrete eksempler på fordrejning

I deres klagebreve til ledelsen kommer Staunæs og Juelskjær ikke med konkrete eksempler på fordrejning af deres forskning.

Hvor er det konkret, at Rømer »fordrejer« jeres forskning?

»For eksempel skriver han rundtomkring på digitale platforme sætninger som 'den staunæske skole' og 'det værste, Staunæs kan forestille sig, er et personligt lærer-elev-forhold'. Men nej, det hverken forestiller vi os eller skriver i teksten. Vi skriver, at elev-lærer-forholdet er under forandring. Ikke om det er slemt eller godt«, svarer Dorthe Staunæs.

»Thomas Rømer skriver også, at vi mener, at den gamle form for klasseledelse er uden etisk værdi for os. Men igen nej. Det, vi skriver, er, at den gamle form for klasseledelse i øjeblikket bliver udfordret ude i klasserummene«, tilføjer hun.

I skriver selv i jeres debatindlæg, at »det er en farlig metier at studere politiserede felter. En skolereform må siges at være et stærkt politisk felt, der inviterer til ballade« - siger I så ikke selv, at det er legitimt, at en kollega forholder sig kritisk til jeres forskning?

»Jo, men vi anfægter måden, han gør det på. Han karikerer vores forskning. Når området er så politisk, er det ekstra vigtigt, at man gengiver loyalt, og at man ikke karikerer. Vi er hans forskningsmateriale, og man må ikke sjuske med sit forskningsmateriale. Man skal behandle det etisk og loyalt - og på det grundlag kan man så kritisere«.

Støtte til Rømer fra skoleverdenen

Undervejs i processen skrev 22 forskere og skolefolk, herunder psykologiprofessor Svend Brinkmann og lærer og medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening Niels Chr. Sauer, en støtteerklæring til Rømer:

»For os at se handler disse klager og denne sag om to videnskabelige traditioner, der støder sammen. I et sådant møde opstår der gnister og kamp. Det er nyttigt, og det skal et universitet beskytte. På baggrund af ovenstående opfordrer vi institutleder Claus Holm på Institut for Uddannelse og Pædagogik og dekan på Arts Johnny Laursen til at afvise de konkrete og aktuelle klager over Thomas Rømer eller i det mindste at undgå sanktioner«.

Videnskabeligt redeligt kompas

Nu har dekan Johnny Laursen så afgjort sagen.

Til Thomas Rømer er beskeden altså, at dekanen ikke vil foretage sig yderligere, og til Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær, at han vil have fokus på arbejdsmiljøet.

»Det beroliger os«, skriver Juelskjær og Staunæs på folkeskolen.dk.

Det beroliger os!

»Videnskabelig redelighed, form og tone har fortsat en plads på universitetet, også når akademisk arbejde ikke holder sig inden for de velkendte kvalitetssikringsredskaber (peer review, konferencer, seminarer og så videre), men også går på blogs, sociale medier og debatsider«, tilføjer de og noterer sig, at dekanen i sit brev til Rømer henviser til »reglerne om ansvarlig forskningspraksis«. »Hvilket betyder, at arbejdsmiljøet, videnskabelig legitimitet og viral spredning af misinformation ligger dekanen på sinde«, konkluderer de.

Thomas Rømer glæder sig også over dekanens beslutning og skriver tilbage til ham:

»Kære Johnny

Mange tak for din mail og for den klare afgørelse, som jeg er meget lettet over. Jeg glæder mig til at genoptage mit arbejde i pædagogikkens og den pædagogiske videnskabs tjeneste i samme engagerede og kritiske ånd og med samme moralske og videnskabelige kompas som hidtil. Jeg er glad for at vide, at denne indstilling også efter din og universitetets mening falder sammen med et humanistisk fakultets formål og tradition.

Med venlig hilsen Thomas Aastrup Rømer«.