DLF's æresmedlem Jørgen Jensen er død
Danmarks Lærerforenings formand fra 1972 til 1984 døde den 22. december. "Med Jørgen har vi mistet en kæmpe, der gennem hele voksenlivet havde en brændende interesse for folkeskolen og lærerne", siger Anders Bondo Christensen til folkeskolen.dk.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Jeg havde fornøjelsen af at have lært Jørgen at kende gennem en række forskellige sammenhænge. Selv om han gik af som formand i 1984, fulgte han levende med i DLF's aktiviteter, og han var fast gæst på alle kongresser. Derfor var det også naturligt, at det var foreningen, der skulle være vært, når han i januar skulle udgive sine erindringer".
Jørgen Jensen blev valgt ind i DLF's hovedstyrelse i 1964, blev næstformand i 1969. Han var formand fra 1972 til 1984. Jørgen Jensen var altså fagligt aktiv i 20 år, hvor der både skole- og samfundsmæssigt skete rigtig meget. I alle årene - også efter den aktive periode efter foreningsarbejdet - brændte han for folkeskolen og for lærerne.
Jørgen Jensen blev lærer fra Frederiksberg Seminarium i 1949, og han fik straks ansættelse som vikar i Gentofte. Efter en tid som tillidsrepræsentant, kredsformand og medlem af DLF's repræsentantskab blev han valgt ind i DLF's hovedstyrelse.
I 1972 efterfulgte han Stinus Nielsen som formand. Allerede året efter måtte han håndtere et voldsomt politisk indgreb mod lærerne, da regeringen, med den socialdemokratiske økonomiminister Per Hækkerup i spidsen, ville sætte lærernes ugentlige arbejdstid op med tre lektioner. Mange medlemmer, som dengang alle var tjenestemænd, reagerede med arbejdsnedlæggelser; men gennem intense forhandlinger fik Jørgen Jensen ændret forhøjelsen til to ugentlige lektioner, begrænset indgrebet til tre år og nedsat lektionstiden fra 50 til 45 minutter.
Da Venstre i december samme år overtog regeringsmagten, ville den nye undervisningsminister, Tove Nielsen, løbe fra aftalen og forlænge det forhøjede timetal, så Jørgen Jensen måtte igen til Christiansborg. Indenfor med lobbyarbejde og udenfor med en stor demonstration. Aktionen lykkedes, da De Radikale besluttede at stemme imod.
I perioden op til 1975-skolelovens vedtagelse var Jørgen Jensen særdeles aktiv. Samfundsøkonomien var begyndt at stramme til, og medlemmerne syntes, at store reformer passede dårligt til nedskæringer. Fremmødet til en demonstration på Christiansborgs Slotsplads var massivt. Jørgen Jensens anseelse voksede - og forståelsen for lærernes protester steg.
Jørgen Jensen var stor, "Lange Jørgen" blev han ofte kaldt i foreningen. Og han var en stor taler. "Godt brølt løve", hed det på Politikens forside, hvor man refererede fra hans kraftfulde beretning på foreningens kongres.
Jørgen Jensen fyldte 80 i september i år, han var Danmarks Lærerforenings eneste æresmedlem. Sammen med sin kone Dickie har han haft fast adresse i Sandefjord i Norge halvdelen af året, og de var netop flyttet derop på fuld tid. Den seneste tid har Jørgen Jensen brugt på at skrive sine erindringer, som udkommer den 24. januar.
For en uge siden blev han opereret og havde det tilsyneladende godt, men den 22. december blev han pludselig dårlig. Han blev kørt på hospitalet, hvor han døde kort tid efter. Begravelsen sker lørdag den 5. januar klokken 12.00 ved Holte kirke.