Mere løn på vej til velfærdsfag med rekrutteringsproblemer: Lettere at få besat lærerjob end pædagogjob
Regeringen vil give mere i løn til offentligt ansatte i velfærdsjob, hvor det er svært at rekruttere. Det vides ikke om lærere er med i overvejelserne, men i de tal, beskæftigelsesministeren bruger som grundlag, er lærerstanden ikke specielt presset. DLF mener dog, at tallene kan være misvisende.
Statsminister Mette Frederiksen har flyttet lønnen til ansatte i den offentlige sektor ind på Christiansborg-politikernes bord. I søndagens tv-debat mellem de tre statsministerkandidater på DR1 ville hun ikke konkretisere, hvilke faggrupper, der kan håbe på en snarlig lønstigning. Tirsdag lovede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) dog, at det blive uddybet inden folketingsvalget. Bare ikke lige nu.
Annonce:
”Grundlæggende handler det om, hvor rekrutteringsudfordringerne er størst", uddybede han over for Tv2 og nævnte, at 46 procent af de sygeplejerskejob, der bliver slået op i øjeblikket, ikke bliver besat, og at også pædagoger har en høj rate af forgæves rekrutteringer.
Tal fra stikprøveundersøgelser
Beskæftigelsesministerens tal stammer fra den nyeste rekrutteringssurvey, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udarbejder hvert kvartal. Den nyeste er udgivet i juni 2022. I undersøgelsen er udvalgte arbejdspladser, som har haft et elektronisk jobopslag, blevet spurgt ind til, om rekrutteringen lykkedes, eller om den var forgæves. En rekruttering regnes i undersøgelsen som forgæves, hvis virksomheden ikke har fået besat stillingen, eller hvis stillingen er blevet besat med en medarbejder, der ikke havde de ønskede kvalifikationer. Virksomhederne bliver spurgt om status på deres rekrutteringsforsøg cirka fire måneder efter, at de har slået stillingen op. Stikprøveundersøgelsens resultater er efterfølgende vægtet og skaleret op for at være dækkende for hele arbejdsmarkedet i Danmark.
For sygeplejersker er andelen af forgæves rekrutteringsforsøg som nævnt 46 procent, og for pædagoger er den 42. For folkeskolelærere er andelen i den seneste undersøgelse derimod 'kun' 11 procent.
Annonce:
Lærerrekruttering er ikke så svær, viser survey
Folkeskolen.dk har kigget bagud i de kvartalsvise analyser for at se, om de aktuelle 11 procent er typiske, og det korte svar er ’ja’. I løbet af de 15 gange, man siden slutningen af 2018 har gennemført analysen, har andelen af forgæves folkeskolelærerrekrutteringer kun kun tre gange været over 15. Til sammenligning har andelen af forgæves sygeplejerskerekrutteringer kun en enkelt gang været under 10 procent, og det var under coronapandemien, hvor tallene ifølge analysefirmaet selv var mindre pålidelige på grund af ydre omstændigheder. Det sidste år har over 40 procent af alle forsøg på at rekruttere sygeplejersker været forgæves. Det samme har mellem 30 og 40 procent af alle forsøg på at ansætte en pædagog.
Så ud fra den analyse står lærerne altså ikke allerforrest i køen til at få del i de lønkroner, som regeringen gerne vil uddele til offentligt ansatte, som er svære at rekruttere. Men mere i løn er heller ikke det, der skal til, for at tiltrække og fastholde lærere, mener formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening Morten Refskov.
Annonce:
”I de undersøgelser, vi har lavet blandt vores medlemmer, har det største ønske ikke været mere i løn. Her fylder andre forhold langt mere, for eksempel færre undervisningstimer, ordentlig tid til forberedelse, større fleksibilitet og mere efteruddannelse. Vi har medlemsgrupper, som har et lønefterslæb, for eksempel nogle af de statsansatte lærere, men generelt set er mere løn ikke det, vores medlemmer efterlyser”, siger han og tilføjer, at det kan blive anderledes fremadrettet.
”Vi afventer en reaktion på den stigende inflation, vi har set den seneste tid. Det er bestemt tænkeligt, at krav om lønforbedringer vil komme til at fylde mere, næste gang der skal forhandles overenskomst”.
Morten Refskov er desuden skeptisk overfor tallene i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings analyse af forgæves rekrutteringer.
”Der er behov for at vi kigger nærmere på hvordan de tal er opgjort, hvis jeg skal mene noget om det” siger han. Det er i hvert fald et faktum, at det generelt er svært at rekruttere lærere til folkeskolen, men at de 11 procent dækker over store regionale forskelle.