Debat
Min faglighed er ikke en specialisering i det periodiske system. Min faglighed er formidling af min viden om det periodiske system, lyder det fra Andreas Ravn Skovse.
Foto: privat
Kritik af DLF-kampagne: Jeg er rygende uenig i den måde, de fremstiller lærerfaget på
Hvis jeg var glødende optaget af himmelrummet, havde jeg læst astrofysik på universitetet, fortæller en lærer i dagens debatindlæg.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Hvis jeg var glødende optaget af himmelrummet, havde jeg
læst astrofysik på universitetet. Hvis jeg havde lyst til at nørde det
periodiske system, havde jeg fortsat mit kemistudie. Hvis jeg var tænkte, at
kongerækken var spændende, skulle jeg have studeret historie. Men ingen af
disse eksempler rammer min faglighed.
Fredag før vinterferien gik jeg en tur med min 1. klasse. Vi
skulle starte et forløb om eventyr, og i den forbindelse læse H.C. Andersens ”De
vilde svaner”. Vi er så heldige, at der kun er en kort gåtur til en sø, hvor vi
kunne kigge på et ægte svanepar, og derudover få sat levende billeder på
eventyrets mange andre ord fra naturen.
Det havde været frostvejr et par dage, så vi var så heldige,
at turen også bød på lejligheder til at fiske store isflager op ved søkanten.
Det gav anledning til en fin snak om vands forskellige tilstandsformer, så både
dansk- og natur/teknologi-læreren havde fuldt fagligt udbytte af turen. Og ja,
eleverne hyggede sig endda, og vi fik styrket relationerne i klassen.
Den dag ved søen er for mig indbegrebet af det at være lærer.
Jeg kommer til at tænke på den, når jeg for tiden kan se på sociale
medier, at Danmarks Lærerforening i øjeblikket kører en kampagne for at få
flere til at søge ind på læreruddannelsen.
Det er et sympatisk mål, men jeg er rygende uenig i det
præsenterede syn på lærerne i kampagnen. Plakaterne og SoMe-opslagene viser
lærerfagligheden som enten bred paratviden eller specialiseret nørdeviden, lidt
afhængigt af tolkning og iagttagerens temperament.
Det allervigtigste i vores fag
Hvis jeg var glødende optaget af himmelrummet, havde jeg
læst astrofysik på universitetet. Hvis jeg havde lyst til at nørde det
periodiske system, havde jeg fortsat mit kemistudie. Hvis jeg var tænkte, at
kongerækken var spændende, skulle jeg have studeret historie.
Men ingen af
disse eksempler rammer min faglighed, heller ikke med det forsøgte humoristiske
islæt. Der mangler noget centralt på alle fagforeningens kampagneplakater. Der mangler børn.
Min faglighed er ikke en specialisering i det periodiske
system. Min faglighed er formidling af min viden om det periodiske
system. Og den er meget mere end det: Mit fag er først og fremmest omgangen med
børn. Min faglighed er didaktikken, min faglighed er pædagogikken, min
faglighed er omsorgen og relationen. Min faglighed er mødet med et levende
barn, både det faglige møde, men også og især det menneskelige møde.
Min faglighed er at lære 7-årige om talsystemet, men også
samtalen med den pige, hvis morfar måske har kræft, eller måske bare er
forkølet. Min faglighed er at undervise i addition, men også at love, der ikke
kommer krig i Danmark, uanset hvad eleverne så i nyhederne fra Palæstina eller
Ukraine. Min faglighed er at få elever til at lytte til min undervisning, og
også få dem til at lytte til hinanden og udvikle deres sociale
færdigheder.
Den igangværende kampagne giver et helt forkert billede af
lærerfaget. Det er hovedløst at rekruttere kommende lærerstuderende uden at
nævne det allervigtigste ved vores fag: Eleverne. Man kan simpelthen ikke være
lærer uden elever, uanset om man så er ekspert i dansk historie eller det
periodiske system.
DLF: kampagnen rekrutterer fagnørder til den forkerte
uddannelse. Det er en ommer!
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk