Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

“Jeg vil godt lige vende de nationale test med dig. Kommer du forbi mit kontor?”

Cirka sådan var den umiddelbart harmløse ordlyd fra min daværende afdelingsleder i en mail til mig. Normalt ville jeg ikke have tænkt mere over det, men få dage forinden havde jeg haft et debatindlæg i lokalpressen, der kastede et kritisk lys over netop de nationale test.

Selvom episoden er ved at være nogle år siden og foregik i en anden kommune end min nuværende, vil jeg dele den med jer, fordi den rejser nogle alvorlige spørgsmål om demokrati og ytringsfrihed i vores samfund.

Til samtalen fortalte afdelingslederen, at hun, skolelederen og sågar forvaltningen havde “studset” over en formulering i mit indlæg, hvor jeg beskrev, hvordan jeg altid selv lavede en positiv peptalk over for mine elever, inden de skulle igennem de nationale test.

Et klart signal: Kritik er ikke velkommen

Hun fortalte mig, at jeg dermed overdrev og dramatiserede hele situationen omkring de nationale test, og det var forvaltningen “bekymret for”, måtte jeg forstå. At forvaltningen tilsyneladende har diskuteret mit indlæg med min ledelse, gjorde det tydeligt for mig, at min afdelingsleder ikke ønskede at have en konstruktiv samtale med mig om mit pædagogiske virke. Det handlede om, at jeg helst skulle holde bøtte med kritik.

Der var en helt klar underliggende magtdynamik på spil. På den ene side rasede jeg indvendig. Ikke på vilkår, om jeg ville lade mig presse på min ytringsfrihed. På den anden side rystede jeg, for hvad var den potentielle konsekvens af det, hun sagde til mig? Kunne jeg blive fyret for illoyal adfærd?

Efter en time forlod jeg kontoret med en følelse af vrede og frustration. Hvad var det egentlig, min ledelse og forvaltningen forsøgte at opnå? Jeg sad i hvert fald tilbage med følelsen af, at de ønskede at lukke munden på mig og sende et klart signal om, at kritik ikke var velkommen. Slet og ret.

Lærere undlader kritik af frygt for jobbet

Oplevelsen er desværre ikke enestående. Jeg er ikke den eneste, der på denne måde er blevet kaldt på kontoret, så derfor handler dette indlæg ikke kun om mig og min mavepuster af en samtale.

Nye tal fra Danmarks Lærerforening viser, at 37 procent af lærerne har undladt at ytre sig kritisk offentligt om arbejdsrelaterede forhold inden for det seneste år. Også selvom de har haft lyst til det.

Flere har undladt at sige noget af frygt for negative reaktioner fra skoleledere og skoleforvaltninger.

Det er godt, at Danmarks Lærerforening har fokus på offentligt ansattes ytringsfrihed. Borgerne i et demokrati skal selvfølgelig skal have åbenhed om den sande tilstand i den fælles folkeskole - nøjagtigt som vi alle skal kunne høre sygeplejersker og læger fortælle frit om tilstanden på sygehusene.

Men fokus på ytringsfriheden er ikke nok. Der er også brug for en holdningsændring blandt skoleledere og skoleforvaltninger. Jeg skulle aldrig have været kaldt til samtale om mit debatindlæg, for jeg har ret til at deltage i den offentlige debat, uden at skulle til en times ubehagelig samtale bagefter.

Når jeg og andre lærere ytrer os om kritisable forhold i skolerne, er det for at gøre vores elevers skolegang og trivsel bedre. Det må man lære at forstå på ledelsesgangene og i kommunerne. Hvis ikke bliver det aldrig bedre med lærernes ytringsfrihed.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk