Ytringsfrihed

Mange lærere mener at have kendskab til forhold på jobbet, som offentligheden også burde kende til. Men en stor del afholder sig fra råbe op på grund af frygt for negative reaktioner fra blandt andet skoleledelse og forvaltning. Modelfoto.

Mere end hver tredje lærer undlader at ytre sig offentligt om kritisable forhold på jobbet

En stor andel lærere afstår af frygt for repressalier fra at ytre sig kritisk om skole og arbejdsforhold i den offentlige debat. Ekspert kalder det et demokratisk problem.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Danmark har lærerne og sammen med de øvrige offentligt ansatte udstrakt ytringsfrihed og kan i princippet ikke fyres, degraderes eller på anden vis møde negative konsekvenser for ytringer foretaget i eget navn. 

Sådan forholder det sig i hvert fald på papiret. 

Virkeligheden er måske lidt anderledes. Folkeskolen bringer i dag et debatindlæg fra lærer Sarah Victoria Bruun om hendes oplevelse, da hun for nogle år siden skrev et indlæg om de nationale test i lokalavisen. Hun blev efterfølgende indkaldt til samtale med sin daværende afdelingsleder, fordi både afdelingslederen, skolelederen og endda kommunens forvaltning havde ”studset” over en formulering i hendes indlæg i lokalavisen. 

Netop frygt for negative reaktioner holder ifølge nye taI fra Danmarks Lærerforening en lang række lærere tilbage fra at deltage i de offentlige debat. 

I en rundspørge blandt foreningens medlemmer ansat i folkeskolen svarer 37 procent, at de inden for det seneste år har undladt at ytret sig kritisk offentligt om arbejdsrelaterede forhold. Det på trods af, at de havde haft lyst til det.

Når lærerne skal svare på, hvorfor de afstod fra at ytre sig, svarer de, at det i høj grad skyldes frygt for repressalier. 

63 procent af lærerne angiver, at de frygtede negative reaktioner fra deres leder, mens 45 svarer, at de frygtede negative reaktioner fra kommunen. 41 procent svarer, at det skyldtes frygt for fremtidige jobmuligheder som begrundelse for at tie.

En mindre del svarer, at også frygt for negative reaktioner fra kollegaer eller forældre til elever har spillet ind. Det var muligt at afkrydse flere svar på spørgsmålet om, hvorfor de undlod at ytre sig, og spørgsmålet er kun stillet til de 270 lærere, der også havde angivet at have undladt at ytre sig på trods af at have haft lyst.

Kritisable forhold når ikke offentlighedens lys

Om undersøgelsen

Danmarks Lærerforening sendte i november 2023 et spørgeskema til 5.000 tilfældigt udvalgte medlemmer med arbejde som lærer i folkeskolen.

I alt besvarede 759 spørgeskemaet, herunder både lærere i normal- og specialklasser.

39 procent svarer desuden, at de har oplevet eller haft kendskab til forhold på deres arbejde, der er så kritisable, at offentligheden burde få nys om det.

Ifølge Oluf Jørgensen, mediejurist og forskningschef emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er det et ”højt tal”.

”Hvis man sammenligner med Ytringsfrihedskommissionens rapport fra 2020, hvor 29 procent af offentligt ansatte svarede det samme, må man sige, at 39 procent er meget”, siger han.

Ifølge Oluf Jørgensen viser undersøgelsen, at ytringsfriheden for offentligt ansatte ikke fungerer i praksis, selvom for eksempel lærere formelt set har en høj grad af ytringsfrihed på egne vegne.

”Men svarene understreger for mig, at frygt for leder og forvaltning betyder, at de ikke har eller i hvert ikke oplever at have frihed til at ytre sig. Det er et demokratisk problem, når lærerne mener at kende til problemer på skolerne, som burde løses, men det ikke bliver gjort, fordi offentligheden og beslutningstagere slet ikke får at vide, at de eksisterer”, siger han.

DLF: Et problem for både lærerne og samfundet

Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen kalder det ”meget alvorligt”, når så mange lærere ikke tør blande sig i den offentlige debat af frygt for negative konsekvenser. 

”Det er et problem for lærerne og deres retssikkerhed, men det er også et problem for os som samfund, fordi vi har brug for alle offentligt ansattes perspektiver og faglighed i den offentlige debat. Hvis der i skolevæsenet skal træffes fornuftige beslutninger, er vi nødt til at kunne have diskussionen om, hvad der ikke fungerer”, siger han.

”Det er en diskussion, som vi både skal kunne rumme og holde til ude på den enkelte skole og som samfund generelt”, tilføjer lærernes formand. 

Skolelederne: Arbejdsmiljøproblemer løses ikke i pressen

Ifølge formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal er det bekymrende, hvis lærere går og frygter repressalier fra deres leder. 

Men han understreger samtidig, at han mener, at man tager ”grusomt fejl”, hvis man forventer, at problemer løses ved at fare ud i pressen. Problemer på skolen bør ifølge skolelederformanden løses gennem samarbejdet mellem ledelse, tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten.

”Så snart en krise lægges ud i det åbne rum, stækker man skolelederens mulighed for at håndtere den. Er der et problem med arbejdsmiljøet på skolen, skal det ikke ud i TV 2 Nyhederne eller lokalavisen, men håndteres på skolen inden for det dertil indrettede system”, siger han.

Desuden mener Claus Hjortdal, at man skal spørge sig selv om, hvad der rent faktisk rykker noget, inden man for eksempel sender et debatindlæg til sit lokalmedie.

”Flytter det noget politisk, når lærer Pedersen skriver i avisen, at han har for lidt tid? Nej, det gør det ikke. Det flyttede noget, da alle skolebestyrelser, skoleledelser og lærerforeningen i Aarhus gik sammen og sagde, at der var for få penge til specialundervisningen på kommunens skoler. Det er nogle meget store spillere, man skal have på banen”, siger han.

Regeringen og Dansk Folkeparti har givet hinanden håndslag på, at partierne i den kommende folketingsperiode lovfæster de gældende regler for offentligt ansattes ytringsfrihed. 

Oluf Jørgensen er spændt på, hvordan forslaget udformes, og om det får alt fra Folketingets Ombudsmands praksis for retsprincipperne med.

”Men selvom offentligt ansattes ytringsfrihed fastslås ved lov, skal det udmøntes i praksis, så både medarbejdere, ledelser og forvaltninger får helt ind under huden, at ytringsfriheden er vigtig og skal respekteres. Jeg har min tvivl om effekten af en lov, men man kan jo håbe”, siger han.