“Mange af vores elever falder igennem nettet og bliver ikke samlet ordentligt op. Hvad kan vi som lærere gøre, når det eneste saliggørende er at få den næste åndssvage legopokal med hjem til trofæskabet?”

Den ene efter den anden gik de på talerstolen. Frustrerede over på én gang at skulle præstere lidt bedre end sidste år og lidt bedre end naboskolen i pokalkonkurrencer, ved eksamensbordet og i de nationale test og samtidig håndtere afmægtige og udadreagerende børn med metoder fra psykologiens verden som low arousal og emotion coaching.

For flertallet på Lærerforeningens kongres den 8. og 9. november i København var det ikke nok at debattere inklusionsudfordringerne og aftale, hvordan Danmarks Lærerforening (DLF) vil arbejde for at få tilført flere resurser til opgaven.

De delegerede følte, at foreningen skylder medlemmerne at tale med meget store bogstaver til politikerne på Christiansborg. Og stik imod rådet fra Lærerforeningens hovedstyrelse og formand Gordon Ørskov Madsen vedtog flertallet en resolution rettet direkte til det nyvalgte folketing.

“Se nu at tage det ansvar, som I er blevet givet. Find nu for pokker de penge til folkeskolen, så vi ikke skal blive ved med at se på den her udsultning af både almen- og specialområdet”, som formand for Århus Lærerforening Dorthe Ryom Fisker opsummerede budskabet i resolutionen.

Samarbejde og spidse ord

Gordon Ørskov syntes, tonen var lovlig aggressiv, men formanden for hans egen kreds hjemme i Aarhus påpegede, at hun sagtens kan have et godt samarbejde med politikerne i byrådet, selv om hun indimellem må være lidt spids over for dem.

“Det var en fantastisk god debat, som har skærpet vores fokus på, hvor vigtig inklusionsopgaven er – ikke bare for eleverne i folkeskolen, men også for lærerne”, konstaterer DLF’s formand over for Folkeskolen efter kongressen.

“Det er en kæmpe opgave for de fagprofessionelle og en stor samfundsopgave – men også en hovednøgle til at forbedre vilkårene for at være lærer”.

Lærerformanden tager nu både det store inspirationsmateriale til det lokale samarbejde om inklusion, som han selv tog initiativ til på sidste års kongres, og de kongresdelegeredes frustrationer med ind i samarbejdet i Sammen om skolen.

“Jeg er enig i, at man godt kan have et godt samarbejde, samtidig med at man taler med store bogstaver. Og jeg udtaler mig bestemt også på en direkte måde i Sammen om skolen. Og nu er det min forpligtelse at gøre alt, hvad jeg kan for at gennemføre alt det, vi har vedtaget på kongressen”, understreger Gordon Ørskov.

Han vil tage fat på arbejdet ad to spor:

For det første i Sammen om skolen – det partnerskab, som den afgående undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har etableret med Lærerforeningen, Skolelederforeningen, KL, Børne- og Kulturchefforeningen, Danske Skoleelever, BUPL og alle folkeskoleforligspartierne – og som alle partier er så begejstrede for, at det forventes at fortsætte, når en ny regering er trådt til.

“Vi er i gang med et grundigt arbejde med problemerne og har blandt andet konstateret, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i kommunerne bruger masser af tid på pædagogisk psykologiske vurderinger af børn, som siger, hvad de børn har brug for – og så bliver det ikke sat i værk! Så nu skal der fokus på handlingsdelen – for pokker, vi opfylder jo ikke engang folkeskoleloven og giver eleverne det tilbud, de har retskrav på!”

Investering i børn og unge

Når elever med særlige behov ikke får den støtte, de har brug for og krav på, handler det selvfølgelig om penge. Og det er det andet spor:

“Man skal ikke betragte udgifterne til inklusionsopgaven, altså til at sikre, at alle børn bliver mødt af et undervisende fællesskab, som ‘udgifter’. Det er investeringer”, lyder det fra lærerformanden.

“Det er vigtigt, at vi får vist sammenhængen mellem det, der sker i børns og unges liv nu, og det, der sker på den lange bane – regningen kan jo blive enorm, hvis flere skal på offentlig forsørgelse resten af deres liv”.

Gordon Ørskov Madsen nægter at anerkende præmissen om, at pengene ikke er der.

“Det er præcis som den grønne omstilling. Der bliver investeret milliarder, som man først forventer at få afkast af om 20-30 år. Men det er klart, at det kræver, at vi kan dokumentere, at investeringen kan betale sig”.

Dét sprogbrug medførte også lange diskussioner i kongressalen på Tivoli Congress Center. Et forlag til en kongresvedtagelse, der satte økonomiordet “investering” i samme sætning som det humanistiske ord “dannelse”, var mere, end mange af de delegerede kunne leve med.

“Jamen, det forstår jeg godt, for det lyder jo, som om børn og unge ikke er værdifulde i sig selv, som om de bare skal ses som produktionsapparater. For os handler det om at skabe et bedre liv og en følelse af at høre til i et fællesskab. Men også om at få en uddannelse, så de ikke får en selvopfattelse af, at de ikke duer til noget. Det er jo definitionen på dumt at spare på”, siger Gordon Ørskov Madsen.

“Men vi kan ikke nøjes med en humanistisk tilgang, for fokus hos politikere og økonomer er hele tiden på arbejdsudbud. Vi kan ikke bare sidde og vente på, at alle forstår vores argumentation”.

Kompromiset på kongressen blev, at Lærerforeningen vil arbejde for “at øge investeringerne i de samfundsinstitutioner og på de arbejdspladser, der er fundamentet for dannelsen og uddannelsen af børn og unge, og derigennem styrke folkeskolen som ‘det naturlige førstevalg’ og forbedre medlemmernes arbejdsvilkår”.

Ret til efteruddannelse

Endnu en gang blev det også til et opgør mellem Lærerforeningens daglige ledelse og så den højeste politiske myndighed, kongressen, om lærernes efteruddannelse.

Op til adskillige overenskomstforhandlinger har hovedstyrelsen ønsket at stille krav om en ret til kompetenceudvikling til lærerne, og lige så mange gange har kongressen afvist ideen, med den begrundelse at det er arbejdsgiverens pligt at vedligeholde medarbejdernes kompetencer og ikke noget, lærerne selv skal medfinansiere med overenskomstmidler.

På kongressen i denne måned var det på forhånd gjort klart, at overenskomstkrav slet ikke var på dagsordenen – de skal nemlig først vedtages næste år. Men i sammenhæng med diskussionen om, hvordan Lærerforeningens forskellige led kan arbejde for at forbedre rammerne om et godt arbejdsliv, lagde hovedstyrelsen op til “at afsøge alle muligheder for at fremme alle medlemsgruppers adgang til kompetenceudvikling og efteruddannelse”.

“Kompetenceudvikling er ikke alene et ønske fra medlemmerne. Det er ikke bare noget, vi godt kunne tænke os. Det er et samfundsbehov”, sagde Gordon Ørskov Madsen fra talerstolen, og sammen med formand for overenskomstudvalget Morten Refskov påpegede han, hvor mange lærere der selv lægger både tid og penge i efteruddannelse, fordi kommunerne ikke prioriterer det.

Alligevel mente flere delegerede ikke, at det er et problem, som DLF skal bruge kræfter på at løse.

Formand for Gladsaxe Lærerforening Thomas Agerskov påpegede, at lærere og tillidsrepræsentanter i dag skal forhandle med deres skoleleder lokalt på skolen om, hvor mange timer de skal undervise, og hvor meget tid de har til at forberede undervisningen.

“Det bliver svært for medlemmerne at forstå, at det lige præcis er kompetenceudvikling, man skal sørge for at sikre centralt”, sagde Thomas Agerskov.

Hovedstyrelsens formulering blev vedtaget. Men om ret til efteruddannelse så bliver et egentligt overenskomstkrav i 2024, bliver først afgjort på næste års kongres.

Suger politisk energi

Og der bliver kongres igen næste år. Og næste år igen. For der var ikke medvind nok til endnu en genganger på kongressens dagsorden, nemlig forslaget om at skære ned til kun at holde kongres hvert andet år.

Denne gang kom forslaget ikke fra hovedstyrelsen, men fra en række kredse med formand for Aalborg Lærerforening Karsten Lynge Simonsen i spidsen. En afstemning ved håndsoprækning gjorde det klart, at selv om en stor del af de delegerede er med på ideen, er man ikke i nærheden af de krævede to tredjedeles flertal.

Dét ærgrer Gordon Ørskov Madsen. For den årlige kongres er ikke kun en økonomisk belastning og opslidende for både politikere og DLF’s sekretariat.

For ham er problemet først og fremmest, at planlægning af og fokus på næste kongres suger politisk energi, som han hellere vil bruge på nytænkning af måder at engagere lærerne på over hele landet:

“Vi har et stort behov for at udvikle den måde, vi arbejder på. Hele arbejdet med arbejdstidsaftalerne viser betydningen af en stærk lærerorganisering på hver eneste skole og arbejdsplads. Der skal være plads og energi til at diskutere pædagogiske prioriteringer, så lærerne kan give ledelsen input. Det gælder for eksempel også i arbejdet med et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem, hvor elevplanerne skal erstattes af meddelelsesbøger, man lokalt skal tage stilling til”.