Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg har en særlig god følelse i kroppen.

Det er nemlig lykkes for Københavns Lærerforening, forældre og pædagoger at få politikerne til at gentænke og udskyde et forslag om, at kun tre procent af børnene i København skal modtage specialundervisning. Det var et forslag, der var underfinansieret, og som i dets nuværende form ville have kastet en i forvejen presset folkeskole ud i yderligere problemer.

Det har dog ikke været selve indsatsen om at få udskudt forslaget, jeg hæfter mig ved. Det er måden, vi har gjort det på. Vi har i kampen mod forslaget fået mobiliseret medlemmer af lærerforeningen sammen med forældrene og pædagogerne.

Der er lavet medlemsundersøgelser, som har været brugt aktivt, og der er blevet lavet flagguirlander med budskaber fra lærerne, som bestyrelsen i Københavns Lærerforening har cyklet rundt og hentet på skolerne, inden de blev afleveret til politikerne. Ved disse ”små” handlinger har bestyrelsen været tæt på medlemmerne. De er gået mere handlingsorienteret til værks end at sidde i lukkede mødelokaler og udtænkt langsigtede strategier.

Lærerne er vågnet som Holger Danske

Ledelsen i Københavns Lærerforening sprang på cyklerne og har handlet aktivt og resolut sammen med andre grupper omkring den københavnske folkeskole. Det har givet lærerne en følelse af, at deres hverdagsoplevelser har været et vigtigt argument i kampen mod 97-procent målsætningen.

Vores stemme har været vigtig, og københavnerlærerne er som Holger Danske vågnet op af deres søvn. Vi lærere på Blågård Skole gik sammen om at lave en skrivelse til politikerne, og mange medlemmer andre steder i kommunen har også involveret sig i debatten. Der er skrevet facebookopslag og debatindlæg i et omfang, vi ikke har set længe.

Politikerne i børne-ungeudvalget har modtaget mails med det formål at ændre det forslag, man ville gennemføre. Debatten har fyldt på lærerværelserne, på sociale og konventionelle medier og alle mulige andre steder. Den har været præget af indignation, gejst og viljen til sammen at ville ændre noget, og vores formand i Københavns Lærerforening, Katrine Fylking, har været synlig og tydelig.

Mit hoved summer af idéer til mere medlemsinvolvering

Det er derfor, jeg har denne særligt gode følelse i kroppen. Jeg har nemlig ikke mærket sådan involvering og gejst meget længe, og den står i skærende kontrast til den magtesløshed, der ellers hersker på lærerværelserne.

Jeg håber meget, at Danmarks Lærerforening vil lære af disse erfaringer, for denne følelse af gejst skal man bestemt ikke underkende, og den skal vi turde bygge videre på i hele landet. Man skal selvfølgelig tænke langsigtet og strategisk, det siger sig selv, men man skal i langt højere grad også turde række ud og gøre brug af medlemmerne og deres indignation og kampvilje.

Det er medlemmerne, der gør fagforeningen stærk og relevant. Netop det har lærerne i København med bestyrelsen i Københavns Lærerforening i spidsen lige bevist. Jeg er som medlem fyldt af optimisme, og mit hoved summer af idéer til yderligere medlemsinvolvering og aktivisme.

Så kære Københavns Lærerforening. Tak for jeres mod og jeres kæmpe arbejdsindsats. Næste gang vil jeg gerne tage et par af cykelturene eller hjælpe med at hænge flag på snore. Det kan jeg ud fra denne oplevelse forsikre jer om, at andre medlemmer også gerne vil.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk