Debat

"Jeg har været med til mange udviklingsprojekter, men det her var særligt. En forening skal finde ud af, hvad skolens ideal er i det 21. århundrede. Sikke et modigt og vigtigt projekt", fortæller Alexander von Oettingen om dengang han var med til at udvikle Danmarks Lærerforenings folkeskoleideal.

Alexander von Oettingen i jubilæumstale: Mit første møde med DLF var en offentlig skideballe fra Bondo

På dette års Folkemøde holdt Alexander von Oettingen, der er rektor på UC Syd, en jubilæumstale til Danmarks Lærerforening. En forening, der gennem alle 150 år har kæmpet for lærernes anerkendelse. Læs et uddrag af talen her.

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg beæret over at holde jubilæumstalen for Danmarks Lærerforening. Jeg sagde ja med det samme - først og fremmest fordi jeg selv var folkeskolelærer i fem år.

Årene som folkeskolelærer var de bedste år i mit arbejdsliv. Og når jeg hører andre udtale sig om lærergerningen, tænker jeg ofte, at de burde vide, hvordan det egentlig er.

Hvordan det er at stå lige ved siden af Helen i 1. klasse som finder ud af, at hun kan læse. Eller sige farvel til 9. klasse efter mange års samvær.

Det kan godt være, at lærergerningen er under pres og har et dårligt brand hos mange unge, men oplevelsen af at være tæt på elevernes dannelsesprocesser er dybt fascinerede.

En skideballe til os alle

Som helt almindelig folkeskolelærer, var foreningen fjern for mig. Udover at Folkeskolebladet kom hver uge.

Det ændredes dog brat i mit første direkte møde med Danmarks Lærerforening: En offentlig skideballe af formanden Anders Bondo Christensen, fordi jeg i et foredrag sagde, at foreningen havde et begrænset syn på undervisning. De tænkte kun på forberedelsestid.

Det skulle jeg aldrig have sagt – sikke en skideballe! Kort efter blev foreningen kørt over af politikerne. Den privatpraktiserende lærer skulle afskaffes og ledelsesretten over undervisning styrkes. Den skideballe jeg fik, var peanuts i forhold til det, foreningen fik.

Skoleidealet var et modigt projekt

Der gik en del år før jeg mødte foreningen igen: Danmarks Lærerforening skulle have et folkeskoleideal. Jeg husker mit første møde: Man starter i receptionen og skal igennem en masse sikkerhedstjek, før man kommer til de hellige mødelokaler. Ikke noget med bare at vade ind.

Jeg har været med til mange udviklingsprojekter, men det her var særligt. En forening skal finde ud af, hvad skolens ideal er i det 21. århundrede. Sikke et modigt og vigtigt projekt.

Måske handler Danmarks Lærerforening om lærerne, men i arbejdet med Folkeskoleidealet oplevede jeg, at det handler om folkeskolen. 150 års lærerforening er 150 års folkeskole. Jeg lærte Ander Bondo at kende og forstod nu hans kamp og indignation for folkeskolelærernes værdighed og stolthed. Jeg lærte lærerne at kende som dedikerede og engagerede. Det var en fornøjelse.

Nyt samarbejdsspor

I dag hedder formanden Gordon Ørskov Madsen. Nu er kampen om lærernes idealer skiftet ud med soft-teknikken ”Sammen om skolen” og ”Vilde problemer”. Det er drømmen om, at man sammen kan løse de uløselige problemer: Hvem holder vi skole for? For børnene, for samfundet eller for professionen selv?

Man siger, at Gordon er anderledes end Bondo. Det passer ikke. De er begge dedikerede og har fokus på lærernes og skolens værdighed – og de serverer gerne øl, men først efter klokken 16.00.

150 års kamp for anerkendelse Andre kender langt bedre historier om fødselaren, så lad mig stoppe her og i stedet gå tilbage til begyndelsen for 150 år siden.

Emil Sauter var foreningens første formand og var lærer på landet. Han oplevede, hvordan vilkårene for undervisningen og lærerne var så dårlige, at lærerne skammede sig og ikke vidste, hvordan de skulle klare dagen og vejen. Derfor stiftede han landsbylærer-foreningen, der siden blev til Danmarks Lærerforening.

Sauters intention var, at føre lærergerningen på landet ud af dens provinsialitet og ind i en professionalitet, der bygger på faglighed og offentlig anerkendelse. Fagforeningens kamp i 150 år har været en kamp om anerkendelse. Foreningen blev stiftet nedefra og ikke oppefra. Derfor er regionale og lokale medlemsmøder stadig rygraden i Danmarks Lærerforening.

Håb for didaktikken

Jeg har fornøjelsen af at være med i ekspertgruppen for de nye fagplaner. Her har vi etableret en gruppe af lærere, som skal give os sparring.

Til et møde gjorde en lærer os opmærksom på, at siden 2013 er den didaktiske og pædagogiske kultur forsvundet på lærerværelset. Med de nye fagplaner, håber hun, at didaktikken kan blomstre igen. Ligesom Sauter håber hun på, at vi kommer ud af den provinsielle læringsmålsstyring og tilbage til den professionelle undervisningskultur.

Kære Danmarks Lærerforening – tillykke med de 150 år. Jeg håber, at I vil holde fast i kampen for anerkendelse af lærernes betydning for undervisningen i folkeskolen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk