Mange danske skoler får og har fået elektroniske tavler i klasseværelserne. Københavns Kommune har frigivet millioner til at installere interaktive whiteboards på alle folkeskoler i år 2012. Tablets, især iPad’en, vinder ligeledes frem. Men hvis vi skal undgå, at tavlerne udelukkende bruges til spil og internet-surfing – eller som en slags udvidet overheadprojektor til at åbne word-dokumenter på – så må vi begynde at tænke helhedsorienteret på digitalisering som også værende en metode. Der er fabelagtige, uudnyttede muligheder i de interaktive tavler, og vi kan egentlig bare gå i gang med at udvikle en sammenhængende digital didaktik, i stedet for at begræde at ressourcerne er spildte. Ville det ikke være federe at fokusere på, hvordan vi laver den bedste undervisning med de nyeste ressourcer i stedet for at fokusere på, at kræfterne er spildte?

Den sørgelige tendens er rigtigt nok, at de digitale læremidler, der udvikles, er mere fokuseret på curriculum på den måde, at de lægger op til en ”rigtigt eller forkert” facitorienteret tænkning – og det er ukreativt! Færdighedsspil findes der nok af i forvejen. Det er ikke kreativitetsfremmende og udviklingsorienteret, men en old school, material dannelsestanke af den form, der udpeger en bestemt viden som dannet. Lad os ikke gå tilbage ad den sti, men i stedet udnytte den viden vi har om, hvordan børn i dag lærer. Lad eleverne være konstruerende subjekter, der udvikler handlingsduelighed i samfundet og tillid til egne muligheder, som det så smukt er beskrevet i folkeskolens formålsparagraf. Det er eleverne, der skal forme fremtidens samfund, så vi ikke ender med et statisk samfund, hvor alle blot tilpasser sig til, at ”sådan er det nu engang bare”. Læremidlerne skal indgå som en inkorporeret del af undervisningen i stedet for at blive et objekt i undervisningen med eksempler som ”i dag skal vi til computerne”.

Undervisning skal være udfordrende, vække nysgerrighed og nære. Og her giver det digitale hardware helt nye muligheder for kreative og aktive læreprocesser. Læremidlerne bør give mulighed for at tilpasse undervisningen til elevernes behov, i stedet for at eleverne bliver reduceret til objekter, der skal tilpasses til indholdet. Det betyder ikke, at vi bare skal give eleverne en tom tavle og en touch pen og dække os ind under mantraet ansvar for egen læring, hvor læreren sådan set bare er tilovers. Eller at eleverne skal forblive i en boble af tilstrækkelighed og komfort. Bestemt ikke. Læremidlerne bør tilbyde et fleksibelt, eksemplarisk og didaktisk funderet indhold, som vores professionelle og kompetente lærere i samspil med deres elever kan anvende i den form, der passer bedst til hver enkelt elevs faglige niveau og måder at lære på, og som lægger op til at undervisningen kan differentieres med udfordrende elementer, så den enkelte kommer ud over rampen. For her er det nu engang lærerne, der kender deres elever bedst, og som har den uddannelsesmæssige og erfaringsmæssige baggrund, der gør dem til specialisterne – ikke læremiddelproducenterne.