Lærer Martin Sloth Andersens dialogiske undervisning er fremhævet som et element af god praksis i en projektrapport
Michael Bo Rasmussen
Man skal finde sin egen bedste praksis
»Best practice« findes ikke på formel, mener forskere.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvad virker i naturfagsundervisningen? Det har University College Syd og University College Nordjylland samarbejdet om at finde ud af - med økonomisk støtte fra Undervisningsministeriet. Best Practice kaldte ministeriet det. »Elementer af god praksis« blev det til i projektet. Tre forløb er beskrevet - børnehave, børnehaveklasse og indskoling. For indskolingens vedkommende blev eksemplet fra Karensmindeskolen i Støvring.
»Vi så på Martin Sloth Andersens dialogiske undervisning. Evnen til at bygge dialogen op i klasserummet, fange dialogen, vide hvor eleverne er, og hvilke læringskrav de har lige nu«, siger lektor ved University College Syd Jens Jakob Ellebæk.
»Jeg fristes til at kalde det spørgsmålsundervisning. Det handler om at stille de rigtige spørgsmål, så det rammer eleverne. Det skal være spørgsmål, der får den kognitive aktivitet i gang. Det er en følsom og kompliceret proces, som det kan tage mange år at lære at beherske«.
Jens Jakob Ellebæk fortæller, at én ting er at videreformidle, undervise, men at det også meget handler om at reflektere og blive bedre til det som underviser.
Når projektet endte med at blive til elementer af god praksis, skyldes det, at »best practice« er meget amerikansk og kommer til at lyde, som om der nærmest er en formel for, hvordan man gør. Det mener folkene bag projektet netop ikke, at der er.
»Der findes elementer, der virker for mig og måske kan virke for andre. Man kan hugge elementer, modellere dem og gøre dem til sine egne. Men hvis man mener, at der findes en 'best practice', så afprofessionaliserer man praktikeren og underkender kompleksiteten i undervisningen. Man skal vide, at en universel 'best practice' ikke eksisterer, men samtidig bevare ambitionerne og forsøge at udvikle og nærme sig sin egen bedste praksis«, mener Jens Jakob Ellebæk.
hl@dlf.org