Lærerne skal bruge metoder i deres undervisning, som beviseligt virker, og det bringer deres metodefrihed i fare, mener lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) Thomas Aastrup Rømer.

»Lærernes metodefrihed er truet af det nye evidensparadigme, på den måde at evidenskravet reducerer deres frihed til et valg mellem et antal metoder, der angiveligt virker. Det kalder jeg ikke metodefrihed, men metodetvang«, siger han.

»Metodefrihed er i mine øjne en mere omfattende kulturel betegnelse for læreres, skolers og videnskabsfolks arbejde med at opfinde og udvikle ideer til pejlemærker og fremgangsmåder, der spiller sammen med skolens elever, dens historie og dens værdier på alle mulige kritiske, polemiske, venlige og kreative måder«, tilføjer Thomas Aastrup Rømer.

I sin blog på folkeskolen.dk udpeger han sin kollega på DPU, professor Jens Rasmussen, som en af bannerførerne for evidensbølgen i Danmark.

»Det lyder smukt«, siger Jens Rasmussen sarkastisk om Rømers definition af metodefrihed. »Det er noget lyrik, som alle kan skrive under på. Men der står altså nogle lærere ude i skolen, som også skal undervise i morgen«.

Og de har al den metodefrihed, man kan ønske sig. Faktisk har de aldrig før haft så meget metodefrihed som i dag, mener professoren.

»En stor pointe for rejseholdet er, at lærerne slet ikke udnytter den metodefrihed, der råder i dag. De er lidt for svage til at sige: Hvad gør jeg, hvis det, jeg gjorde, ikke virker«, siger Jens Rasmussen.

Læreren bør vide bedst

Grunden til, at lærernes metodefrihed er mere omfattende end nogensinde før, er ifølge ham, at staten ikke længere styrer skolen på indholdet, men på mål, nemlig Fælles Mål, som så testes.

Hvordan læreren får eleverne i mål, må han selv bestemme. »Det er lærerens virkelighed«, siger Jens Rasmussen. Just dér, mellem mål og test, befinder lærernes metodefrihed sig i dag, hvad enten man kan lide det eller ej, mener han.

»Sådan som skolen rammesættes, er det utrolig vigtigt, at lærerne forstår deres besøgelsestid med hensyn til at udvikle deres professionalisme«, tilføjer han.

»Det er nemlig lærerne og ingen andre end lærerne, der ved - og bør vide - hvordan man bedst underviser eleverne, så dagligdagen kommer til at fungere i forhold til de mål og rammer, der er givet«.

Målene og testningen af, om målene indfries, er blevet centraliseret, mens selve undervisningsopgaven er blevet decentraliseret, forklarer han.

»Der er frit slag for lærere, skoler og skolevæsener for, hvordan de vil tilrettelægge undervisningen. Derfor ser vi også en mangfoldighed af undervisningsmetoder og koncepter udfolde sig såsom linjer for særligt begavede børn eller elevinteresser, læringsstile, LP-model og så videre. Det er der netop ingen, der blander sig i, så længe eleverne når det, rammeværket forventer«, siger han.

»Professionelle lærere skal i dag være i stand til at beherske en mangfoldighed af metoder. De skal vide, hvad metoderne dur til, og de skal kunne anvende dem i de rette kontekster«, tilføjer han.

Frihed inden for bestemte rammer

På ét punkt er Jens Rasmussen enig med Thomas Rømer.

»Det er rigtigt, at der nu er en forskningsinteresse i at undersøge, hvilke metoder der egner sig bedre end andre til, at elever kan opnå bestemte resultater. Men det er jo netop, fordi lærerne i dag skal beherske en mangfoldighed af metoder i forhold til forskellige elever og forskellige mål«, siger Jens Rasmussen.

»Hvilke metoder er for eksempel bedre end andre til en elev, der ikke har knækket læsekoden endnu? Det kan læseforskerne faktisk sige meget om. Hvilke metoder egner sig bedst, hvis målet for et undervisningsprojekt er, at eleverne skal arbejde selvstændigt og kreativt? Ja, der vil projektorienteret undervisningsformer givetvis være velegnede«, uddyber han.

Metodefrihed betyder ikke - og har aldrig betydet - at enhver lærer kan gøre, som han har lyst, påpeger Jens Rasmussen. »Metodefrihed betyder, at man skal tilstræbe det bedst mulige i forhold til de rammer, der er sat«, siger han.

»Metodefriheden har altid været rammesat. Men rammerne er blevet tydeligere. I dag har vi en langt stærkere styring af offentlige institutioner ved det, man kalder forventninger. Forventninger, der i skolen er udtrykt i Fælles Mål. De udtrykker forventningerne til, hvad eleverne skal have ud af at gå i skole, og så evaluerer man det«, siger Jens Rasmussen.

Før styrede staten på indholdet via læseplaner, nu er det målstyring, fastslår professoren. På mange måder var det nemmere at være lærer førhen.

»I den indholdsstyrede skole brugte lærerne i vidt omfang kun én metode, nemlig klasseundervisning, og så kunne eleverne tage fra eller lade være. Fordi læreren havde udført sit job, når stoffet var blevet formidlet«.

»I dag er lærerens job først udført, når eleven har nået de mål, der er sat for undervisningen«, tilføjer han.

»Det gør, at råderummet for metodefrihed principielt er blevet større. Læreren er simpelthen nødt til at beherske og bruge en stor variation af metoder, fordi der er forskellige metoder, der passer til forskellige mål«, konkluderer han.

Metodefrihed fra Grundtvig til det sthyrske cirkulære til 1993-loven

Den nuværende folkeskolelov, 1993-loven, stadfæster i bemærkningerne til paragraf 18, stykke 4, lærernes metodefrihed.

»Denne bestemmelse hjemler lærernes metodefrihed. Det betyder, at den enkelte lærer har ret til selv at vælge de pædagogiske veje til et givet undervisningsmål«, står der i bemærkningerne.

Lærernes metodefrihed inden for givne rammer er blevet bekræftet i juridiske dokumenter op gennem hele det 20. århundrede. Startskuddet affyrede kultusminister H.V. Sthyrs i et cirkulære i 1900, som fastslår, at skolearbejdet bliver varetaget af de lokale myndigheder, der »i rigtig Erkendelse af Lærerpersonlighedens Betydning har overladt Sagen til Lærerens individuelle Skøn. Men så vigtigt det er, at der i skolen gives Rum for fri Bevægelighed og personligt åndeligt Liv, så nødvendigt er det, at der under Folkeskolens stigende Udvikling og fremadskridende Organisation tages det skyldige Hensyn også til den Fornødne Enhed og Orden inden for Skolens virksomhed«.

Grobunden for lærernes metodefrihed i Danmark skyldes især Grundtvig, der i sit opgør med den sorte skole blandt andet skrev: »Skolen udtrykker det frieste af alle Forhold, da Underviisningens Held ustridig beror på Lærerens og Lærlingens Villie«.

Kilde: ad hoc Notat 2. Om metodefrihed. Folkeskolens metodefrihed - historik, ide og forankring i lyset af den aktuelle debat. Udarbejdet af Holger Henriksen for den pædagogiske tænketank Sophia.

»Metodefrihed er i mine øjne en mere omfattende kulturel betegnelse for læreres, skolers og videnskabsfolks arbejde med at opfinde og udvikle ideer til pejlemærker og fremgangsmåder, der spiller sammen med skolens elever, dens historie og dens værdier på alle mulige kritiske, polemiske, venlige og kreative måder«. Lektor Thomas Aastrup Rømer»Det er noget lyrik, som alle kan skrive under på. Men der står altså nogle lærere ude i skolen, som også skal undervise i morgen«. Professor Jens Rasmussen