Lærer Carsten Mølbeck fanger en dag sig selv i at spejde ud i et klasselokale med eleverne på rækker med computerne foran sig. Et syn, der minder ham om, at den stillesiddende undervisning til forveksling ligner den, han selv blev udsat for som barn, og som får ham til at spørge: Er det her en måde, jeg ville have lyst til at gå i skole på?

Svaret var et klart nej.

Samfundsfagslæreren fandt ud af, at han ville prøve at skabe et rum, som gav nogle andre betingelser for undervisningen og for læringen. Et rum, det var sjovt at gå i skole i. 

“Så jeg begyndte at eksperimentere med lidt forskellig indretning af et lokale, og heldigvis var min leder med på det og gav mig frie hænder”, fortæller Carsten Mølbeck seks år efter.

Fremtidens problemknusere 

Pædagogik

Sådan har de skabt de nye læringsrum

Siden fik Carsten Mølbeck besøg af inklusionsvejleder Jeppe Almskou, der var nysgerrig på projektet og så muligheder for at differentiere undervisningen og arbejde systematisk med trivsel. 

Ikke mindst for de elever, som normalt havde svært ved at være i skolen. De to udviklede sammen rummet til både at have principper for indretning og for pædagogik og didaktik.

“Vi uddanner børn, der skal løse problemer i 2050. Det tror jeg ikke, at vi gør ved at sætte dem på rad og række, men til gengæld ved at styrke elevernes autonomi og skabe et rum, der giver motivation til at udvikle sig både personligt og fagligt”, forklarer Jeppe Almskou.

Rummet består af både nye og gamle møbler, og målet er, at det ikke skal koste meget mere end et almindeligt klasselokale. Møblerne er designet og udvalgt til at kunne holde til en del. Altid med eleverne, deres behov, nysgerrighed og interesser i fokus.

“Det handler om at anerkende eleverne og vide, at når de ikke kan eller ikke har lyst, så er det ikke dem, der er noget galt med. Børn gør som udgangspunkt altid det bedste, de kan, og vi skal derfor give dem de mest attraktive muligheder for deltagelse”, siger Jeppe Almskou. 

I dag er Læringsrum 2.0 på vej ud på alle Rødovres folkeskoler, og Carsten Mølbeck og Jeppe Almskou er frikøbt tre dage om ugen af Rødovre Kommune til at implementere rummene og hjælpe lærerne i gang. 

I princippet kan man godt undervise, som man plejer, i et læringsrum. Og for mange af lærerne var det især en udfordring i starten at skulle omlægge undervisningen, så den passede til og udnyttede rummets muligheder, fortæller Carsten Mølbeck. Men når først man er ovre den periode, så er en lektion i læringsrummet ikke mere tidskrævende at forberede til, lyder det. 

“Jeg tager tit udgangspunkt i portalens læringsmål og opgaver, men så sætter jeg mig lige og vurderer, hvordan opgaverne kan løses på forskellige måder. Hvordan kan man lave noget fordybelse, noget kreativt og noget fremlæggelse? Så snart rutinen er der, så løser eleverne resten”.

Noget af det vigtigste er for Jeppe Almskou, at rummet giver plads til alle elever. Uanset humør og interesser den givne dag.

“I læringsrummene er der plads til eleverne med alt det, de nu tager med sig. Hvis de har haft en dårlig morgen og ikke kan deltage i undervisningen, kan de få lov til at putte sig lidt i sofaen med en bog, indtil de får mere mod og selv flytter sig. Og hvis ikke de gør det, så sørger de dygtige lærere for kærlig opfordring og hjælper eleven til at deltage i en anden gruppe”, siger Jeppe Almskou. 

Leder: Rummet passer til nutidens pædagogik 

Det er ikke kun projektejerne Carsten Mølbeck og Jeppe Almskou, der mener, at rummet bør udbredes vidt og bredt. Christina Holm Vestergaard, der er skoleleder på Nyager Skole, hvor der er fire læringsrum, anbefaler uden tøven Læringsrum 2.0 til andre.

“Med den pædagogik og didaktik, vi bruger i dag, duer det ikke at have klasserum, som de så ud for 50 år siden, og som skolen er bygget til”, lyder det fra skolelederen. 

“Det gode ved rummene er, at der er plads til alle børn, både dem, der har lyst til at trække sig, og dem, der er klar på aktiviteter. Men samtidig er der stadig faste strukturer, og processen foregår i dialog med de voksne omkring eleverne og med eleverne selv. For mig er rummet og de fysiske omgivelser en stor styrke i forhold til at understøtte elevernes læring og trivsel, når de sættes i spil på nye måder”. 

En af udfordringerne har været at få rummene tilpasset den enkelte klasse og lærer, fortæller Christina Holm Vestergaard.

“Det har løbende været et fælles fokus i projektet at få alle de gode intentioner og idéer tilpasset, så det passer til dem, der skal bruge det. Det med at finde et niveau, hvor man bliver udfordret, men hvor alle rammerne ikke bliver sprængt på samme tid. Det allerbedste er jo, at rummet er rart at være i. Vi kan se, at eleverne trives i det, og det er det vigtigste”.