Hvordan skal grænserne trækkes mellem Tyskland og Danmark efter 1. verdenskrig?

Genforeningen er klassisk stof at tage fat på i folkeskolens historieundervisning.

Men går man til det med det almindelige udgangspunkt i elevernes liv og forsøger at få dem til at forstå, hvordan man tænkte i 1920, kan de let sidde tilbage med en opfattelse af, at folk i gamle dage var lidt dumme og tænkte lidt simpelt.

Sætter man derimod eleverne i gang med et scenariedidaktisk rollespil, får de nuancer, perspektiver og en anden historisk erkendelse, fortæller historielærer Benjamin Rostgaard.

“Rollespil er unikt, fordi det tvinger eleverne ind i hovedet på de mennesker, der levede dengang. Alle elever får deres egen rolle. De får hver et rollekort med fem til ti bulletpoints med kerneområder, de står på, og så motiverer de sig selv til at bringe argumenter i spil. Det træner eleverne i perspektivskifte og får dem til at se på historien fra et historisk perspektiv i stedet for et nutidigt. Det gør, at de pludselig forstår, hvorfor man handlede, som man gjorde”, fortæller han.

Benjamin Rostgaard har undervist i historie, samfundsfag, religion og idræt de seneste syv år på Brønshøj Skole.

Sideløbende har han været med i en række projekter hos LøkkeFonden og Egmont Fonden, og så har han afprøvet en række færdige og halvfærdige forløb med rollespil i sine klasser.

Klar, parat, scenariedidaktik: Det skal du være opmærksom på

“Rollespilsteorien er bygget op om computerspilsteori, og når du lander et argument i en debat, kan du opleve følelsen af at lykkes, den samme følelse, som når du klarer en opgave i et spil eller deltager i en konkurrence. Det rammer eleverne på en særlig måde”, fortæller han.

Samtidig oplever Benjamin Rostgaard, at han som lærer kan engagere alle elever og differentiere undervisningen på et helt andet plan, end han kan i almindelig tavleundervisning.

“Når jeg står ved tavlen, får jeg måske reelt talt med ti elever, som markerer i løbet af en time. I rollespil har alle deres egne roller og deltager ud fra det udgangspunkt, og hvis en elev har svært ved at italesætte en rolle, så er det let for læreren at spotte og hjælpe den enkelte videre”.

Som lærer kan Benjamin Rostgaard også nemt give eleverne opgaver med forskelligt fagligt niveau eller roller, der lægger op til at tage et større eller mindre ansvar i diskussionerne, hvilket han ser som en vigtig del af elevernes dannelse. At kunne styre en debat, når man går i 8. eller 9. klasse, kræver overblik, struktur, situationsfornemmelse og en sans for det sociale sammenspil, og det træner deres sociale kompetencer.

Selvfølgelig er det krævende

Når man arbejder scenariedidaktisk, skal man være opmærksom på det fysiske rum, fortæller Benjamin Rostgaard. Hvis man bliver i klassen, kan bare det at ændre på opstillingen af stole have en betydning, så man afspejler den situation, man spiller.

Benjamin Rostgaard er ikke i tvivl om, at det giver hans elever en anden forståelse af historien.

“De bliver tvunget ind i en kreativ proces, hvor de skal bruge sig selv. Man trækker elevernes livsverden og udgangspunkt ind i rollespillet, og deres kreative produkt bliver et psykisk produkt, fordi de forstår, hvordan andre har tænkt”.

Han har arbejdet med septemberforliget, industrialiseringen, EU, slaveri, kolonisering og bådflygtninge, og jo flere gange han og eleverne prøver det, jo nemmere bliver det.

“Selvfølgelig kræver det mere af mig som lærer, end hvis jeg bare bad dem læse en tekst, for jeg skal være på hele tiden og være djævelens advokat. Nogle gange bliver de dybt provokerede eller stopper og reflekterer over, at de selv mener det modsatte. Det kræver som lærer både planlægning, at man kan give slip, og at man er parat til at prøve noget nyt. Men udbyttet er også et helt, helt andet”.