Me too, deling af nøgenbilleder, tinder, porno, pride.

Seksualitet, krop og køn er overalt i elevernes verden. Siden 70'erne har seksualvejledning været obligatorisk i folkeskolen. Og siden har det været alle læreres ansvar på alle klassetrin. Men beslutningen om at indføre faget i folkeskolen er aldrig blevet fulgt op med uddannelse af lærerne eller med timer til faget.

I dag udkommer bogen "Seksualitet, skole og samfund - kritiske perspektiver på seksualundervisning", skrevet af en tværfaglig gruppe af forfattere med viden om børn, unge, seksualitet og skolen.

Anmeldelse: Den teoribog, seksualundervisning har manglet

Bogens tre redaktører har baggrunde inden for pædagogik, psykologi og sexologi, og de mener, at der er et påtrængende behov for at kvalificere seksualundervisningen.

"Vi har et område her, som er lovpligtigt, og som alle lærere skal arbejde med. Alle mener, at det er vigtigt og meningsfuldt, og at det hører hjemme i folkeskolen. Men der er meget stor forskel på, hvor meget det bliver prioriteret på skolerne af skoleledelsen og af lærerne. Og i høj grad også på kvaliteten af undervisningen", siger den ene af de tre redaktører Line Anne Roien, ph.d.-stipendiat ved DPU, Aarhus Universitet.

De to andre forfattere er Venka Simovska og Christian Graugaard, professorer ved hhv. DPU, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet.

Ringe vilkår i skolen

Line Anne Roien er oprindeligt lærer og cand. pæd. i almen pædagogik og har undervist lærere i seksualundervisning gennem mange år for Sex og Samfund og diverse kommuner.

Lige nu er hun ved at skrive ph.d om seksualundervisning, så hun kender virkeligheden i folkeskolen og understreger, at bogen på ingen måde skal ses som en kritik af lærerne som faggruppe, men derimod som et indspark i debatten om seksualundervisningens rolle og faglighed:

"Faget er ikke engang et fag, men et obligatorisk emne uden timer. Det er presset i den hverdag, lærerne har i dag, og det er kommet yderligere under pres med den seneste reform. Med det store fokus på faglighed, mål og præstationer er det meget svært for lærerne at prioritere timer til et obligatorisk emne. For de skal tages fra noget andet, der måske vurderes som vigtigere".

Hun peger på, at lærerne oftest hverken er uddannet eller efteruddannet i faget. I den nuværende læreruddannelse findes det kun som et frivilligt kursus af varierende størrelse.

Samler underskrifter for seksualundervisning i læreruddannelsen

Rigtigt mange lærere står alene med faget uden nogen at diskutere og reflektere med. De kunne hente en masse i samarbejdet med sundhedsplejersker, men de er også presset på den tid, de kan bruge på skolerne. Og samarbejdet med pædagoger er der heller ikke tid til.

Ifølge Line Anne Roien står lærerne ofte med dårlig samvittighed over ikke at levere samme høje kvalitet på dette område, som i deres andre fag, men de har samtidig heller ikke en oplevelse af, at det bliver prioriteret hos skoleledelsen i forhold til fx høj faglighed.

Forsker: "Lærerne taler ikke med kollegerne om seksualundervisning"

Målene er næsten allerede forældede

Men ser man på de nye Fælles Mål for faget, som Line Anne Roien selv har stået i spidsen for udarbejdelsen af, er faget meget vigtigt.

"Der er sat meget ambitiøse mål - ligeså ambitiøse, som for de andre fag. Men prioritering står i skærende kontrast til målene. Det her er ikke bare noget, man lærer på 45 min i 7. klasse".

Det er dog ikke målene, der er sat for højt. For behovet for at have reflekterende undervisning i skolen om køn, seksualitet, normer, rettigheder etc. er enormt, fortæller Line Anne Roien.

Om noget er målene måske allerede forældede, fordi seksualundervisningen forholder sig til  en verden der konstant udvikler sig, og det kan være svært at rumme i den struktur, som Fælles Mål har i dag, forklarer hun.

"Derfor er det også utroligt vigtigt, at læreren forholder sig kritisk og reflekterende til Fælles Mål og skaber sin egen undervisning, som passer til lige de elever i den klasse på det tidspunkt. Seksualundervisning skal kunne opstå spontant, når der er et vigtigt emne, der brænder sig på for eleverne. Alt må ikke være planlagt og målfastsat på forhånd".

Siden 90'erne har det i højere og højere grad været eksterne aktører som fx Sex og Samfund, der har været hyret ind til at diskutere seksualitet med eleverne, særligt i udskolingen. Line Anne Roien ser ikke et problem i at bruge gæsteundervisere i seksualundervisningen, men den grundlæggende undervisning skal varetages af lærerne, og besøgene skal følges op.

"Dannelsen er noget, der foregår hele tiden i skolens hverdag. Køn, krop og seksualitet er hele tiden på dagsordenen for eleverne, både i den formelle, planlagte seksualundervisning og i de uformelle relationer mellem eleverne og alle de andre aktører i skolen. Derfor starter seksualundervisningen allerede i 0. klasse, hvor det handler om krop, køn, følelser, grænser og respekt for hinanden etc. Lærerne er tæt på eleverne, kender den gruppe de er i, og de kan tage fat i tematikkerne på en meningsfuld og respektfuld måde".

S-kandidat: Sæt en stopper for klamydia med bedre seksualundervisning

Eleverne skal i spil i undervisningen

Bogen er tænkt til at kvalificere debatten om seksualundervisningen på skolerne og i samfundet generelt, men den er i høj grad også tænkt til brug i læreruddannelsen.

Den indeholder derfor også bud på, hvordan god seksualundervisning kan se ud.

"Udgangspunktet for vores bog er at anskue seksualundervisning som et dannelsesfag, som handler om elevernes personlige, sociale og demokratiske dannelse. Seksualundervisning handler om at blive mennesker med køn, krop og seksualitet, men det handler også om at indgå i og være med-skabere af et samfund med demokratiske værdier og rettigheder. Seksualundervisning handler om seksualitet, følelser og normer og respekt, ikke bare om hvordan man tager et kondom på. Hvis det bliver reduceret til det, vil jeg næsten sige, at man kunne bruge tiden bedre på noget andet", fortæller Line Anne Roien. 

Bogens tre primære forfattere skelner i bogen mellem traditionel seksualundervisning med en klassisk lærer-elev-relation, hvor læreren er eksperten, der oplyser og står som rollemodel i forhold til de uvidende og uoplyste elever, der passivt tilegner sig en risikoorienteret forståelse af seksuel sundhed og tilpasser sig samfundets dominerende normer om fx heteroseksualitet. Læreren har det fulde ansvar for alle beslutninger om undervisningens planlægning, gennemførelse og evaluering.

Over for det står den kritiske seksualundervisning, som de anbefaler, hvor både lærer og elever er aktører og medskabere, der undersøger forskellige tilgange til seksualitet og seksuel sundhed.

"Eleverne opfattes som kompetente og vidende aktører, der (med udgangspunkt i deres alder og forudsætninger) er kritiske medfortolkere og medskabere af sociale og samfundsmæssige normer og værdier. Lærerne har ansvaret for at skabe trygge, udviklende og positivt udfordrende rammer for en læring, hvor eleverne involveres meningsfuldt og alderssvarende i beslutninger vedrørende undervisningens tilrettelæggelse".

Udfordringen med den form for undervisning kan være, at hvor den traditionelle tilgang til seksualundervisning kan opleves som en relativt tryg og sikker grund for læreren, fordi den ikke kommer så tæt på.

Og så er den kritiske seksualundervisning baseret på en "uforudsigelighedens pædagogik", hvor læreren må afgive en del af sin kontrol til fordel for elevernes nysgerrighed og interesser, som måske ikke altid harmonerer med lærerens forestillinger om seksualundervisning.

Undersøgelser viser, at mange lærere finder seksualundervisningen konfronterende. Så spørgsmålet er, om der er plads til at gøre den endnu mere fri.

"Det er måske nok svært for lærerne. Men vi bliver nødt til først og fremmest at forholde os til eleverne, som jo er dem, det hele handler om. For de vokser op i samfund, som sætter spørgsmålstegn ved, at der kun er en måde at forstå køn, hvor seksualitet er flydende og mangfoldig, hvor sex foregår online og forhandling foregår via billeder. Hvis vi insisterer på, at seksualundervisning hører hjemme i en demokratisk folkeskole, så bør vi også diskutere, hvad det indebærer".

Den gode seksualundervisning fordrer ikke, at læreren nødvendigvis sætter sin egen seksualitet i spil, men det kræver, at man reflekterer over den.

"Seksualundervisningen skal ikke handle om den konkrete elev eller lærer, men om det fælles tredje. Men lærerens egne normer, værdier og personlige erfaringer vil altid være til stede, og hvis læreren ikke professionelt reflekterer over disse, så kan de komme til at forme undervisningen på en uhensigtsmæssig måde".

Line Anne Roien mener, at faget bør have en anden prioritering i skolen.

"I den ideelle verden, så er det et fag på linje med andre fag på, som man tager ligeså alvorligt og forholder sig ligeså professionelt og ambitiøst til fra både ledelses- og lærerside. Så er der sat tid af til det, læreren reflekterer over det, forholder sig til nye materialer, viden og debatter og laver undervisning som gør en positiv forskel for alle elever, uanset deres alder, køn, seksualitet og kulturelle og sociale baggrund. Den verden, tænker jeg, ikke er utopi. Men jeg tænker, at vi er et stykke derfra".

Bogen udkommer i dag på Hans Reitzels Forlag.