Undervisningsminister Christine Antorini takkede for, at hun for tredje gang i træk er blevet inviteret til at overrække lærerprofession.dk-priserne, selvom hun ret beset ikke er minister for læreruddannelsen, men for folkeskolen

Prisfest: Professionelle og fremragende projekter

Flotte projekter med noget mere sammenhæng mellem teori og praksis end man oplevede i tidligere tider. Professionelt, et højt niveau og hæder til nogle, der er blandt de mest fremragende indenfor didaktik. Sådan lød ledetrådene, da lærerprofession.dk fredag priste tre bachelorprojekter og tre diplomopgaver.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En modebølge i skoleverden varer ti år, fortalte jurymedlem og professor Per Fibæk Laursen fra Aarhus Universitet. Han proklamerede, at han ville tale om understrømmen, der hvor storm og bølger knapt nok mærkes, og så ville han overlade selve orkanen til undervisningsminister Christine Antorini.

Som alle talere på festdagen havde han ros og store ord til prismodtagerne i Danmarks bedste 2014-projekter i lærerprofession.dk. Alle fremhævede niveauet i de vindende projekter i år. Et stigende niveau, lød det fra talerne.

Per Fibæk fortalte, at meget i skoleudvikling foregår i modebølger. At skoleudvikling går langsomt og at kun det, der fungerer i skolehverdagen får lov til at overleve. Vildskuddene visner væk. Af tidligere tiders vildskud, der er forsvundet, nævnte han elevstyret undervisning, sproglaboratoriet, computerstyret undervisning og åben-plan skoler. Han mente, at tankerne om de mange intelligenser og læringsstile var droslet ned i dag men havde efterladt noget undervejs, sådan som det går med modebølger. De forsvinder men efterlader en forandring og flytter en smule i understrømmen.

"Der er to tydelige modebølger i dag - Cooperative Learning og målstyret undervisning. Men der dukker også en del af det, vi troede, var uddødt op igen. Åben plan inspirerer nyt skolebyggeri, og skolehaver er kommet igen i projekter som Haver til Maver", sagde Per Fibæk.

Han ønskede prismodtagerne tillykke - og folkeskolen tillykke med de fremragende lærere derude. 

Humor - ikke skræk - virker

Elsebeth Jensen fra Læreruddannelsens Ledernetværk gik tilbage i tiden og nævnte sin egen 25 år gamle kandidatopgave om mulighederne for dannelsen af en selvstændig palæstinensisk stat på Vestbredden. Dengang var der ingen sammenhæng mellem det faglige og det didaktiske, understregede hun. Der er til gengæld stor sammenhæng her i dag.

Den tråd tog undervisningsminister Christine Antorini op i sin tale til prismodtagerne.

"Mit kandidatprojekt handlede om skræk som virkemiddel i offentlige kampagner. Og det virker ikke, kan man sige. Folk lukker øjnene, fordi det bliver for forfærdeligt. Humor virker derimod - og jeg siger ikke her, hvem der bruger skræk. Men dér, hvor der sker rigtig meget, er i mødet med den anden. Det er dér, man ændrer adfærd. Når man møder den anden, der kan rigtig meget indenfor feltet", sagde ministeren.

Hun understregede, at man var samlet for at fejre nogle fremragende unge lærere. Antorini takkede for at være inviteret, da læreruddannelsen ret beset slet ikke er hendes område.

"Men det har stor betydning for folkeskolen. Der er brug for dygtige lærere", sagde Christine Antorini og kommenterede, at hun nu havde overlevet at være i orkanens øje.

Chefredaktør Hanne Birgitte Jørgensen sagde i sin velkomst, at hun opfatter lærerprofession.dk som et lille rart sted med mulighed for refleksion. Et sted med en lænestol og en læselampe, hvor man kan hvile midt i den travle skolehverdag.

"For det er ingen hemmelighed, at mange lærere og ledere i dag føler, at de kæmper en kamp derude i folkeskolens hverdag".

Hun udtrykte stolthed ved som fagmedie at være med til at profilere de mange gode projekter på lærerprofession.dk og give plads til den store professionelle og didaktiske udvikling, der finder sted.

Mange af talerne sagde, at det netop er gevinsten ved lærerprofession.dk, at alle andre i skoleverden kan få glæde af det arbejde, prisvinderne har ydet med deres bachelor- og diplomopgaver.

Priser for en rutsjebanetur gennem børns læsning