"Jeg tror ikke, vi i Danmark er vant til, at 16-årige blander sig i debatten, og det har affødt en del kommentarer om min alder. Det har overrasket mig", siger DSE's afgående formand.
Kampvalg i Danske Skoleelever: Formandskandidater uenige om skoledagens længde
For første gang i to år er der flere kandidater til posten som ny formand i Danske Skoleelever. De er uenige om foreningens holdning til skoledagens længde. Den afgående formand mener dog, at uenigheden er overdrevet, og at det fortsat er vigtigst at fokusere på indholdet i timene.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For første gang i to år er der kampvalg til formandsposten i Danske Skoleelever, når foreningen i denne weekend holder generalforsamling og årsmøde.
Thea Enevoldsen, der nu er lokalformand i DSE Vendsyssel stiller op imod Mads Mikkel Dragholt fra Frederiksberg.
Bliver førstnævnte formand, bliver det på fuld tid, mens sidstnævnte vil varetage posten, mens han samtidig går i 10. klasse.
"Det er to år siden, der har været kampvalg om posten, så det synes jeg er sundt, at vi får igen", siger afgående formand Sarah Gruszow Bærentzen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de to kandidater, men ifølge Politiken Skoleliv deler de ikke anskuelse, når det kommer til længden på skoledagen, der har været en varm kartoffel for foreningen de seneste år.
Danske Skoleelever: Skoledagene er ikke for lange
Mens 82 procent af eleverne ifølge en undersøgelse fra SFI i 2016 mente, at skoledagen er for lang, har Danske Skoleelever fastholdt, at det ikke er længden på skoledagen men indholdet i den, der er det afgørende.
Den position lægger den ene formandskandidat nu op til at lave om på, mens den anden fastholder den nuværende linje.
"Jeg synes, at DSE har svigtet, når foreningen ikke har bakket op om alle de elever, som synes, at skoledagen er for lang. Derfor vil jeg foreslå, at vi simpelthen skal være imod de lange skoledage", siger Mads Mikkel Dragholt til skoleliv.dk.
Afgående formand: En post der giver knubs
Ifølge den afgående formand har det været en spændende post at bestride, men også en der har givet nogle knubs.
"Jeg tror ikke, vi i Danmark er vant til, at 16-årige blander sig i debatten, og det har affødt en del kommentarer om min alder. Det har overrasket mig. Men jeg føler mig mest heldig over, at have haft en god periode som formand, hvor vi har lavet store organisationsændringer, der er gået over al forventning", siger hun.
Hun ærgrer sig dog over, at debatten om foreningens holdning til de lange skoledage har fyldt så meget.
"Vi har aldrig sagt, vi er imod en lang eller en kort skoledag, vi har bare sagt, at vi hellere vil have gang i en debat om indholdet i den. Det er ufatteligt, at vi kan blive ved med at råbt højt om det, men at der ikke bliver lyttet", siger Sarah Gruzsow Bærentzen.
Psykolog: Demokratisk problem, at Danske Skoleelever vil fastholde lang skoledag
"Og nu bliver der også fokuseret på det i forbindelse med kampvalget. Og jeg tror ikke, de er så uenige, som det bliver gjort til i overskrifterne. Men det fylder en del i den skolepolitiske debat".
"Nu er der heldigvis landet en aftale om at forkorte skoledagene, så jeg håber, at når vi kigger tilbage om et år, at problemet er løst, og eleverne er tilfredse med skoledagens længde. Det tror jeg bare ikke er tilfældet. Som vi har sagt i flere år, bør man fokusere på indholdet i stedet for antallet af klokketimer".
Det forventes, at generalforsamlingen stemmer igennem, at Sarah Gruszow Bærentzen bliver siddende som formand frem til 1. juli.