Situationen kender vi alle: Det var tanken, at timen skulle være en stor fælles samtale, og så ender det alligevel i den gammelkendte "tampen brænder", hvor et par af eleverne prøver at kredse ind, hvad (de tror) læreren tænker. Selv om Olga Dysthes dialogiske klasserum i dag er teoretisk common sense, ved de fleste, der har forsøgt sig i den dur, at det er lettere sagt end gjort.

"Meget mere mundtlighed" tager udfordringen op og ønsker at støtte ”læreren i at arbejde metodisk med dialogbaseret undervisning”. De klassiske mundtlige discipliner som oplæsning, retorik og fortælling vælges bevidst fra; fokus er på samtalen. Afsættet er altså velkendt, men det er særdeles velkomment med et aktualiseret bud.

Overordnet er argumentet, som det blandt andet føres frem af bogens redaktør, Lene Illum Skov, at mundtlighed spiller og skal spille en stor rolle i danskundervisningen. Mundtligheden har betydning både for elevernes personlige vækst, for deres muligheder for at deltage i samfund og kultur, for deres læring, og for at de kan bruge det redskab, som naturen har udstyret dem med (stemmen), bedst muligt. Som signalement af området udpeger dette overskueligt mundtlighedens mellemværende med forskellige dagsordener i danskundervisningen. Kategorierne kan også fint fungere som prisme for fremtidige diskussioner af, hvad der er på færde i forskellige mundtlighedsforløb.

Derudover bringes kategorierne i forbindelse med en mundtlighedstrekant, der anskueliggør mundtlighedens forskellige dimensioner og niveauer. Trekanten dukker op som fælles referencepunkt i bogens øvrige kapitler, men vil også kunne anvendes analytisk af lærere og lærerstuderende til specifik fagdidaktisk refleksion over mundtlighedsundervisningen.

Efter introen tages læseren med gennem en række nedslag i specifikke områder af feltet: fra lyttekunsten, som selvfølgelig er vigtig, hvis den gode dialog skal praktiseres, over den fagsproglige fremlæggelse og den kritisk faglige gruppesamtale frem til de reflekterende klassesamtaler i litteraturundervisningen.

Alle kapitler er korte, koncise og konkrete. Grundtonen slås an med gode summariske referencer til nyere teorier om alt fra lytning til Mercers samtaletyper. Man fornemmer et større bagkatalog hos forfatterne, men litteraturlisterne rummer det nødvendige for, at både nysgerrige sjæle og professionelle selv kan gå videre. Foran dette teoretiske baggrundstæppe dykker teksterne ned i konkrete eksempler fra skolens praksis. Det er tiltag, der blandt andet er prøvet af i UC Syds projekt med den såkaldte Universitetsskole, hvor undervisere og lærere i folkeskolen har arbejdet tæt sammen. Som stillbilleder fra den komplekse virkelighed giver de god mulighed for at drøfte, hvad der er på færde, når vi taler sammen i klassen.

Af mindre undladelsessynder, som jeg synes skal nævnes, er der kun én: Forholdet mellem skriftlighed og mundtlighed adresseres ikke gennemgående i bogen. Det er lidt ærgerligt, for skriftligheden kan ofte fungere som en god støtte i arbejdet med at styrke dialogen i klassen.

Men samlet set rummer bogen masser af godt smøremiddel til at få gang i snakketøjet i klassen. Den er bestemt værd at have stående på reolen.