Debat
SF: Vis tillid til skolerne, og afskaf stopprøverne
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Børn, som ikke får lov til at følges med deres klassekammerater videre til næste klassetrin. Børn, som oplever et nederlag allerede i børnehaveklassen. Børn, der mister gejsten for at lære og udvikle sig. Børn, der i hele deres skoletid vil opleve, at sprog er noget, de bliver dømt på - og noget, de måske bliver dømt ude af et fællesskab på.
Det er konsekvenserne ved den tidligere regerings indførelse af stopprøver i folkeskolen. I Socialistisk Folkeparti har vi kæmpet for at afskaffe stopprøverne, lige siden forslaget blev stillet.
Børn, der begynder i skole med et dårligt sprog, skal selvfølgelig have ekstra hjælp og støtte. De skal have ekstra tid sammen med dygtige voksne. Og der skal også være redskaber, som kan vise børnenes sproglige udvikling.
Men der, hvor kæden hopper af, er, når den tidligere undervisningsminister ikke ville lade det være op til den enkelte skoleleder at vurdere, om en elev skal gå en klasse om. Består en elev ikke den sidste sprogprøve, bliver det helt automatisk til en stopprøve. Også selvom skolelederen vurderer, at eleven sagtens kan rykke videre med sine klassekammerater. Derfor synes skolelederne også, at stopprøverne er en virkelig dårlig idé.
Det er mig en gåde, hvorfor der ikke er tillid til, at skolerne bedst selv kan vurdere, hvad der er rigtigt for den enkelte elev. Jeg mener, at vi bør afskaffe stopprøverne hurtigst muligt og i stedet fokusere på sprogindsatser, der hjælper eleverne. Og vel at mærke en indsats for alle elever og ikke kun elever, der bor i udsatte boligområder.
Den nye undervisningsminister har allerede talt om at vise større tillid til lærerne. Jeg håber, at ministeren vil lytte til skolerne og vise dem større tillid.
Folkeskolen har ikke brug for stopprøver. Børn udvikler sig ikke bedre af at opleve nederlag, fordi de ikke består en test. Børn udvikler sig af gode sociale fællesskaber. Børn udvikler sig af at have voksne, der har tid til dem.