Vi støder næsten sammen på vej op ad trappen. Jeg kan hurtigt se, hvem hun er. Vi arbejder begge i den samme uddannelsesinstitution, men helt forskellige steder. Jeg så hende også i regionalnyhederne for et par uger siden. På vej op ad trappen overvejer jeg at sige til hende, at jeg anmelder en udgivelse, hun har en artikel i, og at hendes bidrag er godt, men at det indgår i en udgivelse, der er for ujævn. Men så skal jeg til at forklare, at jeg ikke følger efter hende. At jeg følger efter min søn, som leder efter et toilet. At vi ikke kan finde et herinde, og at vi derfor skal op ad trappen for at komme et andet sted hen. Det bliver for underligt, så jeg dropper det.

Udgivelsen rummer både det store blik på komplekse begreber som globalisering, national identitet, radikalisering, multietnicitet og et mere didaktisk blik på sprogtilegnelse og sproglig udvikling. I forordet skriver Garbi Schmidt, at udgivelsen bunker artiklerne som henholdsvis "sproglige" og "kulturelle". Hvor udgivelsen når i mål i forhold til det didaktiske fokus, står det mig lidt mere uklart, hvad pointen er med flere af artiklerne i den kulturelle bunke, hvis man holder disses fokus op mod udgivelsens titel.

Lad mig begynde med de elementer i "Interkulturel pædagogik", som jeg ikke kobler mig på. Titlen er en ting, der undrer mig. Det bliver ikke helt klart ved gennemlæsning, hvad det pædagogiske i den interkulturelle pædagogik er. Det kan handle om fællesskab, som Joy Frimann Hansen skriver om, og det er muligvis også beslægtet med artiklerne af Line Møller Daugaard, Inger Maibom og Helle Lykke Nielsen samt af Mette Ginman og Maria Neumann Larsen, som har det tilfælles, at de er didaktisk forankrede, dog i varierende grad. Men er pædagogik og didaktik nødvendigvis det samme? Lader pædagogikken sig bestemme som etymologiske vandringer ind i integration, assimilation, nation, social poesi, ethnos, demos eller islamofobi?

Problemet er, at udgivelsens titel ikke afgrænser genstandsfeltet, og at "Interkulturel pædagogik" derfor fremstår ufokuseret. Dette kan man ændre på: Enten ved at finde på en anden titel eller ved i forordet at godtgøre, hvorfor udgivelsen kan virke fragmenteret. Endelig kunne man også have valgt at stå fast på didaktikken og udbygge dette med mere pædagogisk forankrede artikler og gemme artiklerne i den "kulturelle" bunke til en anden god gang.

De didaktisk funderede artikler (se ovenfor) står stærkest i udgivelsen, ganske enkelt fordi de har mest, eller i det hele taget noget, at sige om skolen og om arbejdet med det interkulturelle (jeg er forbeholden med at sige den interkulturelle pædagogik, for jeg er stadig efter at have læst udgivelsen lidt usikker på, hvad det er). De er forankrede i skolerelevante problemstillinger og løsninger. Deres relevans skal ikke mindst ses i lyset af det katastrofale i afviklingen af dansk som andetsprog i læreruddannelsesregi og konsekvensen for aftagerne af nyuddannede lærere; nemlig skolerne. Hvor skal den nye viden komme fra, hvordan skal den tilflyde skolerne? Disse artikler har relevans for alle, der arbejdet i feltet, og for studerende, der er på vej derind.

Artiklerne i "kultur"-bunken er som sådan også velskrevne, men jeg kan ikke få øje på det interkulturelt pædagogiske i hverken artiklerne af Torben Rugberg Rasmussen, Ove Korsgaard og Garbi Schmidt eller artiklen af Karsten Mellon. Sidstnævnte synes at være mest optaget af "fordybelsesmetoden", som har mest relevans for teamsamarbejdet og derfor har et mere generelt sigte. I denne sammenhæng virker det interkulturelle som noget påklistret; det kunne lige så vel have handlet om seksualundervisning, trafiklære eller noget tredje. Jeg peger ikke fingre ad forfatterne, men jeg forstår ikke den redaktionelle linje i valget af disse artikler.

Her kan man naturligvis godt indvende, at baggrundsviden og de begreber, der knytter sig hertil, er relevante for vore tanker og forståelser, uanset om disse lader sig omsætte til praksis. Praksisanvendelighed er ikke det eneste og ikke altid vigtigste kriterium, når man vurderer udgivelser. Men det bør det være her, i en udgivelse der handler om skolen og om praktiske udfordringer. Udgivelsen bør handle om interkulturel pædagogik, det bør være bogens primære ærinde, og der er nok at tage fat på.