Krig og flugt påvirker ikke udelukkende dem, der gennemlever det. Også børn kan mærke virkningerne af forældrenes voldsomme oplevelser. Derfor har Varde Kommune besluttet at give et tilbud til flygtningebørn og soldaterbørn.

12 lærere og pædagoger er uddannet som Nussa-terapeuter (neuroaffektiv udviklingspsykologisk struktureret social aktivitet). De afvikler forløb 18 gange over to måneder for de børn, der har fået tilbuddet, på fire skoler. Det er et struktureret legeprogram, hvor det blandt andet handler om at lære at mærke sig selv og sine følelser, om at kunne slappe af og kunne grine.

De fleste børn lærer at sætte ord på følelser og have empati for andre ved at spejle sig i deres forældre. Men hvis forældrene lever med traumer og ikke har det godt psykisk, smitter det af på børnenes mentale og sociale udvikling. Børnene kæmper ofte med tristhed, isolation og har svært ved at danne gode relationer til andre mennesker.

Under faldskærmen

På Brorsonskolen myldrer seks elever ind, men stopper i døren for at give hånd til lærer Jesper Hartvigsen. Han siger »hej« og ser på hver enkelt. Han følger barnet ind til en kulørt faldskærm, der ligger på gulvet, og placerer hvert barn på et farvet felt.

En pige nægter at sidde på det gule felt. Hun vil sidde på det røde. Jesper forklarer, at det er ham, der bestemmer i dag, og han har bestemt, at hun skal sidde på det gule felt. Nogle af eleverne accepterer, andre går over i hjørnet, hvor der med tape er markeret et »rum«. Her kan børnene vælge at trække sig tilbage en stund.

Jesper Hartvigsen er den, der leder sessionen i dag. Pædagog Lone Underbjerg er hjælper. Sådan bliver det forklaret for børnene. De kender den meget faste struktur.

Et par elever er urolige, og én erklærer, at han er meget træt.

De tager fat i faldskærmens kant. Nu skal der luft under faldskærmen, den skal op at flyve. Faldskærmen løfter sig, og de kan gemme sig under den.

Inde under faldskærmen får børnene at vide, at emnet i dag er samarbejde.

Sammen skal de holde en bold i bevægelse oppe i faldskærmen. De griner, skriger og hopper, mens bolden triller rundt.

Børnene er alle flygtningebørn, og flere går i skolens modtageklasser.

Bagefter skal børnene være bier på jagt efter honning - kegler på gulvet. Jesper er bjørn og vil fange dem, men hvis to bier går sammen om at bære honningen, kan bjørnen ikke gøre dem noget.

Andre får også lov til at være bjørn. Og give et bjørnebrøl.

Derefter skal børnene tegne samarbejde. Om at have hjulpet én, eller måske er der én, der har hjulpet dem. Der er frugt sammen med tegneriet.

En elev snupper hurtigt to stykker frugt og gemmer det ene, én larmer og fylder meget, én elev har brug for et knus, og én er konstant i bevægelse og meget urolig. Først da hun skal tegne, falder roen på hende et par minutter.

Et fortroligt rum

Hele ideen med arbejdet er, at eleverne skal op i tempo og ned igen. Skal være glade og lege - og så kunne slappe af. Terapeuterne har lært Lane-tilgangen - der står for leg, accept, nysgerrighed og empati.

Sammen taler de om tegningerne. Der er for eksempel en tegning af to, der kysser hinanden.

»De hjalp hinanden med at kysse?« Ja! Nogle af eleverne skal have hjælp til at udtrykke, hvad deres tegning forestiller - og hvor samarbejde kommer ind.

Sessionen slutter med, at børnene ligger og slapper af på gulvet. Bagefter giver de hånd til Lone og Jesper, tager deres overtøj og går - tilbage til klassen og dagens undervisning.

Aftalen er, at det er fortroligt, dét, der sker her i lokalet. Men lærere og pædagoger fortæller, at de i løbet af ugen møder eleverne på gange eller i gården og lige siger hej, får et knus eller en high five.

Børn og voksne kender pludselig flere på skolen. Mange af børnene har stor glæde af dem, de lærer at kende her. Nogle er blevet venner, selv om de ikke går i samme klasse.

Svært at tale om følelser

Før forløbet kan begynde, har en af terapeuterne fra hver skole været på hjemmebesøg hos familierne. Forældrene har givet deres accept og skrevet under på en kontrakt. Der bliver ikke skrevet rapporter om børnene.

Nussa-forløbet har en afslutning med diplomoverrækkelse, hvor forældrene er inviteret med.

»Børnene skal lære at forstå og regulere følelser. At styre, at indordne sig og indgå i sociale relationer. Lære hvordan andre opfører sig, hvis de for eksempel går over en grænse, og kunne sætte ord på følelserne. Gennem leg kan børnene være med trods sproglige vanskeligheder. Og så er det ikke behandling, det her - det er forebyggende«, fortæller projektleder Heidi Jacobi Madsen.

»På skoler oplever vi børn, der er meget impulsstyrede. De er ofte ensomme og kan ikke aflæse andre«.

Kan bedre tale om følelser nu

På Blåvandshuk Skole i Oksbøl består elevgruppen af 5.- og 6.-klasseelever. Alle er børn af soldater. Skolen ligger tæt på en af kasernerne.

Gruppen begynder med lidt mad og en juice, inden faldskærmen foldes ud. Forløb og emne er det samme som i gruppen med de små flygtningebørn.

»Det er en sjov måde at lære på. Jeg er her for at lære noget om følelser. Om hvor man mærker følelserne i kroppen, og hvordan man kan komme af med dem, at man kan tælle til ti, kan trøste andre eller selv blive trøstet«, siger en pige.

Det kan godt være lidt underligt med nogle af øvelserne, hvor man måske skal lave en fantasiblomst eller give massage, men det virker, forklarer to piger.

»Man kan jo godt mærke følelserne uden at kunne tale om dem. Jeg har haft svært ved at tale om mine følelser hjemme, men det går bedre nu«.

»Vi kan godt have brug for ekstra støtte, fordi vi savner én derhjemme. Jeg tænker meget på min bedste veninde, når jeg er her. Når jeg skal tegne, så er det næsten altid hende, jeg tænker på. Hun betyder meget. Det vidste jeg godt tidligere, men nu ved jeg også, at hun er mit sikre sted«.

Mærker det mest i maven

Sidste gang eleverne var til Nussa-session, var emnet at miste noget eller nogen. En talte om at miste at være et lille barn og blive større, en anden talte om at miste tiden. I dag er emnet samarbejde.

Eleverne sidder rundt om faldskærmen på gulvet og har fat i stoffets kant. De laver stille bølger, når lærer Linda Wissing beder om det. Så bliver bølgerne kraftigere, det bliver storm. Bagefter triller de en bold rundt i faldskærmen.

»Så skal vi forestille os, at vi er dykkere på havbunden. Vi skal hente skatte. I skal være to sammen for at tage en skat, men jeg kommer med lange blækspruttefangarme og snupper jer«, giver Linda Wissing som oplæg.

Eleverne holder om hinanden to og to og løber ud på gulvet efter skatte.

»Vi kan godt ofre os«, lyder det fra to elever, så de afleder læreren og giver to andre mulighed for at hente sidste skat i sikkerhed.

Hvad fik I ud af det? spørger lærerne bagefter.

»En kegle«, siger én og griner. De fortæller, at hvis nu cyklen er flad, og én kommer forbi og hjælper med at lappe med et stykke tyggegummi, så er det rart.

Hvordan føles det i kroppen? lyder næste spørgsmål.

Man kan mærke det - mest i maven, siger flere. Én fortæller, at man kan få en klump i halsen, hvis man mister. Men det kan hjælpe, hvis nogen trøster en.

Man får overskud af at hjælpe andre. Man føler, at nogen kan lide én, og at man ikke er helt alene, når nogen vil hjælpe.

Mærk vejrtrækningen

Eleverne sætter sig rundtom i sofaer, sækkestole eller ligger på gulvet. Nu skal de tegne. Nogle af dem forsvinder helt ind i koncentration. Dæmpet musik lyder i rummet.

De to lærere, Linda Wissing og Lise Bøllund, går stille rundt og taler med eleverne.

Én har tegnet en tegneserie om, hvordan hun hjælper en veninde med at få lavet fastelavnskostume.

En dreng ligger helt slap på gulvet ved siden af sin tegning. Og det er netop tid til afslapning. Alle lægger sig ned, tjekker egen puls.

»Hænderne på maven. I kan mærke jeres vejrtrækning, kan I få den helt ned i maven?« spørger Linda stille.

Sådan går nogle minutter. Sessionen slutter med high five og »vi ses fredag«.

Fylder mere - på en god måde

»Der har været et behov for sådan et forløb i mange år«, mener Linda Wissing.

»Vi får flere og flere veteranbørn på skolen, og det her hjælper også på alle børn med forskellige grader af tilknytningsforstyrrelser. I det hele taget er det givtigt for alle børn«.

Lærerne fortæller, at de mærker stor forandring hos eleverne. Mange har fået en større tryghed, og den viser sig blandt andet ved, at de åbner op og deltager mere i undervisningen ude i deres klasse. En af eleverne har tidligere haft behov for specialundervisning, men det behov har han ikke længere. Samtidig fylder han meget mere i klassen nu, hvor han tidligere var meget stille.

»Vi er meget strukturerede her i Nussa-forløbet. Det er helt anderledes end almindelig undervisning. For eksempel fortæller vi reglerne hver eneste gang, og eleverne har brug for den struktur«, siger Lise Bøllund.

Terapeuterne får supervision fra psykologen fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, der jævnligt overværer sessionerne. Terapeuterne fortæller, at de har været med til at justere forløbet meget undervejs ud fra de erfaringer, de fik.